”Husk på, at man har lovet at elske sin ægtefælle, til døden jer skiller,” skriver en dement mand i et af de mange svar fra læserne på det dilemma, som en hustru til en mand på plejehjem har skrevet om til brevkassen

I denne uge giver vi plads til uddrag af lidt flere breve. Også fra en dement mand, som endnu kan skrive breve til eftertanke.

LÆS OGSÅ: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?

Kære Clara

Det var smertende at læse om din mands forløb, som mindede om svære år. Da min mand kom på plejecenter, traf jeg heldigvis en god veninde, som havde sin mand samme sted. Det blev vores fælles redning. Måske var det derfor, at ingen af os fandt nye ledsagere, men i fællesskab foretog vi os meget sammen i vores ellers så sparsomme fritid.

Mennesker, der ikke har oplevet at få sit liv amputeret, vil nok aldrig helt forstå behovet for et andet menneske at tale med, græde sammen med og le med. Så du skal holde rigtig godt fast på din gode ven. På den måde vil du finde ny energi til dine ture på plejecentret. Vi ved også, at man ikke skal foretage sig særlig meget for at blive fordømt af omgivelserne, men som regel er det jo altid fra nogle, der ikke selv har prøvet situationen.

Disse lange sygdomsforløb er meget opslidende for den raske. Man skal være smilende og glad udenpå, både af hensyn til ægtefællen, beboere og personale. Der er så mange hensyn at tage. Derfor er det så vigtigt med et liv ved siden af, så vi kan komme med friske kræfter og overleve selv. Jeg er medlem af et ældreråd, som forsøger at få noget i gang omkring ægtefæller til syge i hjemmet og på plejehjem. Vi håber det lykkes, og Claras historie giver mig endnu mere lyst til at forsætte.

Venlig hilsen
Hanne

LÆS OGSÅ: Tabubelagt utroskab blandt pårørende til demente

Kære Clara

Jeg må give din søn ret i, at det er utroskab at have et forhold til en anden mand. Det, der kendetegner sådan en ”synd” er, at det kan blive synd for nogen: din søn – der ikke kan rumme det, din mand – hvis han skulle høre om det, dig selv – der har det svært i et liv, der kræver, at du navigerer mellem forskellige grader af accept. Den eneste trøst, jeg kender, er troen på, at uanset hvordan du navigerer i dit liv, så er du elsket af Gud. Ham, som byder os at elske hinanden og som gennem sin søn, helt uden fordømmelse, mødte mennesker, der levede uden for samfundets accept. Det er mit håb, at du gennem hans kærlighed kan finde kræfterne til kærligt at navigere mellem menneskene og selv acceptere det.

Venlig hilsen
Karen


Kære brevkasse

Jeg er en 50-årig dement mand. Jeg får ebixa og reminyl imod det. Jeg vil være meget ked af det, hvis min hustru fandt en anden, selvom jeg godt ved, hvor det bærer hen for mig. For selvom jeg skulle sidde på et plejehjem, vil jeg jo håbe på at kunne mindes min kone og børn og børnebørn. Husk på, at man har lovet at elske sin ægtefælle, til døden jer skiller. Det må da også gælde, hvis man skulle komme på plejehjem. Jeg ved godt, at min kone også har ret til et liv. Men hvad med mig, er mit liv slut nu? Min demenssygeplejerske har anbefalet min familie at søge kommunen om en ugentlig fridag til min kone, og hvor skal jeg så være – jo på et plejehjem. Så kære medmennesker: tænk også på os, der lider af sygdommen demens. Jeg ved heldigvis, at jeg aldrig vil blive glemt.

Venlig hilsen
Niels


Kære brevkasse.

Det var dybt bevægende at læse Claras brev. Hun er tro og loyal i forhold til sin mand. Jeg kan godt forstå hendes samvittighedskvaler, for et livslangt ægteskab vil altid sætte sig varige spor, også efter at den ene part er død.Det samliv, de havde tidligere, er ophørt. Clara har i det lange sygdomsforløb ydet rigtig meget og ud over, hvad et ægteskab sædvanligvis indebærer. Og jeg kan godt forstå, hvis hun i det lange løb har savnet at blive holdt af og holdt om. Clara er ikke kritikløst faldet i armene på en hvilken som helst mand, men ser i sin ven en mand med de samme kvaliteter som hendes mand besad, da han havde magt over sit liv.

Der er en konflikt mellem sundhedsvæsenets evne til at holde os fysisk i live og bryllupsritualets ”til døden jer skiller”. Derfor synes jeg nogle gange, at vi må have lov at fortolke. Der er vel ingen, som hverken forlanger eller forventer, at den ene part i et ægteskab i årevis skal lukke sit liv helt ned, fordi den anden bliver ude af stand til at leve.

Min egen mands sygdom betød også, at jeg i flere år var mere ”hjemmesygeplejerske” end hustru. De sidste to år betød, at den sidste rest af gensidighed forsvandt. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle finde en anden efter min mand, og slet ikke mens han endnu levede. Men jeg var begyndt at spekulere på, om der mon skulle være et emne i mine berøringsflader? Jeg er ikke opsøgende, men har nu den holdning, at man ikke skal sige nej til kærligheden, hvis den krydser ens vej.

Venlig hilsen
Gudrun

...

Kære brevskrivere

Tak for alle gode tanker. Også tak til alle jer, som der ikke var spalteplads til. Om 14 dage slutter vi temaet af i brevkassen med et brev fra Claras nye ven, Erik, som vi lige har modtaget.

God påske

Mange hilsener
Annette og Jørgen

LÆS OGSÅ: Brevkassen "Spørg om livet"