Send artiklen Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?


Det var forelskelse fra begges sider. Erik er en mand med alle de kvaliteter, som min mand havde. Det var som at møde den brik, der skulle fylde mig ud, skriver Clara

- Colourbox.com

Forstør Send Print

En kvinde er i et meget svært dilemma efter at hun er blevet forelsket i en anden mand end ham, hun har været lykkeligt gift med, men som nu er dement og hjælpeløs

Kære brevkasse

Jeg skriver, fordi jeg har brug for råd i en sag, jeg ikke kan drøfte til bunds med de nærmeste uden at sætte dem i en situation, hvor de enten bliver forbløffede eller føler, jeg træder over deres grænse for betroelser i intimsfæren.

LÆS OGSÅ: Et langt og godt liv på mørk baggrund

Min mand og jeg har holdt guldbryllup, og vi har flere voksne børn. Vi klarede de første år i vores ungdom med studier og få penge, og vi var sammen om at støtte hinanden i livet. Vores ægteskab blev meget bedre, da vores børn rejste hjemmefra. Det er gået alle vores børn godt. Min mand blev en afholdt borger i byen med godt arbejde og mange tillidsposter, og han var charmerende med ordet i sin magt. Jeg arbejdede også i den samme by og videreuddannede mig senere og fik en universitetsgrad i moden alder.

Annonce
Min mand fik for over 10 år siden flere blodpropper og blødninger i hjernen. Allerede dengang startede en ændring af min mands personlighed. Det kan jeg læse i en form for dagbog, jeg begyndte at føre. Jeg var vred og frustreret over ikke at kunne tale med min mand mere. Han begyndte at behandle venner dårligt, samtidig med at hans arbejde blev dårligere. Efterfølgende har der været flere blodpropper.

For få år siden indså jeg, at min smukke mand var meget syg med vaskulær demens. Han havde en del af sin hukommelse intakt, men han havde ændret personlighed og havde mange udfald af styring af sine lemmer, vandladning med videre. I mange år prøvede jeg at dække over ham, mens han blev tiltagende dårligere, og jeg blev på en måde en slags hjemmesygeplejerske døgnet rundt. Jeg har med stor medlidenhed fulgt derouten i hans sociale færden.

Jeg har selv haft demens tæt inde på livet i min familie, hvor en kær slægtning ikke kunne kende mig de sidste år af sit liv, så jeg burde kende symptomerne. Alligevel strakte dette forløb sig langt, og det var først i forbindelse med, at jeg selv fik nogle helbredsproblemer, som jeg måtte på sygehuset for, at min mand endelig kom på plejehjem.

Den beslutning var den værste i mit liv. Min mand har ingen sygdomserkendelse og er aldrig blevet glad for at være på plejehjemmet, selvom plejepersonalet er enestående.Jeg skriver dette som baggrund. Og her kommer dilemmaet. Jeg er blevet forelsket i en anden mand, lad os kalde ham Erik, der mistede sin kone for nogle år siden.Min mand har altid elsket mig højt. Derfor foreslog han selv, at jeg skulle deltage i en ferierejse sammen med andre lidt ældre, som for manges vedkommende havde mistet deres ægtefæller. Jeg betragtede mig selv som en af dem. Erik var med, og i den uge talte vi meget sammen og fattede sympati uden at erklære os. Jo, jeg sagde undervejs, at jeg ville blive hos min mand til det sidste. Tre dage efter hjemkomsten og nogle få mails senere kørte jeg alligevel ned til Erik. Mit hjerte var i vildt oprør, hvad var det her for noget?

Det var forelskelse fra begges sider. Erik er en mand med alle de kvaliteter, som min mand havde. Det var som at møde den brik, der skulle fylde mig ud. Vi har nu kendt hinanden i snart et år, dyrket erotik, som jeg havde glemt, man kunne, været sammen til mange kulturelle begivenheder og så videre.

