Vi ville gøre alt for at redde hende

Da 22-årige Tinna Jakobsen blev erklæret uhelbredeligt syg af danske læger, begyndte hendes familie en indsamling for at få råd til behandling i udlandet. De nægtede at give op. Mange tusinde kroner blev doneret, men pengene havnede i sidste ende på en strand i Nordjylland

”Der er noget, der ikke er, som det skal være,” får 22-årige Tinna Jakobsen at vide, da hun er til gynækolog i 2011.

Gynækologen finder det bedst at tage en prøve, og Tinna Jakobsen indvilger uden de store bekymringer. For hvem bliver egentlig alvorligt syg i starten af 20'erne?

Det gør Tinna Jakobsen. Prøven viser, at der er blevet fundet kræft i hendes livmoder, og at der skal handles med det samme. Hendes livmoder skal fjernes. Det bliver den, og kræften er i første omgang slået ned.

Senere vender den imidlertid tilbage, og noget tid efter får Tinna Jakobsen den værst tænkelige nyhed. Knuden er vokset, og kræften har spredt sig til Tinna Jakobsens bækken. Der er ikke mere at gøre, hun er uhelbredeligt syg.

Historien er fra indsamlingssiden Caremakers hjemmeside. Her oprettede Tinna Jakobsens familie en indsamling til behandling i Tyskland, for de nægtede at give op trods beskeden fra de danske læger.

Målet var at indsamle 300.000 kroner, men indsamlingen sluttede på 71.574 kroner. Dagen før Tinna Jakobsen skulle til den første scanning i Tyskland, døde hun. Det var i sommeren sidste år.

Tinna Jakobsens moster, Alice Haarder Jakobsen, er kontaktperson på indsamlingen, der stadig er at finde på Caremakers hjemmeside, men lukket for donationer.

”Vi havde i vores familie ikke muligheder for at tage yderligere lån i banken, og når man er i en situation som vores, hvor der er ikke er uanede økonomiske midler, så var Caremaker bare en af de sidste muligheder. Vi ville gøre alt for at redde hende, og vi fandt så en kirurg i Tyskland, der mente, at han havde en behandlingsmulighed,” fortæller Alice Haarder Jakobsen.

Men så langt nåede Tinna Jakobsen altså ikke. Derfor blev de indsamlede 71.574 kroner, fratrukket afgiften på 8,75 procent til Caremaker, heller ikke brugt på behandlingen i Tyskland, men på en bisættelsesceremoni på Palmestranden i Frederikshavn i Nordjylland.

Alice Haarder Jakobsen forstår godt, at man kan undre sig over, at de indsamlede penge ikke gik til det oprindelige formål, men hendes nieces situation forværredes meget hurtigt, og derfor måtte de handle hurtigt. Og Tinna Jakobsens sidste ønske var, at hun skulle have en ceremoni ved vandet.

”Vi ville til enhver tid hellere have byttet begravelsen med en behandling i Tyskland, men sådan blev det ikke, og derfor opfyldte vi Tinnas eget ønske. Vi har desuden skrevet på Facebook, talt med folk fra nær og fjern, og vi føler i det hele taget, at vi fik fuld opbakning til, at vi brugte pengene på ceremonien i stedet. Vi har selvfølgelig ikke haft mulighed for at kontakte samtlige mennesker, som har doneret penge, men vi følte, at vi havde opbakningen til den beslutning, vi traf.”

Mette Grovermann, sekretariatschef i Isobro, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, har fuld forståelse for den svære situation, som Alice Haarder Jakobsen og resten af familien har stået i efter Tinna Jakobsens død. Men hun henviser samtidig til de donorer, der har støttet indsamlingen til en behandling i Tyskland.

”For os er det vigtigt, at bidragsyderen er fuldstændig klar over, hvad der bliver støttet, og at bidragsyderen bliver gjort opmærksom på det, hvis pengene ikke kan gå til det oprindelige formål alligevel. Derfor taler vi meget om tryghed i donationsøjeblikket. Som velgørende organisationer har vi ikke andet end tillid at give som modsvar til donationerne. Man skal kunne have tillid til, at det, man giver, bliver brugt til det, man ønsker. Det her er et tillidsbrud,” siger Mette Grovermann.

Ifølge direktør og medstifter af Caremaker Søren Nørgaard er der med historien om Tinna Jakobsen tale om en helt særlig sag.

”Under alle andre omstændigheder ville det ikke være sådan, at man kunne bruge pengene på noget andet, men udgangspunktet for den støtte, der blev givet, var, at man ville hjælpe et andet menneske, og der går stadig en masse hjertevarme til Tinna Jakobsens sag, selvom pengene blev brugt anderledes. Desuden har indsamlerne af pengene altid muligheden for at tilbagebetale beløbet,” siger Søren Nørgaard.

Men risikerer man ikke, at donorerne bliver ladt i stikken med denne her forretningsmodel?

”Donorernes udgangspunkt har været, at de ville hjælpe et andet menneske, men omstændighederne har så ændret sig, fordi Tinna Jakobsen dør. Ønsket om at hjælpe Tinna Jakobsen har ikke ændret sig, og hvis man ønsker at få pengene tilbage, kan man få det fra indsamleren.”

Hvis ansvar er det, at donorerne kan få deres penge tilbage?

”Det er til enhver tid indsamlerens. I sidste omgang er det op til indsamleren, om de vil betale pengene tilbage.”