Sorgsnyltere udnytter andres ulykke

En internetforsker mener, at der er ophavsmænd, der opretter mindesider over døde på systematisk vis for at opnå sympati og anerkendelse - og måske for at tjene penge. Iris

Fremmede opretter mindesider på nettet for døde, de aldrig har mødt, for at høste sympati og opmærksomhed. Den praksis er dybt krænkende for de efterladte og bør føre til debat om etik på sociale medier, mener iagttagere

Anne Sostacks seksårige søn var på vej hjem fra skole, da han blev ramt af en bil. Han døde på stedet. To dage senere oprettede en kvinde en mindeside i hans navn på Facebook. Siden linkede til en artikel om ulykken og beskrev i en kort tekst den seks-åriges død som tragisk og ulykkelig. Ingen i familien kendte imidlertid til kvinden bag. Hun var en komplet fremmed.

Anne Sostack og hendes familie blev udsat for såkaldt sorgsnyltning en praksis på de sociale medier, hvor fremmede opretter mindesider for mennesker, som de aldrig har mødt. De gør det for at høste sympati, anerkendelse og opmærksomhed og måske også for at tjene penge.

Det fortæller ophavsmanden til begrebet ”sorgsnylter”, Lisbeth Klastrup, der er lektor og internetforsker ved IT-Universitetet i København. Hun har sporet mindst 12 falske mindesider til bare én enkelt ophavsmand og finder det sandsynligt, at der findes adskillige andre, der mere eller mindre systematisk opretter sider med billeder og personlige informationer om døde mennesker, de aldrig har kendt. Praksissen er så krænkende, at den som minimum bør føre til debat om etik på sociale medier, mener hun.

”Man opretter en side uden den efterladte families ønske. Og uden efterfølgende at tage ansvar for den. Indlæg, der går over grænsen, bliver for eksempel ikke slettet,” siger Lisbeth Klastrup.

Det er ikke usandsynligt, at sorgsnylterne går efter dødsfald blandt børn eller unge, fordi uventede og derfor chokerende dødsfald som disse giver mest mulig opmærksomhed, fortæller sorgforsker ved Aarhus Universitet Maja O'Connor, der også er stødt på fænomenet. Dermed rammer sorgsnylterne oftest efterladte, der i forvejen står i meget komplicerede sorgprocesser.

”Der er ikke forskning på området, men en almen menneskelig betragtning må være, at det må føles både grænseoverskridende og invaderende, at andre og helt fremmede mennesker blander sig i ens livskrise. Det vidner om stor mangel på indlevelse,” siger hun.

Ifølge Dorthe Refslund Christensen, der forsker i nye sorgpraksisser ved Aarhus Universitet, sætter sorgsnylterne ridser i lakken på en ellers omsorgsfuld og indlevende kultur på de sociale medier.

”Den fysiske afstand på sociale medier lader faktisk til at give en dybere intimitet. Tabuiserede emner som død og sorg bliver legitime og lettere at dele. Og det er både socialt opløftende og nyttigt. Den udvikling sættes desværre i et dårligt lys, når grænseløse personer lukrerer på andres ulykke,” siger hun.

De mindesider, Lisbeth Klastrup har undersøgt, har genereret flere tusinde klik og kommentarer, ligesom der efter lidt tid er blevet linket til andre sider, der ikke har noget med de afdøde at gøre. For eksempel sider om kendte sportsstjerner. Det får internetforskeren til at tro, at ophavsmændene også kan have kommercielle interesser.

Også mindesiden for Anne Sostacks søn ændrede efter nogen tid karakter. Kvinden bag Facebooksiden linkede nu også til andre sider, der slet ikke har forbindelse til ulykken eller Anne Sostacks søn. Anne Sostack syntes, det var voldsomt ubehageligt, at hun ikke havde indflydelse på, hvad der blev skrevet i forbindelse med hendes søn. Og da hun et år senere fik mulighed for at overtage siden, nedlagde hun den med det samme. Det var en stor lettelse at genvinde kontrollen over mindet, billederne og ikke mindst hendes lille drengs navn.

Anne Sostack har stadig svært ved at se det på skrift. Og har derfor heller ikke ønsket, at det blev nævnt i denne artikel.