At afslutte et liv der ikke vil leves

Tom Alsner: Nej, man er ikke levende, når der ingen værdighed er tilbage.

Svend Andersen: Det er et røgslør, du sender ud der. Man kan ikke gradbøje liv på den måde og da slet ikke juridisk. Når man ikke opfylder dødskriterierne, så er man levende, og så er det strafbart at ende det liv. Uanset hvor sølle et liv det end måtte være. Jeg kan følge dig så langt, at det er en del af menneskets værdighed, at man også har indflydelse på sin egen død. Jeg kan også forstå, at der er situationer, hvor der er tale om ubærlig lidelse, og hvor et menneske helt rimeligt ønsker at dø. Men hvis man overhovedet skal gå ind på din tanke om et samfund, der tillader et menneske at afbryde et andet menneskes liv, så forudsætter det en dyb, eksistentiel forbindelse mellem to mennesker. En forbindelse, der er hinsides lovgivningen og hinsides sundhedsvæsenet. Og den forbindelse kan aldrig eksistere i en professionel situation mellem patient og læge.

Tom Alsner: Jeg har fungeret som læge i mere end 30 år og ved, at der kan opstå et fortrolighedsforhold mellem patient og læge af en sådan art, at den moralske forståelse og accept, som du efterlyser, er til stede. Situationerne er sjældne, men det er også sjældent, man som læger bliver bedt om at gøre en ende på sin patients liv.

Svend Andersen: Lægen er og bliver professionel. Den gamle huslæge findes jo ikke mere. I Holland, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, har man netop stadig det gamle huslæge-system, hvor forholdet mellem læge og patient er knyttet tæt sammen gennem et helt liv.

Tom Alsner: Det er jeg vildt uenig i. I det øjeblik man som læge står overfor et døende menneske, får man et helt særligt og personligt forhold til det menneske. Det har jeg selv set talrige eksempler på.

Svend Andersen: Men kan man lovgive ud fra, at nogle læger muligvis kan opnå det forhold til patienten?

Tom Alsner: Det har man da gjort i Holland, hvor det står i paragrafferne, at forholdet mellem læge og patient skal have en fortrolig karakter.

Svend Andersen: Men giver det mening? Hvordan kan man sikre og kontrollere det?

Tom Alsner: Det kan man jo aldrig sikre fuldstændigt. Man kan opstille en række specifikke regler, som minimerer risikoen for, at noget ikke går ordentligt og moralsk forsvarligt til. I Holland skal der både være en læge, som har kendt patienten gennem længere tid, og en ekstern læge, som er helt uafhængig af forløbet. De skal begge godkende dødshjælpen, så det ikke blot er en selvopfattet fortrolighed, man baserer dødshjælpen på. Desuden bliver lægerne undervist i samtaleteknikker omkring følsomme emner som aktiv dødshjælp. Men giv nu lige lægerne lidt mere kredit. De har et tættere forhold til deres patienter, end du tror.

Svend Andersen: Min skepsis går ikke på den enkelte læge, men er en realistisk konstatering af, at læger tilhører en profession. Når du snakker om samtaleteknikker viser det jo igen, at det er professionelle læger, vi taler om. Der er selvfølgelig undtagelser, men en lovgivning vil netop generalisere dem og sige: Hvis du er læge, og hvis de og de ting er opfyldt, så har du lov til at slå et andet menneske ihjel.

Tom Alsner: Jamen hov, nu er vi jo inde på reglerne for, hvornår aktiv dødshjælp kan forekomme. Vi er vildt enige i, at noget af det allervigtigste omkring aktiv dødshjælp er at sikre, at det ikke sker efter pression – direkte eller indirekte. Det Etiske Råd snakker meget om faren ved, at man bliver indirekte tvunget til at vælge, når muligheden er der. Men det er jo netop det, at nogle klare regler er med til at forebygge i Holland, og hvorfor skulle det være anderledes i Danmark? De regler og praksisser skal skabe rum for, at døende mennesker i trygge omgivelse og under kærlig pleje af gode mennesker har muligheden for at vælge en løsning, der gør dem fri for yderligere lidelse.

Om reglerne

Svend Andersen: Men spørgsmålet, som vi hele tiden vender tilbage til, er jo, hvordan vi sikrer den omsorg og kærlige pleje, der gør det muligt for den døende helt uden nogen former for pres at træffe et valg om at dø? Hvem skal definere de retningslinier?

