Fri os fra kontrol-mentaliteten

Hvordan klæder man sig på for at kunne tage stilling til etiske spørgsmål, der vedrører hele Danmark?

– Det varierer meget, hvordan jeg griber det an. Nogle gang er det diskussionerne i rådet, der får dettil at stå klart, hvad problemet egentlig er, og hvilken mening jeg danner mig. Det handler i virkeligheden meget om mavefornemmelse, for der er ofte gode argumenter både for og imod. Men det betyder ikke, at det bare er intuition. Jeg prøver gerne de forskellige argumenter af på nogle gode venner. Jeg bruger særligt tre: To lægevenner og en præst. Jeg lægger vægt på deres holdninger, fordi jeg ser dem som meget helstøbte mennesker med høj integritet, og de har nogle spændende synspunkter. Særligt præsten, der er en nær ven, bruger jeg ud fra Chestertons parole: "Der er kun en god grund til at tale med en mand, og det er, at man venter, at han siger noget andet, end man venter". Han har tit en vinkel på tingene, som virkelig kan flytte mig, fordi han tænker så anderledes end mig. Han kan altid vende tingene på hovedet. Og så kan jeg afprøve mine nyfundne argumenter på mine lægevenner, som ligner mig mere. De kan så komme med et modargument, som jeg ikke selv har tænkt på, og på den måde får jeg tingene endevendt, så jeg kan tage stilling. Derudover læser jeg naturligvis om emnet, hvis jeg ikke ved nok om det på forhånd.

Den mavefornemmelse, du snakker om. Hvad er den bygget op af? Hvad har præget den?

– Jeg er nok meget præget af en tanke om det enkelte menneskes frihed til at træffe sin bestemmelse. Vi skal ikke være underkastet formynderi og Besserwissen. Men så er det interessante netop, at dette princip om den frie vilje ikke duer i alle sammenhænge. Det duer ikke, hvor det er omsorgen, der giver værdigheden. Man er så tilbøjelig i dag til at sige, at selvbestemmelse og kontrol er det, der giver os værdighed, men det gælder ikke for eksempelvis spædbarnet, der ingen kontrol har. Det, at vi giver det omsorg, er netop vores respekt for barnets værdighed. Det samme gælder ældre, svagelige mennesker og spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Her er det også en illusion, at vi kan bestemme selv. Men der er i denne tid et knæfald for retten til selvbestemmelse under alle forhold og en opfattelse af, at alt andet er uværdigt og ulødigt. Men det er altså raske mennesker, som ikke selv er direkte truede, der fastholder den tanke. Jeg har før brugt eksemplet med den barmhjertige samaritaner til at illustrere problemstillingen. For enhver kan se, at samaritaneren er en stærk person, der kan yde noget, men den nødstedte er jo ikke uværdig, blot fordi han er nødstedt og ikke selv kan kontrollere situationen. Jeg synes, vi i dag mest ser, at det er individets rettigheder, der er i centrum. Ikke i forholdet rettigheder og pligter, men i kravet om kunderettigheder og "hvad kan jeg få ud af samfundet". I dag er det individualistiske det rigtige, bare det er individualistisk nok, hvor det for 20-30 år siden var kollektivismen, der var sandheden, bare det var kollektivistisk nok. Der er jeg de senere år begyndt at hælde til tanken om fællesskab og ser det i dag som Det Etiske Råds forpligtelse af fastholde fællesskabets ret. Vi skal stå for de fælles retningslinier. For eksempel kan man spørge: Vil vi have et samfund, hvor man køber og sælger organer? Den enkelte kunne jo kræve, at det var hans ret. Men der vil jeg sige nej. For på selvbestemmelsens alter ofrer man derved den enkelte og overlader alt til den private etik. Der mener jeg, at vi er nødt til at have grænser for, hvad man kan få at vide, hvad man må, og hvad man kan. Og der er jeg i virkeligheden vendt tilbage til en mere kollektivistisk og social ansvarsfølelse.

Hvilket spørgsmål har du været allermest i tvivl om?

– Det er nok sagen om sæddonoranonymitet. Det var en af dem, hvor jeg tænkte: åh, behøver jeg virkelig at mene noget om det, for der var tunge argumenter i begge vægtskåle. Det kunne også være sagen om Jason og Patrick, hvor lillebror skulle fødes for at redde storebror med stamceller fra sin navlestreng. Her var hele Rådet i tvivl. For alle ville gerne hjælpe den lille syge dreng, og sådan er det altid, når man står overfor "hin enkelte". Så efterlever man en pligtetik. Men i den anden vægtskål ligger en tingsliggørelse af et barn. Det ufødte barns eksistensberettigelse var jo at redde sin storebror. At være et middel for et mål. Nu var målet jo ganske godt, men hvis midlet nu svigter, er lillebroderen så skyldig? Er han en fejl? Hvornår holder han op med at være et middel og er et mål i sig selv? Det var nogle af de spørgsmål, vi tumlede med, og her må man afveje også konsekvensetisk om vi vil have et samfund, hvor vi føder børn til så decideret et formål? I sådanne tilfælde håber jeg, at vi altid vil besinde os og vælge et samfund, hvor der både er plads til de stærke og de svage.

