Send artiklen Hvem har ansvaret for brug og smid væk-kulturen? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvem har ansvaret for brug og smid væk-kulturen?


Forstør Send Print

 Mange af de ting, vi køber i dag, har en kortere levetid end tidligere. Det er dyrt for forbrugerne og en katastrofe for klimaet

På brandstationen på East Avenue i den californiske by Livermore brænder en helt særlig glødepære. Det særlige er ikke dens styrke, men dens vedholdenhed. Den har brændt – kun afbrudt af enkelte strømsvigt – siden 1901. Og det har for længst gjort den til et berømmet symbol på, at man i gamle dage virkelig lavede ting, der kunne holde. Men også til frontfigur i et globalt fænomen kaldet planlagt forældelse.

LÆS OGSÅ: Lav det, så det holder

Den centrale påstand i planlagt forældelse er, at en lang række elektroniske produkter bevidst designes til at have en meget kort levetid. Dermed skal de udskiftes hyppigere, og så tjener producenterne flere penge. Ifølge kritikerne skaber det dog et unødvendigt og usympatisk overbrug til skade for den enkelte, som tvinges til at bruge penge på at forny ting, der burde fungere fint. Det skader også samfundet, som dermed drives frem af en uetisk brug og smid væk-kultur. Men værst af alt skader det miljøet og klimaet, der lider under de voksende skrotlandskaber i særligt Afrika og den stigende udledning af CO2-gasser fra produktionen af produkterne.

Påstanden om planlagt forældelse har været fremsat med jævne mellemrum siden 1920’erne, hvor netop glødepæren blev det første kendte eksempel. Ifølge den franske dokumentarfilm ”Den store glødepære-konspiration” fra 2010 dannede verdens glødepæreproducenter et kartel, hvor man enedes om at udvikle en ny glødepære med maksimum 1500 brændetimer. Virkede pærerne bedre, fik man store bøder, selvom det var praktisk muligt at få en glødepære til at vare op til 100.000 brændetimer.

Annonce
Et andet kendt eksempel kom i 1950’erne, hvor nylonstrømpebukserne fra DuPont var kendt for sin holdbarhed. DuPont indså dog, at holdbarheden var en dårlig forretning og begyndte i stedet af producere strømpebukser af langt dårligere kvalitet, så salget kunne stige. Lige siden har man som bekendt ikke kunnet købe langtidsholdbare strømpebukser.

Senest er Apple, der står bag den moderne walkman, iPod’en, i 2003 blevet retsforfulgt for at benytte batterier med blot 18 måneders holdbarhed – som ikke kunne skiftes ud. Man var altså nødt til at købe en helt ny iPod til flere tusinde kroner hvert halvandet år.

I dag er det almindeligt kendt, at langt de fleste hårde hvidevarer ikke lever i hverken 10 eller 15 år, sådan som det engang var normalt. Hverken Elgiganten eller Punkt1 havde dog lyst til at kommentere udviklingen, da avisen kontaktede dem. Velkendt er det også, at inden for forbruger-elektronik såsom fjernsyn, telefoner og computere er levetiden for de nyeste modeller sjældent længere end to år. Faktisk er levetiden påfaldende tæt på de to år, som reklamationsretten typisk varer, lyder en hyppig kritik. Og det kan sjældent betale sig at få tingene repareret. Hvis de da overhovedet er designet til at blive repareret, påpeger Torben Chrintz, videnschef i den grønne tænketank Concito:

”På de nyeste telefoner er det eksempelvis umuligt at skifte batteri. Når batteriet er dødt, og det tager typisk omkring to år, er der intet andet at gøre end at købe en ny telefon. Mange andre produkter laves på en måde, så det bedre kan betale sig at købe nyt frem for at reparere. Det er en udvikling, der går den helt forkerte vej i forhold til de store klimaforandringer, vi forsøger at bekæmpe, for den øgede produktion øger jo udledningen af CO2 markant.”

I Forbrugerrådet bekræfter afdelingschef Vagn Jelsøe, at rådets egne test har vist, at nogle produkter ser ud til at være designet til at gå hurtigere i stykker, end de egentlig burde. Men det er svært at bevise hensigten, påpeger han:

”Vi mangler den rygende pistol. Og det er ikke sikkert, den findes, for vores forbrug er en kompliceret størrelse. Mange forbrugere vil jo gerne være først med det sidste, og opfylder producenterne så ikke bare et behov, der allerede er der? Eller skaber de behovet – hvem er hønen, og hvem er ægget? Vi er under alle omstændigheder der i dag, hvor mange vil være trætte af, at deres telefon eller andet elektronisk grej holdt meget længere, end det gør nu, for vi vil jo gerne skifte hyppigt ud.”

Netop fordi der hersker en følelse af naturlighed over vores forbrugsmønster, kan hele idéen omkring planlagt forældelse nemt få karakter af konspirationsteori.

I 1930’erne var der dog intet fordækt over tankegangen. Her hærgede den økonomiske depression bredt, og den politisk bevidste ejendomsmægler Bernard London rejste USA rundt for at agitere for sin idé til, hvordan landet kunne komme ud af sit dødvande: Erklær alle produkter obligatorisk døde efter en bestemt, kort periode, hvorefter de skal destrueres af myndighederne. Det vil skabe forbrug, arbejdspladser og vækst, lød hans parole.

Planerne blev aldrig realiseret, men tankegangen bredte sig. For det var også tiden, hvor både masseproduktionen og forbrugersamfundet blev født. Priserne begyndte at falde, og det fik i stigende grad folk til at forbruge af lyst, ikke kun af nød.

