Det lange parløb mellem mennesker og pels

På Nationalmuseet sætter en særudstilling fokus på pels i fortid og nutid. Her står kreationer af Sonia Rykiel og Yves Saint Laurent side om side med historiske samedragter af rensdyrskind og canadiske kobbereskimoer

Pels har siden tidernes morgen været en afgørende overlevelsesfaktor for folkestammer på de nordlige breddegrader. En varm, vandtæt skinddragt betød forskellen mellem liv og død i et barsk og koldt klima.

I vor tid sender brugen af pels helt andre signaler. Pelsen er nu blevet genstand for en diskussion om, hvorvidt det er politisk og dyreetisk korrekt at svinge en minkstola over gallakjolen.

Nationalmuseets nye særudstilling ”Pels - liv og død” fortæller pelsens historie og åbner for debatten på rummelig og lærerig vis. Så kan den besøgende selv tage stilling efter turen igennem pelsens og menneskets årtusinder lange parløb.

For de fordums rensdyrjægere i Sibirien eller kobber-eskimoerne i Canada skænkede ikke politisk korrekthed en tanke. Her handlede det om at udnytte naturens ressourcer for at overleve.

Nationalmuseet er heldige at indehave en af verdens største samlinger af historiske pels- og skinddragter fra det cirkumpolare område. Den omfatter cirka 2100 dragtdele fra eskimoiske folk, inuit og aleut, i Grønland, Canada og Alaska, samer i Norden og de sibirske folk i Rusland fra perioden 1800-1950.

På særudstillingen kan man se 61 af disse dragter, der til lejligheden er kommet ud af magasinmørket.

”Vi har arktiske dragter stående i den faste udstilling, så vi valgte bevidst at gå i magasinerne og finde noget helt nyt frem. Det er også første gang, at vi udstiller så mange skinddragter på en gang. Men der er stor variation, og med de udvalgte dragter kan museumsgæsten vandre fra inuit i det allerøstligste Sibirien over kobbereskimoerne i Canada til inuit i Østgrønland for at ende hos sibirske jægerfolk,” forklarer konservator Anne Lisbeth Schmidt fra Nationalmuseet.

En del af dragterne er indkøbt af den berømte polarfarer Knud Rasmussen på hans ekspeditioner i de arktiske egne. Han satte sig for at underbygge den ligeledes kendte professor Gudmund Hatts disputats ”Arktiske Skinddragter” fra 1914, og den mission må siges at være lykkedes.

For både samlingen og udstillingen afspejler bredden og særtrækkene i de arktiske dragter. Fælles er udformningen med en anorakoverdel med hætte samt bukser, men der er store forskelle i valg af pelstype og dragtsnit. For dragterne blev også brugt til at afspejle køn og stammetilhørsforhold.

Kvindernes dragt havde nogle karakteristiske snipper forneden på overdelen, mens mandsdragten var lige skåret. Og kobbereskimoernes dragter viser en overflod af skind med posede bukser og store ærmer, mens de grønlandske sælskindsdragter er helt kropsnære og afspejler en nøje udnyttelse af skindet.

Nogle dragtoverdele er prydet med to kiler af lyst skind fra hætten og ned langs brystet. De minder påfaldende om hvalrostænder og kunne markere en status som hvalrosjæger eller for at tage hvalrossens egenskaber til sig.

Selve pelsen varierede også fra rensdyr i Canada til slidstærk sæl og isbjørn i Grønland.

Men den arktiske pelsmode blev også påvirket udefra:

”Efterhånden som pelshandlen i de arktiske egne blev underlagt handelskompagnier som Kongelige Grønlandske Handel og Hudson's Bay Company sniger europæiske tendenser sig ind i den arktiske dragtmode. De små perler, der er så typiske på nutidens grønlandske dragter, dukker op her i 1800-tallet og bliver brugt som udsmykning af skinddragterne. Vævede bånd bruges også som pynt på overdelene. Men man følger det traditionelle dragtsnit og lader perler og bånd indgå der, hvor man førhen satte en anden farve skind som pynt,” forklarer museumsinspektør Peter Andreas Toft fra Nationalmuseet.

Udstillingen viser også jagtredskaber og de forskellige fangst- og forarbejdningsmetoder i de arktiske egne og Europa.