Lars Henriksen |
4. januar 2005
ETIKKENS STEMME: Uddannelsesleder Anette Nissen mener at repræsentere den almindelige dansker i Det Etiske Råd. Det indebærer at tvivle meget, men også at turde stole på sin fornemmelse
Hvilke påvirkninger er dit etiske fundament bygget op af?
– Vi forsøger i rådet at snakke os frem til et etisk regelsæt for samfundet. At sige: Hvor går grænsen? Mine grænser har jeg meget med fra min opvækst og selvfølgelig videreudviklet gennem mine livserfaringer. Jeg er opvokset i den kristne tro, og derfra min verden går. Det er mit fundament, selv om jeg ikke er aktiv kristen. Men det, man skal gøre sig klart, er, at vi i rådet håndterer etiske dilemmaer på en helt anden og mere virkelig måde, end man gør ellers. Vi går mange spadestik dybere. Og derfor kan det fundament, man troede, man havde, godt smuldre. Inden jeg kom i rådet var jeg for eksempel overbevist om, at jeg var tilhænger af aktiv dødshjælp. Men gennem diskussionerne og alt materialet fandt jeg ud af, at det er jeg faktisk ikke. Jeg har fået alle mulige vinkler med, som jeg aldrig havde tænkt over, og indenlandske og udenlandske erfaringer, som jeg ikke havde hørt om. Egentlig er det jo meget logisk: Jo mere information og viden man får, jo bedre er man til at tage stilling. Og der får vi i rådet nok mere information end de fleste andre, og derfor kan man forsvare, at vi udstikker de etiske retningslinier, selv om, eller måske også på grund af, at der er lægmænd som mig med i rådet.
Hvor langt rækker din personlige etik og moral?
– Nogle gange rækker den hele vejen og andre gange vældig kort. Jeg kan godt sidde derhjemme og læse alle mulige redegørelser og fagligt stof igennem og danne mig en mening. Men når vi sidder i rådet og diskuterer, kan jeg få nye vinkler og inputs, der får mig til at vurdere det hele igen og vende bøtten med argumenter. Der er jo grænser for min viden og formåen, og der må jeg nogle gange støtte mig lidt til dem, der ved mere om emnet end jeg. På den måde rykker tidspunktet, hvor jeg føler mig parat til at tage stilling, sig hele tiden. Og jeg bliver sjældent helt sikker i en sag. Der er jeg meget ydmyg omkring min position og meget opmærksom på, at jeg kun kan følge min bedste overbevisning. Men jeg tror i øvrigt ikke, der er nogen i rådet, der bliver helt sikre, for det er jo tunge dilemmaer, vi har med at gøre, og så er der som regel vægtige argumenter på begge sider. For mig skal det føles rigtigt, og jeg skal føle, at mit personlige standpunkt er repræsenteret i debatten.
Og så vil du sikkert spørge mig, om min holdning er udtryk for den almindelige danskers holdning, og det tror jeg faktisk, at den er. Netop fordi jeg beskæftiger mig med noget helt andet til dagligt, nemlig det kulturelle område. Og det synes jeg er et vigtigt og nødvendigt input at have med, når vi skal oplyse og rådgive politikerne, så de kan tage stilling på hele samfundets vegne.
Hvordan klæder du dig på for at kunne tage stilling i etiske spørgsmål, der vedrører hele Danmark?
– Jeg er jo ikke fagligt funderet i nogen af de spørgsmål, vi skal tage stilling til. Så derfor henter jeg meget af min viden fra bøger og det baggrundsmateriale, som vi alle får af rådets sekretariat. Jeg bruger cirka ti timer om ugen på at læse mig frem til et grundlag for en holdning. Det er jo ret svært tilgængeligt stof og områder af tilværelsen, som jeg ikke har med at gøre til dagligt. Og derudover har jeg selvfølgelig en grundlæggende etik i mig, som jeg har fået med gennem årene.