Hvordan har det været muligt at være sammen masser af dage og nætter med lang køreafstand? Til sidst måtte jeg betro den ledende sygeplejerske mit dilemma, og hun støttede mig i, at jeg måtte have en fridag en gang imellem fra mine daglige besøg hos min mand på plejehjemmet. Det har jeg nu haft i længere tid. Jeg kan nå et formiddagsbesøg inden afgang og et eftermiddagsbesøg to dage senere. Erik låner ofte et familiesommerhus i området, hvilket gør det muligt at være hos min mand, som jeg plejer.

Min stakkels mands situation er fortvivlende. Han sidder permanent i kørestol, lader sig glide på gulvet, skal liftes op og ned, dæmpes med medicin, har kronisk kateter og skal have hjælp til at spise. Dagene igennem sidder han og venter på, at jeg skal komme. Af og til modtages jeg med vrede, men oftest med et kærligt smil. Og jeg føler stor ømhed for ham.

Hvad siger vores voksne børn? Flere af dem har accepteret, blot jeg holder mine børnebørn udenfor. Jeg lader dem vide, hvornår jeg kun kan nås pr. mobiltelefon. Den første tid fortalte jeg om mine oplevelser, uden at de kommenterede, hvilket jeg har opfattet som en form for accept.Det sværeste dilemma kommer nu. Et af vores voksne børn, som jeg altid har betragtet som værende tættest på, og som i sit kærlighedsliv ofte har spurgt mig til råds, har nægtet at acceptere denne tingenes tilstand. Jeg får at vide, at det er utroskab, bedrageri, og han vil overhovedet ikke høre om det.Min søn har rokket ved mine følelser for Erik. Kan kærligheden ikke holde? Jeg har forsøgt for kort tid siden at bryde med Erik, som hidtil har haft forståelse for min situation. Han har satset alt og elsker mig, og jeg kunne alligevel ikke undvære ham. Jeg føler mig næsten skizofren over at skulle være kvinde/kone for to mænd.

Mine nærmeste venner kender til Erik, som også er blevet min bedste ven. Vi taler og skriver sammen dagligt, jeg vender alt med ham – glæder og sorger, også omkring min mand. Jeg har følt mig stærkere ved denne forelskelse, indtil samvittigheden indimellem banker på. Jeg vil være et anstændigt menneske, og jeg kan ikke leve med dårlig samvittighed.

Måske kan I hjælpe mig? Jeg savner i det hele taget artikler og debat om situationen for pårørende til demente, om at være gift på denne måde og ikke have noget samliv i mange år. Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?Venlig hilsen

Clara

Kære Clara

Vi har forkortet dit brev meget, men synes ikke, at vi giver problemstillingen og dit hjerteblod plads nok, hvis vi forkorter yderligere. Vi vil meget gerne have andre læseres tanker og erfaringer på dette område tilsendt så snart som muligt, så du kan få nogle tanker og indspil fra flere end os i et meget vanskeligt dilemma.Mange hilsener

Annette og Jørgen

FACEBOOK: Bliv ven med Etik.dk

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
Trådet overblik  |  Fladt overblik

Hvis der var flere i samme situation, ville det så lindre din dårlige samvittighed?

Futte, publiceret d.17/03 12:39 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Overskriften på dit, selvskabte, problem, viser to forhold. - Nej, tre.:

1. Du har dårlig samvittighed. Men mener, at hvis andre også gør det, så må det kunne forsvares.
2. Du, dig selv og dit sexliv er mere vigtig for dig. (Men siger Jesus ikke, at vi skal fornægte os selv? Og ikke gøre mod andre, hvad vi ikke vil, at de skal gøre mod os?)

Og....

3. Da i blev gift. Var det så ikke et løfte om både at være sammen i både medgang og modgang? Og elske og ære hinanden?

Menneskers største dilemma, er deres ego. Ofte ser vi ikke, at de ting vi gør, er med afsæt i egoet. Og ofte kommer vi til, uden at ville det, at såre andre mennesker og endda os selv, når vort ego "får sin vilje".
Men det er slet ikke altid, at "får sin vilje" fører gode livsoplevelser med sig.

