Ekspert til forældre: Drop selvtægt og lad børnene løse striden

Det hænder i stigende grad, at forældre tropper op i skolegården for voldeligt at konfrontere andre børn ...

Det hænder i stigende grad, at forældre tropper op i skolegården for voldeligt at konfrontere andre børn med, at de mobber. Det er udtryk for en tendens til, at forældre overbeskytter deres børn, mener børnepsykolog. Foto: Stig Nørhald / Scanpix

Når forældre begår selvtægt mod børn, der mobber deres egne børn, er det udtryk for en overbeskyttende forældrekultur, der risikerer at svække børnenes evne til selv at håndtere konflikter senere i livet, mener børnepsykolog

En voksende trang til at beskytte børn mod verdens onder har gjort mange moderne forældre til en slags forlænget arm for deres børn og det er en arm, der kan slå fra sig, hvis andre børn kommer for tæt på.

Det fortæller en specialist i børnepsykologi som forklaring på, at forældre i stadig flere tilfælde går direkte til det barn, der har mobbet deres eget barn, og forsøger at løse problemet med vold og trusler.

Kristeligt Dagblad kan i dag fortælle om en far, der tog over på sin søns skole i et frikvarter og truede den dreng, der stod i spidsen for mobningen, med tæsk. Og om en mor, der var tæt på et forbud mod at komme på skolen efter flere tilfælde af selvtægt.

Det handler i høj grad om, at forældre i dag har sværere og sværere ved at lade børn gøre deres egne erfaringer, fortæller psykolog Morten Prahl, specialist i børnepsykologi ved Familiepsykologerne:

”Forældre føler, at de skal tage mere ansvar for børnene og beskytte dem mod verdens farer, og det indebærer også andre børn, som ikke er søde ved dem. Vi ser en tendens til, at forældre simpelthen forsøger at løse konflikter for børnene i stedet for at støtte dem til selv at håndtere de vanskeligheder, livet giver. Børnene får at vide, at de ikke må slå, så de lærer ikke at håndtere konflikterne selv, og dermed svækkes deres evne til også senere i livet at kunne håndtere konflikter.”

Skoler og forældre bør give børnene en langt større chance for selv at løse problemerne, inden man griber til mere drastiske tiltag, mener Morten Prahl.

”Første trin er at trøste og støtte barnet og spørge til problemet: 'Hvad gjorde du, da han slog dig?', 'wow, sejt gået!' og, 'hvad kan man gøre næste gang?' Hvis det ikke løser sig, kan man blive nødt til at kontakte skolen og forældrene til det barn, der mobber. Men det trin kommer vi ofte alt for hurtigt hen til. Barnet skal selv lære at håndtere konflikten,” mener han.

Autoriseret psykolog og familievejleder Heidi Agerkvist kommer med en lidt anden forklaring. Ifølge hende handler det mest af alt om afmagt.

”Når forældre griber til vold mod andre børn, sker det ofte, fordi de føler, at de har udtømt alle andre muligheder.”

Ifølge Heidi Agerkvist, der især arbejder med børnefamilier, er ”det lidt det samme, der sker, når små børn bider, slår og skubber”. Det gør børn, fordi de ikke har andre kompetencer at trække på. Sproget er ikke på plads, og de kan ikke kalde på hjælp.

”Alle voksne ved godt med deres fornuft, at det ikke er smart at slå andres børn. Men når man gribes af afmagt og ikke føler, man har andet at gribe til, så rykker man hurtigere ned i de ældste lag af hjernen, hvor man handler på impulser. Og så er hjernens nyere lag, som kan reflektere og behovsudsætte, ikke meget bevendt ud over til at give dårlig samvittighed bagefter,” siger hun og tilføjer:

”Så kommer trangen til at beskytte sit barn og slå fra sig på dets vegne.”

Den ældste del af hjernen er ikke meget anderledes end hos dyrene, hvor det netop handler om at beskytte sit afkom mod fare og sikre artens overlevelse, understreger Heidi Agerkvist.

Hun kalder det både naturligt og forståeligt, at en forælder har lyst til at gribe til selvtægt, hvis ens barn gentagne gange er blevet overfaldet.

”Men det er også rigtigt usmart,” understreger hun.

”Hvis en forælder slår eller er psykisk grænseoverskridende over for det barn, der mobber ens eget barn, så sender det et dobbelt signal om, at man på den ene side fordømmer barnets opførsel og på den anden side legitimerer den ved selv at opføre sig på samme måde. Det er meget forvirrende både for det mobbede barn og for den, der mobber. Man bliver simpelthen nødt til at tænke sig selv som det gode eksempel, barnet spejler sig i.”