Vores forbrug giver en særlig forpligtelse

– Det betyder ikke, at alle nu elsker Kyoto-protokollen fra 1997, der sætter loft over udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Jo mere man hører om globale forandringer af klimaet, må man tænke, at her er noget, der er alvorligt. Jeg tror, at den erkendelse vokser. Den spreder sig nu i det amerikanske samfund, hvor 195 borgmestre, der repræsenterer 40 millioner borgere, stiller klimamål op i deres byer. Det er sket

siden orkanen Katrina. Der er det igen med at se tingene i lidt større perspektiv. Fra total afvisning fra amerikanernes side kommer det ind i byer og stater og til Capitol Hill i Washington, hvor flere og flere politikere interesserer sig for miljøet. Det er den måde, international politik bliver til på og også herhjemme.

– Jeg mener, at moderne politik bliver til ved, at der er politikere, der har holdninger. At der er embedsværker, der har viden, forskere, der genererer viden, og ngo'er, der har engagement. Det er alt det, der skal lægges sammen. Vi må ud af forestillingen om, at politiske beslutninger træffes af politikere alene. De træffes jo i et utrolig kompliceret samspil og modspil af mange forskellige interessenter. I det globale er der nogle dagsordener, der bygger op over tid og vokser, der er en fase, der tager noget tid, og så pludselig rykker det. Det tror jeg, at Grønlandsmødet har været med til. Nu tog den diskussion et større skridt fremad, end den ellers ville have gjort, siger Connie Hedegaard.

Der er afsat en time til interviewet, klemt inde mellem to møder i det travle miljøministerium på Højbro Plads i København. Den 45-årige konservative miljøminister og minister for nordisk samarbejde har en fyldt kalender og en arbejdsdag, der ofte bliver til 18 timer. Men hun ligner sig selv fra tv-skærmen, da hun var populær vært på Deadline på DR 2. Med et nærvær, der er professionelt, uhøjtideligt og imødekommende.

Hvad er din grundlæggende politiske vision?

– Det er, at vi kan have et samfund, hvor der er en balance mellem individ og fællesskab og mellem privat og stat. Konservatismen balancerer i en evig søgen og uden at have en færdig ideologi efter den balance mellem individ og fællesskab. Omdrejningspunktet for mig er at skabe et samfund, hvor der er så mange frie udfoldelsesmuligheder som muligt for dig, uden at din udøvelse af din frihed går ud over mig. Den frihed under ansvar gælder i forhold til den enkelte og i forhold til den globaliserede verden. Det betyder, at også nationen tager medansvar ude omkring i verden. Vi konservative taler meget om det personlige ansvar. Vi vil gerne have, at flere af os tager mere ansvar selv. Og at vi til gengæld sikrer, at fællesskabet bliver stærkere, når det gælder indsatsen for de svage og de områder, som man kun meningsfyldt løser i fællesskab som for eksempel miljø, forsvar og retssikkerhed.

– Men der er kommet en ubalance ind. Hvis du tager de sidste mange valgkampe, hvad har været hovedtemaet? Det har været, hvordan man har kunnet gøre endnu mere for dem, der i forvejen egentlig har det meget godt – den store middelklasse. Det syntes jeg var galt, da jeg stod uden for Folketinget. Og det synes jeg også lige nu er den store opgave i dansk politik, at politikerne tør tage nogle af de svære valg, der gør, at vi kan sige til den store brede middelklasse, at vi også godt kan tage noget fra jer for til gengæld at gøre noget for dem, der er svage. Det er for mig kernen i konservatismen at sørge for, at fællesskabet er så stærkt, at det kan tage hånd om de svage, men at det ikke bliver så stærkt, at det knækker de stærke.

Hvad er det for et samfund, vi har i Danmark?

– Det er på mange måder et godt og rigt samfund. Og når vi taler over tid, er der flere, der får det bedre, færre, der bliver nedslidte, og flere, der har job, hvor de kan udfolde sig. Og hvor familien er mere sammen end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Det er et samfund, der har utrolig mange styrker, men jeg tror, at vi skal besinde os på at værne om fællesskabet. At det ikke kun er fokuseret på mine rettigheder, hvad jeg kan gafle til mig og min familie.

– Vi har også en kolossal udfordring i forhold til, hvad vi skal leve af i fremtiden. Store udfordringer inden for vores uddannelses- og forskningsområde og vores evne til at omstille os. Det er der, vi har vores styrke, og det skal vi holde fast i. Jeg tror kun, at vi har set begyndelsen af det enorme boom vækstmæssigt, der sker i Kina og Indien. Hvis vi skal kunne fastholde vores velstand, skal vi være afsindig dygtige til at forny os.