Jesus og Paulus forsøger at fortælle os, at vi skal lade være med at adlyde vort kød (vort selv), for det selv vil ting, der fører det dårlige med sig. Ja, de siger endda at kødet, selvet, leder til død.
De anbefaler, der i mod, at lytte til Ånden. (Du kan kalde det hjertet, samvittigheden, eller Helligånden)

Jeg vil anbefale dig det samme.
Og er du stadig i tvivl, så prøv at sætte dig ned i en stol og sig, højt, så du kan høre dig selv sige det:

"Kære Jesus Kristus! Jeg var ikke klar over, at jeg kunne tale med Dig og forvente at få et svar fra Dig. Men nu prøver jeg. Hjælp mig. Jeg er kommet i en situation i mit liv, hvor jeg har tvivl i mit sind om, hvad jeg skal vælge. Vil Du hjælpe mig? Vis mig den vej, jeg skal gå. Kom til mig, lige nu og hjælp mig. Tilgiv mig for alle mine synder og frels min sjæl. Hjælp min mand. Og hjælp mig. Amen!"

Så skal du bare se......!
Link

Kære Clara

erik, publiceret d.17/03 21:34 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Det er da helt fint, at du stadig kommer på besøg hos din mand, men det er jo klart, at du ikke længere kommer til at have erotik under nogen former med ham.

DERFOR synes jeg, det er godt for dig, at du har fundet en ven, som du både kan tale med om alt muligt - og samtidig kan have erotiske oplevelser hos.

Jeg har selv de sidste år af mit arbejdsliv afløst på plejehjem og ved derfor udmærket, at kærlighed og erotik ikke behøver at slutte, fordi ens ægtefælle bliver så dårlig, som det er tilfældet i dit tilfælde.

Kort sagt: Held og lykke med dit forhold til min navnebroder - og alt godt for din ægtefælle den tid han har tilbage.
Link

Sv. Kære Clara

josephine, publiceret d.18/03 10:48 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Prøv at se historien fra din ven Eriks side? Det kunne måske hjælpe dig til ikke at føle dig såret.

Jeg ved ikke om din Erik tænker som jeg, men min historie ligner din, blot set fra den anden side. Altså fra din ven Eriks side. Jeg er den kvindelige Erik, som mødte en mand med en dement kone.

Min historie er uinteressant i denne forbindelse, jeg vil blot spørge dig:

- Hvordan tror du det er, at blive glad for et menneske som allerede er gift og derfor ikke kan være 100 % til stede. I begyndelse går det måske meget godt, men så vil man (jeg) have mere og vil også meget gerne kunne råbe sin kærlighed ud. Vil gerne rejse på ferie måske eller blot komme og gå uden at tænke på, at den man elsker er bundet til anden side. Lige pludselig bliver det som skulle være den største glæde i livet noget fordækt og skamfuldt.

Tænker kun kvinder sådan??

Du skriver, at du sagde du aldrig ville forlade din mand, men ærligt talt så skulle du heller ikke have indlad dig med et andet menneske. Du vil til hver en tid kunne sige, hvis han vil have mere, at du hele tiden har sagt, at du ikke var fri og at han må nøjes.



Men man kan ikke få både i pose og sæk. Og du kan ikke have dine børn respekt eller din egen respekt, ved at ville det have både i pose og sæk.



Det er svært at vælge, meget svært at lade sig skille fra sin ægtefælle, hvad enten han er syg eller man blot er holdt op med at elske ham eller hende. Svært, fordi man så nødig vil gøre et andet mennesker fortræd, eller handler det mere om mod til at følge sine egne valg. Mod til at sige sandheden.



Hvis du elsker den anden mand du har mødt, så er der ingen vej uden om, så må du lade dig skille fra din syge mand, at have begge to, det er ikke fair, hverken over for dig selv, din ven eller over for dine børn.