Tom Alsner: Det må altid være den døendes ønsker, oplevelser og holdninger, der er i centrum. Det må være den vejledning, vi andre kan handle ud fra.

Svend: Hvis alle de ting, du siger her, bliver opfyldt i en given situation – og det tror jeg kun sker yderst sjældent – så kan jeg godt forestille mig en unik situation, hvor patienten har et oprigtigt ønske om at dø. Og hvor en ven eller pårørende så må tage på sin samvittighed at opfylde ønsket. Men jeg kan ikke acceptere, at vi som samfund laver et regelsæt, der siger, at under de og de nærmere omstændigheder, så er det lovligt at tage et andet menneskes liv.

Tom: Det skal netop ikke være lovligt, det skal bare ikke være strafbart

Svend: Men det er jo en juridisk selvmodsigelse. Hvis en handling er strafbar, skal der rejses tiltale, alt andet vil være en skinløsning. Så enten må du holde fast i, at handlingen er strafbar og skal prøves for en dommer, der måske kan finde formildende omstændigheder. Eller også skal det frivillige drab afkriminaliseres.

Tom Alsner: Jeg er helt uenig. Det, du kalder en skinløsning er altså noget, man har indført i andre lande. På et tidspunkt vil vi også i Danmark nå dertil i debatten, at vi skal diskutere de juridiske spidsfindigheder, og så kan vi igen snakke sammen om, hvorvidt det er en god idé at kopiere de andre landes lovgivning. Det vigtigste er, at vi får en lovgivning, så den aktive dødshjælp ikke længere behøver at foregå i det skjulte. Med det tabu, der følger med, og uden nogen som helst form for regelsæt eller kontrol.

Svend Andersen: Hov, vent nu lige lidt. Du siger, at aktiv dødshjælp allerede foregår. Og at det foregår uden kontrol. Det kan da ikke være rigtigt. Vi har da regler, der siger, at man ikke må yde aktiv dødshjælp?

Tom Alsner: Der er også regler, der siger, at man ikke må stjæle, og det foregår også.

Svend Andersen: Jo jo, men det er da ikke særligt betryggende, at vi har et sundhedsvæsen, hvor der foregår ulovlige handlinger, og vi ingen midler har til at kontrollere, hvordan det sker. Hvis det er virkeligheden nu, hvorfor skulle vi så have tillid til, at det bliver bedre, hvis vi tillader aktiv dødshjælp.

Tom Alsner: Så kommer alt jo frem fra mørket. Det har man jo set i Holland. At der overhovedet er et mørke, altså at hver tiende læge har ydet aktiv dødshjælp, burde ikke ryste nogen. Sådan har det altid været, og myndighederne har kunnet dokumentere det i mindst de sidste 10 år. Sådan er det også i alle andre lande, for mennesker reagerer jo menneskeligt overalt.

Svend Andersen: Men vi må da stadig have en forventning om, at det danske sundhedsvæsenet har en meget høj standard, hvad angår åbenhed og moralsk integritet. I samme øjeblik, der kan rejses tvivl om det, synes jeg, det er noget hasarderet at indføre noget så etisk vanskeligt som aktiv dødshjælp. Derfor burde du som læge opfordre alle dine kolleger til at stå frem og erkende det, hvis de har ydet aktiv dødshjælp.

Tom Alsner: Hvis lægerne gør det i dag, så skal retssystemet jo straffe dem. Selv om de nødigt vil.

Svend Andersen: Men hvis det bliver lagt åbent frem, så må retssystemet jo vise, at de ikke vil have med det at gøre.

Tom Alsner: Det var præcis det, man gjorde i Holland. Der var en læge, der stod frem og blev anholdt, og det har taget dem næsten 30 år og et utal af retssager at nå frem til den lovgivning, de har i dag.

Svend Andersen: Hvis I fortalere for aktiv dødshjælp virkelig mener det alvorligt, så burde I tage den ubehagelighed på jer. Hvis I virkelig er så højmoralske, som du siger, og lægerne har ydet aktiv dødshjælp, fordi de mener, det er det rigtige, og gerne vil kæmpe for, at det bliver legalt, så må de da...

Tom Alsner: Nu bliver du poppet, Svend.

Svend Andersen: Hvad poppet er der ved det?