Har du nogensinde afstået fra at mene noget?

– Nej, men der er dilemmaer, hvor jeg hellere ville være fri for at mene noget, fordi de er så svære. Der misunder jeg ikke politikerne, fordi de skal jo tage en beslutning. De har oven i købet det hensyn at tage, at en lovliggørelse af et etisk dilemma kan bremse den etiske debat. Eller måske helt fjerne den. Vi diskuterer eksempelvis ikke adgang til fri abort mere, for det er jo lov. Men det er stadig et etisk dilemma, og der har politikerne altså et enormt ansvar. I Det Etiske Råd har vi også det ansvar, at vi skal komme med vores anbefaling. Og det gør jeg indimellem, selv om jeg er i syv sind, om det nu er den rigtige beslutning, vi har truffet. Men det er den byrde, der er ved at skulle tage stilling, og der har vi valgt at sætte navne på, hvem der mener hvad, for yderligere at ansvarliggøre medlemmerne i deres valg. Det må aldrig blot blive en filosofisk diskussion om "pro et contra". Vi er nødt til at stå ved vores argumenter.

Hvem kan og bør ikke være med i Det Etiske Råd?

– Man skal jo være ved sine fulde fem, så inhabile mennesker kan ikke. Derudover skal man have en vis sjælelig modenhed, vil jeg tro – men det kan nok være svært at måle. Men ellers er dørene åbne. Det er jo netop en af Rådets styrker, at vi er så relativt forskellige.

Hvad med en, der tidligere er straffet for en grov forbrydelse?

– Det ville ikke i sig selv være en grænse for mig. Den norske forfatter og tidligere fængelspræst Paul Leer-Salvesen har skrevet om, hvordan han selv var lige ved at slå et andet menneske ihjel, fordi han var så rasende. Og om hvordan det kan være et tilfælde, at man ikke bliver morder. Faktisk kunne det være spændende at høre holdningerne fra et menneske med den livserfaring at have begået et mord. Knud Hansen har engang netop defineret etik som "kravet om at agte mennesket uden hensyn til dets moralske standard". Mord kan jo både være fuldstændig afstumpet, men kan også være gjort i affekt og have modnet et menneske og givet det et helt andet syn på nogle ting, som vil kunne bruges i en debat i Det Etiske Råd.

Hvorfor tror du, at du blev udpeget til Det Etiske Råd?

– Jeg er glad for at kunne sige, at det ikke er fordi, jeg er læge. Tværtimod, for rådet holder jo sundhedsvæsenet i ørerne, og er det så ikke at få en ræv til at vogte gæs? Så jeg har opfattet det som en tillid til mig som borger og person, at man har valgt mig som formand, selv om jeg er læge. Det har der ikke været før. Og hvorfor så lige mig? Tja, jeg har altid arbejdet meget med etiske spørgsmål og har siddet i Lægeforeningens Etiske Udvalg i seks år. Jeg har deltaget i debatten om sundhedsetik i flere år, og det har nogen nok fået øje på.

Hvorfor sagde du ja?

– Jeg blev simpelthen så glad for at blive spurgt, for det er altid spændende at få lov til at præge tingene og formidle svære emner. Bent Larsen, Danmarks store skakspiller, blev engang spurgt om, hvorfor han så godt kunne lide at spille skak. Så svarede han: det er nok fordi, det er så svært. Og sådan har jeg det vist også. Jeg kan godt lide ting, man ikke bare sådan kommer til ved lethed. I overført betydning er det måske også derfor, jeg mener, at man ikke skal lave kejsersnit bare for at lette fødslen for kvinder. At føde sit barn med smerte kan bringe kvinden styrket gennem processen. Det er en personlig udvikling, hver gang noget svært lykkes.

@ henriksenkristeligt-dagblad.dk

Ole Hartling

58 år, gift og har fire børn, født og opvokset i København

Overlæge, dr.med. på Vejle Sygehus. Er desuden styrelsesmedlem af Røde Kors, medlem af Amnestys Internationals Lægegruppe og medlem af UNESCOs danske National-

kommission

Søger rådgivning hos: En præst og to lægevenner

Har siddet i Rådet siden 2000 og er med i arbejdsgrupperne: forventninger til sundhedsvæsenet, IT i sundhedsvæsenet og "Homo artefarctus" (arbejdsgruppe om menneske og maskine)



Om Det Etiske Råd

Det Etike Råd består af 17 medlemmer, der sidder i 3-årige perioder, dog maksimalt to perioder.

Rådet er delt op i arbejdsgrupper, der mødes en gang om måneden. Derudover mødes hele rådet en gang om måneden.

Ni medlemmer udpeges af Folketingets Udvalg Vedrørende Det Etiske Råd. Otte medlemmer udpeges af hhv. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeren, Ministeren for Fødevarer, landbrug og fiskeri, Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling samt og Økonomi- og Erhvervsministeren.

Jobbet er ulønnet.