– Danmark er et af de lande, der tidligst fik øje på betydningen af natur- og miljøpolitik. Når man i dag ser problemer omtalt omkring miljøet, så er det jo ikke sodede skorstene og spildevandsudløb fra virksomheder. Det så vi i 1970'erne, gule, sorte og frygtelige skorstene og ulækre vandløb. Det gjorde man så noget ved. Det har betydet meget for, hvordan vores natur ser ud i dag. Men det har også betydet, at vores virksomheder blev tvunget til at finde på løsninger, før så mange andre landes virksomheder blev tvunget til det. Når Kina i dag begynder at efterspørge miljøteknologiske løsninger på affald, vand, energieffektivitet og vedvarende energi – hvem er det, der har løsningerne? Det er Danmark. Det er et sindbillede på, hvad vi virkelig skal rendyrke. Vi kan skabe løsninger for noget, der er fælles problemer, i EU og globalt, og oven i købet generere økonomi og vækst for os selv. Det er da en enorm spændende rolle for os at have.

Hvordan skal samfundet se ud om 10 år, hvis du skal bestemme?

– Så vil det være et samfund, hvor vi ikke bare er som græshoppeflokken, der kommer og æder alt og efterlader intet efter os. At vi er lidt mere bevidst om både vores kultur og vores værdier. At vi tager ansvar for dem, der kommer efter os, ikke bare i økonomisk forstand, men også miljømæssigt. At folk begynder at forstå, at vi er en del af en global sammenhæng, at vores livsstil er enormt forbrugende, og at det giver en særlig forpligtelse. Det budskab er trængt ud til mange mennesker, men jeg vil håbe, at det er endnu mere indarbejdet i vores livsstil om 10 år. Den der fornemmelse af at hænge sammen med dem, der kom før os, og en forpligtelse over for dem, der kommer efter os, det vil jeg godt have bliver en etisk fordring eller i hvert fald er mere med i hvert enkelt menneskes bevidsthed. Det ville være et mål, for det tror jeg vil præge vores alle sammens adfærd.

Hvad vakte dig politisk?

– Når jeg sad og læste partiprogrammer som ung skole- og gymnasieelev, endte jeg altid et sted omkring, hvor jeg er nu og i hvert fald i noget ikke-socialistisk. Da jeg så begyndte at læse litteraturvidenskab i 1979, blev der den første dag sagt velkommen til universitetets sidste 100 procent marxistiske fag. Da besluttede jeg i løbet af overordentlig kort tid, at jeg måtte finde en modvægt, og blev så engageret i Konservative Studenter. Mere end det var konservatisme, var det i værdi-konservativ forstand, hvor jeg blev dybt optaget af ny økonomisk verdensorden, Den Tredje Verdens lande og af Per Stig Møllers ideologiske bøger fra 1970'erne og -80'erne og Henrik Stangerups forfatterskab.

– Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg ikke lige så godt kunne være radikal. I Christmas Møllers tid var det nemt at sige, at det var på grund af forsvarssagen. Det kunne jeg også sige i 1980'erne, hvor jeg var sikkerhedspolitisk ordfører. I dag ville jeg være enig med de radikale i en række ting, men for eksempel hele deres skolepolitik er jeg uenig i. Hvis du tager diskussionen, om der skal være kristendomsundervisning eller ikke, mener jeg, at det skal der. For uanset hvad man tror eller ikke tror på som borger i Danmark, så har kristendommen præget Danmark i 1000 år. Og hvis du vil forstå vores historie, sangskat, malerkunst, litteraturhistorie og billedsprog, måden, vi snakker på, og vores referencer, så er du nødt til at forstå, at kristendommen har en særlig rolle. Mange radikale er mere værdi-nihilistiske.

Hvad synes du om at være minister?

– Det er benhårdt og fylder i én personligt og i ens familie. Her kommer jeg fra et af Danmarks mest privilegerede job på Dead-

line til det her, som er 18 timer i døgnet uafbrudt. Men jeg har først og fremmest en oplevelse af, at det er nu. Man ved, at det går over på et eller andet tidspunkt. Man har pligt til at knokle så meget med det, som man nu kan, når man tager sådan en post. Der er ingen vej udenom. Og så er det selvfølgelig sjovt, når man som jeg kom ind udefra og synes, at der var noget med det landbrug, hvor vi måtte skærpe miljøreguleringen. Det første svar herfra var, at nu havde de lige lavet en ny vandmiljøplan, og der skulle ikke ske noget. Hvor jeg måtte sige, at det skulle der altså. Det blev til et udspil i december og en politisk aftale i juni, der nu bliver udmøntet i lov. Det er elementært tilfredsstillende.

