Skal man lade en død kvinde gennemføre en graviditet?

”Det handler først og fremmest om at redde et sagesløst liv,” mener lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, Morten Dige. Foto: Steve Lovegrove / Iris

Både i Danmark og resten af verden er hjernedøde gravide blevet holdt kunstigt i live, indtil de ufødte børn var store nok til at blive taget ud. Der findes ingen regler på området, og fagfolk er uenige i metoden

”På den ene side kan jeg ikke vente med at møde min søn og gøre mit yderste for at give ham det bedst mulige liv og være en god far. På den anden side ved jeg, at det tidspunkt, han bliver født, vil være dagen, hvor jeg er nødt til at sige farvel til min kone.”

Sådan beskrev den 32-årige canadier Dylan Benson i februar 2014 en af de værst tænkelige situationer, som en vordende far kan komme i. Kort inden havde hans kone Robyn Benson på 32 år pludselig fået en hjerneblødning og var blevet erklæret hjernedød. Men lægerne holdt hende kunstigt i live i håb om at redde barnet, og efter seks uger kom en rask søn til verden ved hjælp af kejsersnit. Herefter blev respiratoren slukket.

Den slags historier er jævnligt fremme i udenlandske medier, men nu viser det sig, at der gennem årene har været danske eksempler på det samme.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med en række nuværende og pensionerede overlæger fra henholdsvis Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Regionshospitalet Herning, Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens. Heraf husker tre læger en sag fra Aarhus i 1980'erne, hvor en gravid kvinde netop blev holdt kunstigt i live for at redde et ufødt barn.

To andre læger refererer til lignende sager, som de ikke ønsker at uddybe grundet deres tavshedspligt. Resten har ikke oplevet fænomenet.

Rundringningen vidner om, at sagerne er yderst sjældne. Men at de overhovedet er forekommet i Danmark, er nyt for Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd.

”Det er et frygteligt dilemma, og jeg kan ikke sige, hvad man generelt skal gøre. Selvfølgelig vil jeg være på barnets side, hvis der er tale om et stærkt foster tæt på terminen. Men hvis det er et meget spædt foster med alle odds imod sig, vil jeg føle, jeg er mest på barnets side ved at lade det dø sammen med sin mor,” siger hun.

Det Etiske Råd har ikke taget stilling til problematikken, og der findes ingen lovgivning eller retningslinjer for, hvordan læger skal forholde sig, hvis de havner i dilemmaet.

Ifølge Janne Rothmar Herrmann, jurist og lektor ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Retsbeskyttelse af fostre og befrugtede æg”, har fostre juridisk set ikke rettigheder i Danmark, før en fødsel har fundet sted. Her skal lægerne altså først og fremmest varetage moderens tarv. Men når moderen ikke står til at redde, havner sagen i en juridisk gråzone, hvor lægerne og de pårørende må tage stilling fra gang til gang. Og sådan bør det blive ved med at være, siger Morten Hedegaard, klinikchef på Rigshospitalets obstetriske klinik.

”Fra sag til sag må man se på, hvor langt henne moderen er i graviditeten, lytte til de pårørendes ønsker og undersøge, om fostret har taget skade. Og så må man i øvrigt bruge hele den faglige tyngde, der er på afdelingen, til at træffe det bedst mulige valg. Det kan man ikke lave generelle regler om,” siger Morten Hedegaard, der ikke selv har stået i dilemmaet, men har kendskab til et enkelt dansk tilfælde, han ikke vil uddybe yderligere.

Lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet Morten Dige har svært ved at se, at ret meget taler imod at holde kvinderne kunstigt i live.

”Det handler først og fremmest om at redde et sagesløst liv,” siger han.

Han mener, at der skal nogle helt særlige omstændigheder til, før den bedste løsning er at slukke for respiratoren. For eksempel hvis faderen ikke ønsker, at barnet skal komme til verden på den måde, eller hvis fosteret er så lille, at det end ikke har passeret abortgrænsen på 12 uger.

”Men det giver god mening at gætte på, at den vordende mor ønsker at blive holdt i live for sit ufødte barns skyld. Det må være udgangspunktet,” siger han.

Det er Mickey Gjerris, cand.theol. og lektor i bioetik ved Københavns Universitet, ikke enig i. Han mener, at det kan være enormt belastende for de pårørende ikke at kunne tage ordentlig afsked med den døde kvinde, fordi hun skal agere ”rugemaskine” for et barn, som måske ikke engang overlever.

”Man skal passe på med at romantisere det her. Det etiske dilemma opstår netop i det sekund, hvor der er flere parter at tage hensyn til, og man må finde ud af, hvem der vejer tungest. I nogle tilfælde kan det være det rigtige at holde kvinden kunstigt i live. Andre gange er det måske bedst at slukke respiratoren.”