Tysk anarki om livets afslutning

– Denne sag viser desværre, at de kristne livstestamenter er så upræcist formulerede, at de ikke beskytter patienterne mod at blive udsat for intravenøs næring i årevis. Det sker selv i tilfælde, hvor patienten på forhånd har forbudt det i livstestamentet, kritiserer advokat Wolfgang Putz.

Tyskland har ikke nogen lov på området, men landets højeste domstol, Forbundsdomstolen, har i 2003 opstillet følgende betingelser for, hvornår lægerne må ophøre med at give patienter intravenøs næring:

* Der skal handles i overensstemmelse med patientens udtrykkelige eller formodede ønske.

* Det skal kunne udelukkes, at patientens tilstand kan bedre sig.

* Patientens formynder skal være enig i, at føden indstilles.

– På trods af domstolens ord er mange læger usikre og tør ikke indstille næringen. Det vil sige, at selvom mange patienter har skrevet et livstestamente, så bliver deres sidste vilje sat ud af kraft. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi får en lovgivning på området, siger Christian Rath, der er retsekspert og journalist.

Lige siden sagen om den amerikanske komapatient Terri Schiavo dukkede op, er den Tyske Hospitz-Stiftelse dagligt blevet ringet op af mange mennesker, som vil vide, hvordan livstestamenter skal se ud for at gælde juridisk.

– Folk er i virkeligheden mest bange for at blive afhængige af den højteknologiske lægevidenskab, og det er grunden til, at de ønsker at sikre sig mod livsforlængende behandlinger. Men denne angst har ikke noget med selvbestemmelse at gøre. Tværtimod hindrer angsten folk i at træffe de rigtige afgørelser, siger Eugen Brysch, leder af den Tyske Hospitz-Stiftelse.

I begyndelsen af dette år forsøgte den tyske justitsminister, Brigitte Zypries, at bane vejen for en lovgivning på området, der især skulle styrke borgernes ret til selvbestemmelse. Ministeren ville for eksempel gøre det muligt også for patienter, der ikke led af en uhelbredelig sygdom, selv at bestemme, om de ville have intravenøs næring eller ej.

Forslaget vakte modstand ikke alene blandt oppositionspolitikere, men også i hendes eget parti.

– Hvad med motorcyklisten, der måske som 18-årig har skrevet i et livstestamente, at han ikke ønsker at ende i en kørestol, og som senere mister begge ben ved en trafikulykke? Skal han dø?, spørger socialdemokraten Réne Röspel.

Brigitte Zypries møder også kritik fra det andet regeringsparti, De Grønne.

– Hvordan skal man forklare sygeplejersker, at det er deres pligt at lade komapatienter sulte og tørste ihjel?, siger Christa Nickels, der selv har 13 års erfaring som sygeplejerske.

– Hvis personalet bliver tvunget til at se på patienter, der får en langsom død, vil det kun forstærke råbet efter aktiv dødshjælp, siger hun

En af de få politikere, der ville have stemt for loven, er Michael Kauch fra det liberale FDP.

– Debatten er hysterisk. Det drejer sig ikke om at dræbe folk, men derimod om at lade naturen gå sin gang og lade mennesker dø, når de ønsker det. Det er ikke lægerne, men patienterne, der er de svage, og de skal beskyttes mod tvangsbehandling, siger Michael Kauch.

Et meget kritiseret punkt i ministerens plan drejede sig om hensynet til patienters formodede vilje. Brigitte Zypries ville tillade såkaldte mundtlige testamenter.

– Ministeren har forskrækket mange folk med dette forslag. Når det drejer sig om noget så vigtigt som liv eller død, er det ikke rigtigt at tillade mundtlige udsagn. Det kan for eksempel ikke være nok, at en person efter at have set en film siger til sin familie: "Sådan vil jeg ikke ende", og at de pårørende flere år efter så kan bruge ordene som argument for at hindre intravenøs næring. Hvis vi tillader mundtlige testamenter, er der en alt for stor risiko for, at grådige arvinger misbruger udsagn til at slippe af med uønskede familiemedlemmer, siger Christian Rath.

En lovgivning på området vil efter hans mening være en meget kompliceret sag.

– Vi bør som hovedregel ikke acceptere mundtlige testamenter, men kravet om skriftlige testamenter bør heller ikke behandles for restriktivt. Hvis en person er for syg til at skrive noget, men derimod er i stand til at ytre sin vilje klart, bør dette respekteres. Omvendt bør det også respekteres, hvis en person, der har forbudt intravenøs næring i sit livstestamente, senere på hospitalet skifter mening og ønsker at få behandlingen, siger han.

Sagen om Terri Schievo ophidsede sindene i USA. Debatten i Tyskland foregår på en langt mere rolig måde.

– Vi har ingen demonstrationer på gaderne, og hverken læger eller pårørende til døende modtager mordtrusler, og det skyldes blandt andet, at Tyskland ikke har nogen stor konservativ, yderligtgående kristen fløj som i USA, siger politolog Karl Siegel

– En anden meget væsentlig faktor er med sikkerhed tyskernes mentalitet. Vi er stadig utroligt autoritetstro. Mange læger har klart sagt, at når storhjernen på en patient som Terri Schievo er død, ja så er patienten faktisk død, og når lægerne siger sådan, ja så tror vi på det. Det kan også være grunden til, at op mod 70 procent af befolkningen ifølge undersøgelser støtter passiv dødshjælp, siger Karl Siegel.

Undersøgelser har også vist, at et flertal i befolkningen, hele 74 procent, ønsker, at politikerne laver lovgivning på området. Dette ønske deles af mange læger, jurister og patientforeninger.

Alligevel tøver justitsminister Brigitte Zypries med at komme med nye, konkrete forslag efter det nederlag, hun har oplevet. I stedet for har hun nedsat en kommission, der skal forsøge at udarbejde et lovforslag.

Socialdemokrat Wolfgang Wodarg, der er leder af kommissionen, har med al tydelighed gjort det klart, at kommissionen vil tage sig god tid til sit arbejde.

– Det er ikke noget, der haster, siger han,

Udland@kristeligt-dagblad.dk