Thi dit er riget og magten og æren i al evighed!

– Så vil jeg foretrække døden frem for livet.

Fra de allerførste dage på lægestudiet havde Erik tænkt over, hvordan han ville forholde sig til det at stå over for en døende. Og meget tidligt erkendte han med sig selv, at det var forkert, at uhelbredeligt syge, der ønskede at dø, ikke også skulle have lov til det – endog med hjælp fra en læge. At udføre aktiv dødshjælp var ulovligt, det vidste han godt. Men derfor kunne det godt være etisk rigtigt. Alligevel diskuterede han det kun med få af sine medstuderende. Fornemmelsen sagde ham, at man ikke talte om aktiv dødshjælp.

Selvom han aldrig havde opfattet sig som et decideret kristent menneske, troede han på en højere magt. På den kristne Gud. Da han var barn, havde han lært at bede sit fadervor, men det var først på lægestudiet, at han spekulerede over særligt sidste del af bønnen. Det skabte et dilemma for ham: For tog han ikke magten fra Gud ved at forkorte et menneskes liv?

Nej, havde han senere overbevist sig selv om. Og tænkte, at det fra tidernes morgen formentligt aldrig havde været Vorherres vilje, at lægevidenskaben skulle kunne forlænge en dødsproces, som Gud havde sat i gang. Så han blandede sig vel mere i Guds beslutninger, når han som læge forlængede en uhelbredeligt syg patients liv. En patient, som Gud havde sat sin dødsdom på, argumenterede han for sig selv.

Jørgen sidder i sin blåstribede pyjamas med et tæppe omkring sig i en lænestol inde i daglig- stuen, da Erik besøger ham og Karin et par dage senere. Det er en måned siden, at Jørgen kom hjem fra sygehuset. Han ønskede at have den sidste tid hjemme i trygge omgivelser.

Karin spørger, om de vil have kaffe, mens hun finder kopper og tallerkener frem til en nybagt æblekage.

Erik sætter sig hen i lænestolen over for Jørgen.

Så er der ingen, der siger noget, og Karin dækker op ved stuebordet.

– Jeg ønsker ikke at leve mere.

Jørgen er fast i blikket. Fortæller, at han er i live, men ikke er levende, fordi han ikke kan noget selv. Karin har sat sig i sofaen og nikker samtykkende. Hun forstår Jørgen og er enig. Det er for Erik det første skridt på vejen til at opfylde deres ønske. Godt nok er døden altovervejende Jørgens beslutning, men der skal være enighed i den nærmeste familie. Erik er lettet, for det er tydeligt, at de har talt længe om det. Det er ikke bare en sporadisk tanke, fordi Jørgen gennem et par dage har haft det værre end normalt.

Jørgen og Karin fastslår, at også deres to børn er enige i beslutningen, men Erik insisterer på at møde dem. Kun på den måde kan Erik finde ud af, om Jørgens ønske bunder i et indirekte pres fra den øvrige familie. Om Jørgen føler sig mere til besvær end til gavn.

Kampen for Erik står mellem risikoen og samvittigheden. Risikoen for at blive retsforfulgt for at udføre medlidenhedsdrabet, hvis han bliver opdaget, og samvittigheden over for sig selv som læge og som medmenneske. Mest som medmenneske. Det, at han er læge, gør, at han har muligheden for at hjælpe Jørgen, Karin og børnene – skaffe de præparater, der skal bruges. Men det er som medmenneske, at han overvejer at hjælpe dem.

Erik mødes med Karin og Jørgen flere gange i den efterfølgende måned, en enkelt gang også børnene. Stiller de samme spørgsmål, om Jørgen nu er sikker. Om Karin er klar til det. Om Erik selv kan være sikker på, at en udførelse af medlidenhedsdrab bliver mellem dem. Efter fem besøg er Erik overbevist.

Han må hjælpe Jørgen på vej.

Oktober bliver til november, inden Erik bliver ringet op af Karin. Jørgen er klar til at gå i døden dagen efter.

– Er det nu det rigtige, jeg gør? lyder spørgsmålet igen og igen i Eriks hoved.

Men han ved, at det er det. Samvittigheden siger ham det. Respekten for medmennesket siger ham det. For Erik tror han på kristendommens budskaber. Om at søge efter det gode i mennesket, søge næstekærligheden. Kærligheden kræver ofre, og derfor må han ofre forsigtigheden og stole hundrede procent på Jørgen, Karin og deres børn. Samvittigheden byder ham det. Og han ved med sig selv, at skulle han stå i samme situation igen, så vil han endnu engang lytte til sin samvittighed. For han tager ikke magten fra Gud ved at udføre aktiv dødshjælp. Han lader blot Guds vilje ske.

Stemningen i det røde parcelhus er som tidligere afslappet. Afklaret. Eneste forskel er, at der bliver sagt mindre end ellers. Ægteparret har taget afsked.

– Jeg ved, hvad du vil spørge mig om. Jeg er sikker. Jørgen nikker beslutsomt.

Derfor pakker Erik pillerne og sprøjten ud og lægger det klar på bordet. Karin henter et glas vand og sætter sig på sin faste plads på sengekanten. Erik rækker Jørgen glasset med vand, giver ham pillerne, inden han igen tager imod glasset og stiller det på bordet. Karin tager sin mands hånd og klemmer den.

I gen siger noget. Snart sover Jørgen dybt.

De sidder i stilheden i et kvarter, inden Erik rejser sig fra stolen. Giver Jørgen en indsprøjtning og mærker efter hans puls.

– Det er ovre nu.

– Tak.

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk

Artiklen er baseret på interview med den læge, der optræder i artiklen. Hans navn er ændret, da han risikerer retsforfølgelse ved at stå frem. Lægen har ikke ønsket familiens rigtige navne nævnt, hvorfor disse også er ændrede. Lægen har derudover ikke ønsket at oplyse, hvilke medikamenter han anvendte ved medlidenhedsdrabet.

MEDLIDENHEDSDRAB

Den almindelig betegnelse for medlidenhedsdrab er "Eutanasi," der betyder "den gode død".

I Danmark skønnes det, at knap hver tiende læge har udført medlidenhedsdrab.

Den maksimale straf for udførelse af medlidenhedsdrab er tre års fængsel (straffelovens paragraf 239).

Et enigt Etisk Råd frarådede i 2003 at lovliggøre eutanasi i Danmark.

I 1992 ændrede man lægeloven og indførte det såkaldte "Livstesta-mente". Det betyder, at det nu er muligt for patienter på forhånd skriftligt at frasige sig en behandling. Livstestamentet træder altså i kraft, når en patient er ude af stand til at meddele sin beslutning mundtligt.

Kilder: Lægetidsskriftet "The Lancet", jurist Niels Boesen, Landsforeningen for en Værdig Død samt Det Etiske Råd.

SERIE

Hvordan bevarer man troen, når livet tager en uventet drejning? Afsættet er fadervor, kristendommens centrale bøn, når Kristeligt Dagblad lader syv danskere fortælle om, hvordan de er kommet videre ved hjælp af troen. På trods af alt. Med denne syvende artikel slutter serien, som blev indledt fredag 11. februar. Alle artikler kan med et netabonnement læses på www. kristeligt-dagblad-dk.

Fader vor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje som i himlen,

således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er Riget og magten og æren

i evighed!

Amen.