Eksperter: Folkevalgte gør klogt i at vente med nye sanktioner

De tidligere chefredaktører på Se og Hør Henrik Qvortrup og Kim Henningsen blev i går sigtet i sagen om overvågning af kendte via dankort-oplysninger. Ifølge mediejuristen Oluf Jørgensen tyder alt på, at sagen er uden sidestykke i Danmark. Sagen er samtidig langt hinsides Pressenævnets område, idet denne instans er indrettet til de sager, som er for milde til at blive egentlige straffesager. Foto: Scanpix

Brud på loven og de presseetiske regler skal koste medier hårdere straffe, mener borgere og politikere. Ifølge jurist og journalistikforsker er det klogt at vente og se, hvor hårdt domstolene eventuelt straffer ledende Se og Hør-folk

Tre politibetjente troppede i går morges op i hjemmet hos Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, der indtil for nylig var politisk kommentator på TV 2 News. De meddelte ham, at klokken var 8.02, og at han var anholdt, hvorpå de ransagede hans hjem og beslaglagde hans computer med henblik på at undersøge indholdet.

Qvortrup og en anden tidligere Se og Hør-chefredaktør, Kim Henningsen, er nu sigtet for medvirken i sagen om ulovlig overvågning af kendte via lækage af oplysninger om deres dankort-transaktioner. Sagen har været rullet ud i medierne, siden dagbladet BT den 27. april omtalte den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussens bog ”Livet, det forbandede”. Hvis den tidligere chefredaktørs computer rummer data, som kan belaste ham, har han altså haft fire uger til at slette dem.

I går var også dagen, hvor Morgenavisen Jyllands-Posten kunne offentliggøre en meningsmåling om borgernes syn på medierne foretaget blandt 1116 repræsentativt udvalgte danskere af analysebureauet Wilke. 68,5 procent af danskerne mener, at medierne ikke straffes hårdt nok ved brud på loven og de presseetiske regler. Endnu flere, 69,5 procent, mener, at det skal være muligt at lukke et medie, der overtræder lovgivningen groft. Lige knap halvdelen af danskerne mener at vide, at det er en udbredt praksis hos medierne at bruge ulovlige metoder. Og 61,7 procent synes ikke, at det er i orden at betale for nyheder i form af et tiphonorar.

Flere centrale politikere, blandt andre retsordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og De Konservative siger til avisen, at de mener, medier skal kunne straffes hårdere, mens de trods alt ikke kan støtte tanken om, at det offentlige skal kunne gå ind og lukke bladhuse.

Men ifølge Oluf Jørgensen, mediejurist og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er den aktuelle Se og Hør-sag så forskellig fra alle andre danske mediesager, at den ikke egner sig til at være retningsgivende for de generelle presseregler.

”I min forståelse er denne sag helt unik. De oplysninger, vi har i sagen, tyder på, at der kan have været tale om, at Se og Hør og Aller-koncernen har haft en forretningsmodel, som byggede på systematiske overtrædelser af straffeloven. Det er helt usædvanligt og har ikke meget til fælles med de enkeltstående lovovertrædelser, en avis eller et andet medie kan komme til at begå,” siger han.

I forlængelse heraf slår han fast, at de sigtelser, der er tale om, ligger langt hinsides Pressenævnet, som er medieverdenens organ for selvregulering. Formanden for nævnet, Hanne Schmidt, er højesteretsdommer, men sanktionsmulighederne begrænser sig til offentliggørelse af kritik og berigtigelser. Men Se og Hør-sagen rummer sigtelser for så alvorlige ting, at de sigtede ifølge Oluf Jørgensen står til ubetingede fængselsstraffe, hvis retssystemet kender dem skyldige.

”De folkevalgte vil gøre klogt i at vente med at indføre nye regler for sanktioner, indtil vi ser, hvordan denne sag falder ud rent juridisk. Personligt tror jeg, at vi har tilstrækkelige sanktionsmuligheder, men det vil jo vise sig,” siger han.

Med hensyn til ønsket om at medier, der bryder loven, skal kunne lukkes af offentlige myndigheder, påpeger Jacob Mchangama, chefjurist i den borgerligt-liberale tænketank Cepos og ekspert i ytringsfrihed, at dette vil være et opsigtsvækkende skridt.

”Danmark ligger absolut i den gode ende med hensyn til pressefrihed. På ranglisten World Press Freedom fra Reportere uden Grænser er vi nummer syv ud af 180 lande, og på den omtrent tilsvarende liste fra organisationen Freedom House er vi nummer seks. Hvis man begynder at indføre drakoniske ting (overdrevent strenge straffe, red.) som at sende flere journalister i fængsel eller lukke bladhuse, vil det påvirke vores ranglisteplaceringer,” vurderer Jacob Mchangama, som tilføjer, at regler imod tiphonorar i forhold hertil blegner denne sanktion vil næppe blive set som et væsentligt tilbageslag for ytringsfriheden.

Kirsten Sparre er journalist og ph.d. og har forsket i dansk kendisjournalistik på de kulørte ugeblade og formiddagsaviserne. Hun undrer sig især over, hvordan halvdelen af danskerne kan mene at vide, at der foregår systematiske lovbrud. Hun fastholder, at ”normalen” for kendis-journalistik ligger på den rigtige side af loven, og at det laves med kendissernes medvirken og accept.

”Men hvis man skal kritisere medierne generelt, må det være for den kendsgerning, at de oplysninger, som Se og Hør skaffer til veje med deres metoder, efterfølgende bliver citeret. I forhold til Se og Hørs medieetik kan man også se den lovlige, men problematiske praksis, som går ud på at ligge og vente i hækken uden for kendissernes hjem som et første skridt i den retning, som har ført til dankort-overvågning via en kilde hos Nets,” siger hun.

Om de nuværende politiske meldinger på baggrund af Se og Hør-sagen fører til, at straffe mod medier generelt skærpes, er svært at sige. Tilsyneladende er det politiske flertal til stede, men så sent som sidste år blev reglerne for god presseskik opdateret uden væsentlige stramninger til trods for at flere politikere i udgangspunktet havde talt for, at Pressenævnet for eksempel skulle kunne give bøder.

Kirsten Sparres vurdering er, at såvel borgerne som politikerne altid reagerer kraftigt, når der er sager om medier, der træder ved siden af, men siden bliver pressen som helhed taget til nåde igen:

”Dybest set tror jeg heller ikke, samfundet ønsker en alt for stram regulering af pressen. I forbindelse med min forskning blev jeg overrasket over, hvor få sager der egentlig er ved Pressenævnet imod de kulørte ugeblade. Men hver gang der er en sag, er der et behov for at debattere stramninger. Sådan svinger det op og ned og Se og Hør-sagen har nok en karakter, der gør, at medierne lander lidt hårdere denne gang.”