Ofte sker det faktisk også, at jeg spørger mine børn til råds. Det er interessant, fordi de tilhører en anden generation og derfor har nogle andre indfaldsvinkler til mange af spørgsmålene. Så i en lang periode har vi haft en tradition for, at jeg bringer et emne på banen, når vi mødes. Det er vigtigt for mig at høre, hvad for eksempel ægdonation og screening siger dem. De er i den fødedygtige alder og forholder sig ofte anderledes til hele det område, end jeg selv gør.
Hvilket spørgsmål har du været mest i tvivl om?
– Faktisk har jeg tvivlet allermest på, om jeg var god nok til at være en del af Det Etiske Råd. Har jeg noget at komme med? Er der ikke andre, der vil være meget bedre end mig? Og det er nok et spørgsmål, der altid vil blafre i luften – eller i hvert fald inde i mit hoved. Men jeg trøster mig som regel ved, at jeg har min sunde fornuft. Den kan jo ikke gradbøjes.
Rent fagligt har det nok været spørgsmålet om fosterreduktion, ægsortering og patent på menneskers gener. Der er så meget menneskeligt på spil i de spørgsmål, og konsekvenserne er så vidtrækkende. Til alt held havde vi lang tid til at finde frem til en anbefaling, da spørgsmålet kom op. Så jeg kunne nå at læse en masse og snakkede med mine veninder. Det er en gruppe meget modne kvinder, der har været igennem hele moderprocessen, så derfor kunne jeg spørge: Hvad ville I have gjort? Jeg tror, der er god fornuft i at afprøve sine argumenter på nogen, man er trygge ved, og som har nogenlunde samme livserfaring som en selv, men ikke nødvendigvis de samme holdninger. Når man er nået vores alder, har følelsesapparatet en bagage, som gør det interessant at se tilbage i tiden og afgøre, hvad man ville have gjort, hvis man havde stået i en given situation. Og så kan jeg så supplere med de mere faglige argumenter, der kommer frem i rådet.
Hvorfor tror du, at du blev udpeget til at sidde i Det Etiske Råd?
– ... Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg ved, jeg er et engageret og flittigt menneske, der har arbejdet med teater og kultur i 25 år, men det er der også andre, der har. Jeg har måske en vis bredde og har blandt andet siddet i den særlige styringsgruppe vedrørende Christiania. Jeg har også siddet i Teaterrådet. Måske skal jeg fungere som et modspil til de fagligt meget kompetente i rådet, men jeg ved det ikke.
Hvad er det, du kan bidrage med, siden du turde sige ja?
– Der er ikke så meget her i livet, jeg ikke har turdet. Udfordringer skal man ikke være bange for, men derfor kan man godt være ydmyg. Jeg var også nødt til lige at snakke det igennem med familien og lade ideen hvile lidt inde i hovedet. Men det var for stor en udfordring at sige nej til.
Mit bidrag er nok mest af alt mig som person. Min rektor sagde, da han hørte, jeg var blevet udpeget: "Det Etiske Råd er heldigt, de har fået et fornuftigt menneske". Og det håber jeg så på er nok.
henriksen@kristeligt-dagblad.dkAnette Roepstorff Nissen
56 år, gift og har tre voksne børn og et hjemmeboende bonusbarn. Født og opvokset i København
Uddannelsesleder af Teaterteknikerlinien på Statens Teaterskole
Har blandt andet været formand for Børneteatersammenslutningen og Sekretariatsleder af Den særlige Styringsgruppe vedr. Christiania
Søger rådgivning hos: Sine børn, en fast kreds af veninder og i faglitteratur
Har siddet i Det Etiske Råd siden januar 2003 og er med i arbejdsgrupperne: aktiv dødshjælp, "maskinen og mennesket", forventninger til sundhedsvæsenet og etisk forum for unge.
Det Etiske Råd
Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, der sidder i treårige perioder, dog maksimalt to perioder.
Rådet er delt op i arbejdsgrupper, der mødes en gang om måneden. Derudover mødes hele rådet en gang om måneden.
Ni medlemmer udpeges af Folketingets Udvalg Vedrørende Det Etiske Råd. Otte medlemmer udpeges af henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeren, Ministeren for Fødevarer, landbrug og fiskeri, Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling samt og Økonomi- og Erhvervsministeren.
Jobbet er ulønnet.
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk