Farlig forskning er blevet farligere

Er risikoen for uheld eller terror med dødelige vira og giftstoffer ved at være større end muligheden for at opnå vigtig ny viden gennem potentielt farlige eksperimenter? Det diskuterer forskerne igen for tiden

For nylig fik Mark Lipsitch, en professor i epidemiologi fra Harvard University, nok: Et forskerholds eksperimenter med at undersøge smittefaren i den frygtede fugleinfluenza H5N1 var simpelthen for farlige, mente han. Formålet med eksperimenterne var prisværdigt, nemlig at skabe en mere effektiv vaccine, men risikoen for et potentielt katastrofalt udslip oversteg fordelene, udtalte Lipsitch til flere faglige medier.

Dermed genåbnede han en debat, der længe har slumret i den videnskabelige verden, og som indimellem popper op sammen med nye tilfælde af uheld med farlige bakterier, vira eller giftstoffer. Eller med nye eksempler på forskere, der eksperimenterer med nogle af historiens mest dødelige materialer. Begge dele er sket flere gange de seneste måneder, og det har fået ikke bare Mark Lipsitch, men også en række andre fagfolk til at kritisere den såkaldte ”gain of function”-forskning (forstærkning af funktion). Her forsøger forskerne bevidst at forstærke eksempelvis fugleinfluenzaens smitsomhed for bedre at kunne forudsige og dermed forberede sig på mutationer af influenzaen i fremtiden.

Når diskussionen er interessant for ikke bare forskerne på området, men i høj grad os alle sammen, skyldes det først og fremmest, at udviklingen inden for forskningen i farligt, biologisk materiale ifølge flere forskere udgør en stigende risiko for udbruddet af en global, dødelig epidemi. Flere vurderer, at risikoen efterhånden er så høj som 10 til 20 procent om året. Og det er alt for højt, siger John-Erik Stig Hansen, der er leder af Center for biosikring og -beredskab - den offentlige myndighed, som regulerer farlig bioforskning i Danmark:

”Siden den 11. september 2001 er der sket en voldsom stigning i antallet af sikkerhedslaboratorier, der forsker i farligt, biologisk materiale. Særligt i USA, men også mange andre steder i verden. Den udvikling er på sin vis forståelig, men også dybt bekymrende, for risikoen for et uheld - eller en terrorhandling - stiger for hvert laboratorium og for hvert nyt land i eksempelvis Østeuropa, der vil have deres egen forskning, men som ikke nødvendigvis har den tilstrækkelige sikkerhed. Vi er derfor stadig flere, der taler for et indgreb af den ene eller den anden art.”

I Danmark findes der ingen kategori 4-sikkerhedslaboratorier, men en håndfuld kategori 3. Det er dog underordnet, påpeger John-Erik Stig Hansen:

”For sker der et udslip ude i verden, kan vi under alle omstændigheder have problemet herhjemme i løbet af et par dage.”

At forskning i farlige vira og bakterier kan være ekstremt farligt, er ikke noget nyt. Da influenzaen H1N1 pludselig dukkede op igen i 1977 efter at have været erklæret udryddet 20 år tidligere, var det efter al sandsynlighed et resultat af et uheld i et laboratorium, har en undersøgelse fastslået. Og i 1997 viste et ulykkeligt dødsfald i USA, hvor lidt der faktisk skal til, før noget går galt. En 48-årig kemiprofessor spildte nogle dråber af det flydende nervegiftstof dimethyl-kviksølv. Hun havde sikkerhedshandsker på, og hun fjernede straks de tabte dråber, men skaden var sket. Fem dage efter blev hun indlagt, og efter 298 dages sygdom døde hun.

I 2012 gjorde man så et forsøg på at imødegå den stigende risiko for et utilsigtet udbrud af en farlig virus. Det skete, efter at to forskergrupper uafhængigt af hinanden - og uden sikkerhedsmyndighedernes vidende - havde fremstillet en fugleinfluenza-virus, der var i stand til også at smitte mellem mennesker. Indtil da havde smitten været begrænset til kontakt mellem fugle og mennesker. Bedriften skabte betydelig furore - også fordi forskningen var sket i et kategori 3-laborato-rium, der ikke har den allerhøjeste sikkerhed. Som konsekvens blev influenzaforskere fra hele verden enige om at indstille deres forskning i et år. I mellemtiden skulle der så strammes op på sikkerhedsprocedurerne. De nye retningslinjer skulle både forhindre farlige vira i at slippe ud af laboratorierne og terrorister i at komme ind til dem, men beslutningerne blev så vage, at sikkerheden reelt ikke blev skærpet, mener John-Erik Stig Hansen.

Det er dog ikke alle, der er kede af det. Den internationalt kendte virusforsker professor Yoshiro Kawaoka skabte i juni voldsomme reaktioner både i og uden for forskerverdenen, da han genskabte en næsten identisk udgave af den spanske syge, som i 1918 smittede næsten halvdelen af Jordens befolkning og slog flere end 50 millioner mennesker ihjel. Han afviste den hårde kritik med, at hans forskning var nødvendig for at kunne imødekomme fremtidens virusangreb.

”Vi står stadig over for truslen fra nye, tidligere uopdagede og smitsomme sygdomme. De her opdagelser kan finde sted i den virkelige verden,” sagde han til The Washington Post med henvisning til, at de forbindelser, han skaber i laboratoriet, også kan finde sted i naturen.

Og det er præcis her, diskussionen altid strander, siger forskningsleder og professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, Philippe Grandjean. Med god grund, for det er svært at finde balancen mellem på den ene side at udnytte de teknologiske muligheder til at vide så meget som muligt om farlige vira og giftstoffer, så vi bedst kan forhindre en epidemi eller håndtere den, når den kommer. Og på den anden side at minimere de risici, der er ved eksperimenterne. Meget af den banebrydende forskning sker jo netop, fordi man går længere, end man før har gjort.

Når det er sagt, så er han dog vældig kritisk over for, at sikkerheden omkring den farligste biologiske forskning ikke er bedre. Der findes således stort set ingen data for, hvor god sikkerheden er nogen steder, påpeger han, og det er i sig selv bekymrende. I USA, hvor meget af den mest avancerede forskning foregår, og hvor man også bruger flest penge på sikkerhed, har en officiel rapport vurderet risikoen for et farligt udslip til at være cirka to procent pr. 1000 års forskning i et laboratorium. Det lyder måske ikke af meget, men alene i USA findes der cirka 1500 laboratorier i sikkerhedskategori 3 og 4, og på verdensplan findes mange tusinder, og så er risikoen lige pludselig meget mere alarmerende, formentlig omkring 10 procent om året, vurderer Philippe Grandjean:

”Når man ser folk rende rundt i gummistøvler for at håndtere den igangværende ebola-krise i Sierra Leone, er det svært ikke at tænke: Hvad sker der, hvis de også beslutter sig for at oprette et laboratorium for farligt, biologisk materiale? Men vi er ikke meget bedre i Vesten. Øget konkurrence og besparelser presser hele tiden forskere til at skyde genveje, og der er flere nylige eksempler på, at netop hastværk har været skyld i brud på sikkerheden. Dertil kommer, at stadig flere onde viljer er interesseret i farlige vira, så det er i den grad på tide, at vi får gjort noget ved sikkerheds-niveauet.”