Den naturlige kropsbehåring er blevet et socialt tabu

Menneskekroppens behåring er næsten forsvundet i den vestlige verden i løbet af cirka 100 år. Selvom der er nogle, der går imod strømmen, er der ikke udsigt til, at kroppens naturlige behåring bliver socialt accepteret

Siden 1890'erne er der sket meget med menneskets kropsbehåring. En udvikling, der på mange måder kan kobles sammen med badedragtens mode og ikke mindst kønnenes udvikling.

Mens det tidligere ansås som maskulint, når mænd kunne fremvise et behåret bryst, er dagens idealer for begge køn i høj grad præget af tanken om den rene, hårløse og glatte krop. Selvom der som med mange andre modefænomener og samfundsbevægelser findes modbølger, der markerer sig politisk ved at lade kropsbehåringen forblive.

”Kropsbehåring er først og fremmest et modefænomen, der konstant er i bevægelse. Under og efter finanskrisen har vi haft en tendens til, at alle skulle se meget glatte, unge og effektive ud. Modsat det behårede udtryk, som nogle ville kalde usoigneret,” siger Karen Sjørup, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet.

Hun peger på, at den hårløse krop i dag fungerer som en markør for ens private status.

”Man viser, at man er på markedet, og det glatte er en del af, at man holder fast i ungdomslivet. Man skal hele tiden vise mere ren krop og glat hud, og der passer sorte hår ikke ind. Hvis en kvinde har hår på overlæben, tænker folk, at hun har ladet sin krop stå til,” siger Karen Sjørup.

Hun peger på, at det særligt er kvinderne, der føler socialt pres for at fjerne kropshåret.

”Jeg tror ikke, at man entydigt kan sige, at fænomenet kommer fra modeindustrien. Det handler også om, at kvinder spejler sig og bedømmer hinanden i meget høj grad. Også i puberteten, hvor mange er bange for de voksne former, og at der vokser hår på kroppen,” siger Karen Sjørup.

Hun mener, at der som modtendens til den hårløse krop er opstået en bølge, hvor nogle unge piger lader kropsbehåringen gro som oprør mod idealet.

”Der er dele af ungdomskulturen, som er præget af en antimaterialistisk bevægelse og dyrker en mindre stereotyp fremstilling af kønnet,” siger hun.

Kenneth Reinicke, der forsker i maskulinitet ved Roskilde Universitet, peger på, at modtendensen også kan ses hos mændene, men også, at de forskellige moder inden for kropshår kan skabe en del forvirring.

”Der er for mændenes side kommet en bølge, hvor mange unge har fået sig et stort vildmandsskæg. Det handler om, at de leger med kønsforestillingerne. For nogle af dem ligner måske en skovhugger med tøj på, men en hårløs 12-årig uden,” siger Kenneth Reinicke.

Han vurderer, at en del af årsagen til mændenes nyvundne eksperimentering med kropshåret kan ses som et led i kønnenes udvikling.

”Der er flere fortolkningsmuligheder. En af dem er, at kvinder synes, det er frækt, og forventer, at mænd er hårløse på kroppen. Sådan var det ikke for 10 år siden. Dengang kunne man ikke dekonstruere mandekroppen på den måde. Det handler også om frigørelse for kvinder, og at de har en aggressiv seksualitet, som stiller krav til mændene.”

Selvom der er nogle, der går mod strømmen og lader håret stå, mener Kenneth Reinicke ikke, at der er udsigt til, at kropsbehåringen kommer tilbage lige forløbig. Særligt ikke for kvindernes vedkommende.

”Det er svært at sige, at man er succesfuld og potent, hvis man kommer med en ordentlig skov på benene. Det er anderledes for mænd, hvor der stadigvæk er fortællinger, som legitimerer og idealiserer en behåret krop,” siger Kenneth Reinicke.

Han peger på, at nutidens mode også vil sætte spor i den næste generation:

”Alle børn har forældrene som forbillede, så hvis forældrene barberer sig foran deres børn eller prædiker, at ens egne idealer er de eneste rigtige, naturaliserer man det hårløse udseende. På den måde kommer der generationsafsmitning.”