Forbruget kunne bare ikke følge med produktionen, og derfor blev vedholdende produkter stadig mere set som en fjende af den i forvejen beherskede handel. Så da begrebet ”planlagt forældelse” i 1960’erne genopstod lidt tilfældigt i munden på den kendte industrielle designer Brooks Stevens, var der mere gehør. Han ville dog ikke bruge loven til at tvinge forbrugerne til at skifte oftere ud, hans lokkemiddel var forførelse.

I hans definition var planlagt forældelse nu ”forbrugerens ønske om at eje noget lidt nyere, lidt bedre, lidt tidligere end nødvendigt”. Et ønske, de fleste producenter gerne ville opfylde blandt andet gennem en ny type forførende reklamer. I folkemunde blev begrebet dog hurtigt betragtet som producenternes profitdrevne incitament til at skabe ting, der nemt gik i stykker eller hurtigt blev umoderne – skarpt formuleret i den amerikanske kulturkritiker Vance Packards bog ”The Waste Makers” (Affaldsmagerne).

Ikke alle var dog lige kritiske over for begrebet. Flere økonomier forskede seriøst i mulighederne for at føre planlagt forældelse ud i livet som en reel økonomisk vækststrategi. Andre har siden argumenteret for, at hurtig forældelse netop er en vigtig motor for teknologiske fremskridt.

Egentlige undersøgelser af fænomenets omfang er dog aldrig lavet – det ville også blive umådelig svært. Så når man de senere år igen er begyndt at interessere sig for planlagt forældelse, er diskussionen ikke særlig faktuelt baseret.

At mange produkter reelt har en kortere levetid end tidligere, er der dog meget, der peger i retning af. En ny undersøgelse, som FDB Analyse har lavet for dagbladet Politiken, viser eksempelvis, at hver femte dansker har kasseret deres computer inden for de seneste år. Hver fjerde har kasseret en mobiltelefon.

Undersøgelsen bekræfter også, at det ofte ikke er muligt eller ikke kan betale sig at få elektroniske produkter repareret. Flere end hver tredje får således repareret færre ting i dag end for 10 år siden.

I alt smed vi i 2010 77.949 ton husholdningsapparater, it-og teleudstyr samt andet elskrot ud.

Det åbne spørgsmål er dog stadig, hvorfor det er sådan. Og fordi svaret ikke er så entydigt, har politikerne ikke grebet ind, forklarer formand for Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg, Steen Gade (SF).

Samme melding kommer fra Forbrugerrådet. Her mener Vagn Jelsøe ikke, at problemet blot handler om dalende kvalitet, men lige så meget om faldende priser på forbrugerelektronik og stigende arbejdsløn hos dem, der reparerer.

På Danmarks Tekniske Museum ser museumsdirektør Jens Breinegaard også først og fremmest udviklingen som udtryk for en strukturel udvikling mere end et komplot mod forbrugerne. Udviklingen er nemlig, at stadig flere elektroniske produkter bliver styret mere centralt. Så går en central chip eller andet i stykker, nytter det ikke noget at reparere på de enkelte dele, så er man nødt til at købe nyt. Dertil kommer, at stadig mere bliver produceret i Asien. Skal det forblive billigt, skal det ikke være for tungt at fragte, og derfor bliver stadig mere produceret i lette materialer, som nemmere går i stykker, forklarer han.

I BFE, Branchen Forbrugerelektronik, mener man ikke at kunne registrere andet end små fejlprocenter på produkterne. Og direkte planlagt forældelse er kun noget, man har hørt om, aldrig oplevet. Det ville da heller ikke give meget mening, mener kommunikationschef Erling Madsen. For med den globale handel i dag vælger de fleste jo ikke et produkt igen, hvis det er kendt for at gå hurtigt i stykker.

Uanset i hvor høj grad, forbrugerne selv er med til at skabe planlagt forældelse, er der en generel oplevelse af, at fænomenet eksisterer, og at det er ekstremt farligt for klimaet og miljøet.

Men det er også svært at bevise. Og endnu sværere at gøre noget ved det. I maj 2011 forsøgte den tidligere finske statsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Anneli Jäätteenmäki at få EU-Kommissionen til at ”sætte en stopper for, at forbrugeren føres bag lyset, og miljøet ødelægges”.

Et hollandsk medlem af Europa-Parlamentet har gjort det samme med enslydende svar: Den europæiske lovgivning gør allerede, hvad den kan med direktiverne for reklamationsret.

I Storbritannien er man dog gået videre og har indført systematiske undersøgelser af produkter, som bliver ved med at gå i stykker lige efter udløbet af garantiperioden.

I mellemtiden brænder glødepæren på East Avenue videre – nu overvåget af et videokamera, der blev sat op for 10 år siden for at registrere, om pæren vitterligt lyser hele tiden. Kameraet har dog måtte give op to gange siden. Det var slidt og måtte skiftes.

FACEBOOK: Bliv ven med Etik.dk

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock

Job på k.dk I samarbejde med Jobzonen

  1. Christians Sogns Menighedspleje søger Sognemedhjælper

    Kristeligt Dagblad

    Oprettet den: 01-04-2014

  2. Sognepræst

    Sct. Peders Pastorat i Århus Stift

    Oprettet den: 08-04-2014

  3. Administrationschef til KFUM og KFUK

    KFUM og KFUKs Landskontor

    Oprettet den: 14-04-2014

  4. Skoleleder til Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Oprettet den: 07-04-2014

  5. Børne- og ungemedarbejder

    Værløse Sogn

    Oprettet den: 16-04-2014

  6. Vil du arbejde og udvikle sammen med frivillige i KFUM og KFUK?

    KFUM og KFUK

    Oprettet den: 14-04-2014

Se flere jobmuligheder
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​