Hvor finder du kræfterne til det?

– Jeg tror, at jeg er skruet sådan sammen, at jeg kan ikke have et job, hvor der lige så godt kunne sidde alle mulige andre, og hvor jeg ikke ville kunne give noget specielt. Man er nødt til at tro på, at her kan man prøve at gøre en forskel, og man skal selv brænde for det. Så kommer det af sig selv.

– Jeg har altid været god til at slappe af. Jeg kan godt tage herfra og så smide det fra mig. Det tror jeg er en fordel. Jeg kan fra min tid i Den Konservative Pressetjeneste huske et af de tidligere medlemmer af Folketinget, der, om hun så var til frisør, ringede fra under tørrehjelmen. Det lovede jeg mig selv, at sådan skal det aldrig være. Så stærkt går verden heller ikke. Og så læser jeg mange skønlitterære bøger og biografier. Jeg har altid været meget bevidst om ikke kun at læse faglitteratur. Det er ikke mindst vigtigt her, hvor jeg kunne læse miljølitteratur fra nu af og ind i evigheden. Og så har vi vores hus i Sverige, som er en hel anden verden at komme op i, og hvor jeg kan koble fuldstændig af.

Hvordan har din opvækst præget dig?

– Mine to brødre og jeg blev opdraget til at tage medansvar. Vi havde en lille bitte forretning, min fars og mors kiosk, hvor vi var med i weekender og sommerferier. Mine egne børn står for rengøringen derhjemme. Det er de ikke altid lige tilfredse med, men de gør det. Det handler om at have nogle pligter og være en del af en familie, hvor der er fællesskab om andet end at hygge sig. At tage ansvar, gøre sig umage, være flittig – de der basale dyder – dem har vi fået meget indprentet. Det politiske engagement i samfundet var også en naturlig del af mine forældre.

Hvad er din ambition som politiker og minister?

– At prøve at stå fast på mine holdninger. Man skal også indgå kompromis og ikke stå og flage ideologisk hver eneste dag. Prøve at skubbe tingene i den retning, jeg synes. Og blive ved med ikke at være mere politiker, end at jeg hele tiden føler mig fri og uafhængig til at have mine egne stopklodser og til at sige ting, som ikke alle synes er fantastiske, og som sommetider i et parti eller en regering kan være akavet. Det er vigtigt for mig, at jeg ved med mig selv, at jeg ikke er afhængig af det, og at jeg ikke menneskeligt bliver mere afhængig af det, end at jeg ved, at jeg kan gå ud og lave noget andet. Det er forudsætningen for, at du tør tage nogle af de slagsmål, du bør tage.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Connie Hedegaard, født 1960 i København og vokset op i Holbæk. Datter af kioskejer Knud og Elinor Hedegaard. Student fra Stenhus Gymnasium 1979. Cand. mag. i litteraturvidenskab og historie fra Københavns Universitet 1991. Formand for Konservative Studerende i Hovedstaden 1983-84, landsformand for Danmarks Konservative Studerende 1983-84. Medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1984-90. Journalist ved Berlingske Tidende 1990-94. Chef for Radioavisen, Danmarks Radio, 1994-98. Studievært på Deadline, DR2 1998-2004. Miljøminister i Regeringen Anders Fogh Rasmussen fra 2004, tillige minister for nordisk samarbejde fra 2005. Præsident for AAYPL 1985-87. Medlem af repræsentantskabet for Atlantsammenslutningen fra 1986. Af bestyrelsen for Demokratifonden 1990-95, Center for Teknologistøttet Undervisning fra 1995 og af Udvalget om Offentlig Informationspolitik 1996-97. Formand for Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) 1998-2001 og for bestyrelsen for Kulturministeriets Udviklingsfond 2001-2002. Tildelt KLF/Kirke & Mediers Hæderslegat, FOF's Kulturpris, Publicistprisen og Ebbe Munck Prisen. Kommandør af Dannebrogsordenen. Bor i Hellerup med sin mand, journalist Jacob Andersen, og sønnerne, Christian på 13 og Jonathan på 11 år.