Tom Alsner: Det er sådan et tiltag, der sælger aviser, men der er ingen realisme i det. Som loven er i dag, bliver de jo fængslet, og det er det, der er hele problemet.

Svend Andersen: Men I ville da have en langt mere troværdig sag, hvis I stod frem og tog retssagen. Så ville debatten da rykke noget. Jeg synes, der er en vis slaphed i at....

Tom Alsner: Nu tager du jo lægestanden over en kam, og det kan man ikke.

Svend Andersen: Men det øjeblik, aktiv dødshjælp bliver legaliseret, så gælder det jo hele lægestanden. Så er det nogle almene regler.

Om det etiske fundament

Tom Alsner: Der ligger ikke en særlig lægeetik bag mine synspunkter. Jeg mener, de bunder i en medmenneskelig etik. Og for mig er det en etik, hvor menneskets ret til selvbestemmelse vægter meget tungt. Derfor stejler jeg, når den bliver begrænset på et så centralt punkt som vores egen død.

Svend Andersen: Jeg vil slet ikke stille spørgsmålstegn ved den enkeltes autonomi. Vi skal i meget vid udstrækning kunne bestemme over vores eget liv. Dermed også afslutningen på det. Problemet med aktiv dødshjælp er, at der er flere tungtvejende etiske hensyn at tage stilling til omkring aktiv dødshjælp. Autonomi er ét, men beskyttelse af det enkelte menneskes liv er et andet. Og i visse situationer kan de to ting komme i konflikt med hinanden. Der er mange situationer, hvor vi forhindrer mennesker i at begå selvmord. Det gør vi, fordi vi vægter livet højere end autonomien. Et tredje og meget afgørende hensyn er næstekærlighed. Jeg kan godt se, at det i visse situationer kan være en næstekærlig handling at afbryde livet for at andet menneske, men det er en etisk situation, der ikke kan lovgives om. Så det, vi i virkeligheden er uenige om, er forholdet mellem de tre etiske hensyn: autonomi, beskyttelse af livet og næstekærlighed. Og der er det, jeg mener, at selvmordet er den rene form for autonomi over vores egen død. Mens det bliver meget kompliceret, når et andet menneske bliver blandet ind i det dødsønske.

Tom Alsner: Jeg mener bestemt, at der er situationer, hvor man fuldt ud moralsk kan forsvare aktivt at yde hjælp. Ved at lade være risikerer man jo en situation, der er langt mere problematisk, nemlig at man vender disse mennesker ryggen og beder dem om at klare det selv. Selv om det er autonomt at tage livet af sig selv, så vælger mange jo at inddrage andre i det ved at kaste sig ud fra en bro eller lignende.

Svend Andersen: Jeg tror, vi mødes på det rent moralske. Hvis man tilfældigt ser et groft overfald på gaden, kan det jo også moralsk forsvares at bryde ind. Også hvis det uheldssvangert betyder døden for overfaldsmanden. Men man kan ikke opstille generelle regler for, hvornår det kan forsvares. Og man kan slet ikke som samfund gøre det acceptabelt og legalt at slå et andet menneske ihjel. Princippet om, at respekten for det enkelte menneskeliv ikke står til diskussion, hylder vi jo i Europa. Hvorfor er vi ellers modstandere af dødsstraf?

Tom Alsner: Fordi vedkommende ikke selv har bedt om det. Man kan da ikke sammenligne de to ting.

Svend Andersen: Jo, for også her kan man sige, som du gør, at under visse situationer, når en person har handlet tilstrækkeligt bestialsk, så er det acceptabelt at tage personens liv.

Tom Alsner: Nej, der må vi skelne skarpt. Dødsstraf er jo netop en straf påført udefra som konsekvens af en handling. Når vi snakker aktiv dødshjælp, er det det enkelte menneskes personlige, gennemtænkte og inderlige ønske og ikke en pind andet.

Svend Andersen: Men så er vi også tilbage ved sagens kerne, for man kan ikke lovgive om folks inderlige ønsker. Du går ud fra, at det er fuldstændig entydigt, hvad et døende menneskes ønske bunder i. Men man er jo langt fra altid rationel i den situation.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Etisk Konfrontation

De etiske diskussioner er mange i disse år, men bliver sjældent ført til ende. Fra tid til anden vil Kristeligt Dagblad tage et emne op og lade en fortaler og en modstander prøve hinandens argumenter af.