Når alt dette er sagt, så vil jeg også sige at jeg føler med dig, for man forelsker sig ikke uden grund, og grund har du, når din mand er syg og han ikke mere er den mand du engang forelskede dig i. jeg vil håbe for dig at du bliver stærk nok til at gå efter det du ønsker dig allermest, og mod til at sige sandheden, så vil du også genvinde din søns respekt efterhånden, for ingen kan forlange du skal være i et ægteskab der ikke mere er et ægteskab.

Og der er ingen som siger, du ikke fortsat kan være til hjælp, på lige fod med, at jeres børn, kan du og din ven være der for ham.

Lykke til mange hilsner en læser.
Link

Sv. Kære Clara

erik, publiceret d.18/03 15:45 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
josephine skrev:
Prøv at se historien fra din ven Eriks side? Det kunne måske hjælpe dig til ikke at føle dig...


Altså jeg har arbejdet i plejesektoren i adskellige år - på begge sider af skrivebordet, altså både administrativt og som hjælper. Og jeg kan garantere, der ER mange nuancer i ovennævnte problem - fra moralske opstød til de pårørendes tænderraslen ved tanken om, hvad der mon sker med arven!!

Se fx filmen "Carlo og Esther" fra 1994 - den er ikke det rene fiktion, kan jeg garantere for.
Link

Kære Clara!

Else Lund, publiceret d.18/03 16:23 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Umiddelbart efter at jeg var startet på at læse dit indlæg i brevkassen, blev jeg klar over, at det er så vigtig en problemstilling – eller rettere flere problemstillinger, du tager fat på, at den / de bør have flere ord med på vejen. Også for at du kan fornemme, at det du gør, er så fuldt af ansvar og kærlighed til livet.

Det første er betroelser i intim- / privatsfæren.
Netop fordi du ikke er den eneste utro til en ægtefælle på plejehjem, vil din betroelse overordnet få en almenkarakter og en relevans for mange af dine medmennesker, jævnaldrende, yngre eller ældre. Du vil give mulighed for, at andre kan diskutere vigtigheden af, at man som menneske kan leve et indholdsrigt liv på alle planer – det være sig indgå i et tæt oplevelsesorienteret, praktisk, kulturelt, intellektuelt og eller erotisk fællesskab – en diskussion, som for mange vil blive nemmere, fordi man kan tage udgangspunkt i en situation uden for ens egen og derfra bevæge sig tættere sagens kerne. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med den betydning, som jeg tror filmen ”Carlo og Ester” har haft for mange. Der var det en mand, der havde en dement kone på plejehjem, der mødte foragten, til trods for, at han var en meget kærlig og omsorgsfuld mand for sin kone – ja reelt på samme måde som du for din mand.

Det næste er reaktionerne i omgangskredsen og familien.
Jeg er selv enke, men oplevede inden min mand døde en periode med tiltagende demens, hvor afstanden mellem os blev større og i alle tilfælde ikke ligeværdig. Allerede ½ år efter at være blevet alene oplevede jeg at finde et menneske, som har givet mig det samme, som din Erik har givet dig, og har heldigvis kun oplevet positive tilkendegivelser, selvom jeg qua andre i samme situation godt er klar over, at det absolut ikke er reglen. Vore situationer er ikke ens, men dog beslægtede.

Så melder spørgsmålene sig:
Hvorfor? Hvorfor er det så svært at håndtere, at ens bedste vens ægtefælle eller ens forælder i en sådan situation finder en livsfælle? Hvorfor skal børnebørnene holdes uden for? I hvor høj grad skal man bestemme over andres liv? – eller indirekte lade andre bestemme over ens også følelsesliv eller være medvirkende til, at man føler, at man lever med dårlig samvittighed?

Jeg tager det sidste spørgsmål først:
Jeg er fuldstændig overbevist om, at du, hvis eller når du læser dit brev igennem, og stiller dig selv spørgsmålet, om du har grund til at have dårlig samvittighed, vil svaret være nej. Ikke på noget tidspunkt, vil du føle at have handlet uigennemtænkt eller uovervejet. Reelt tror jeg, at det i stedet for at svigte fra flere sider handler om angsten for at miste.

Stiller jeg spørgsmålet til mig selv sat i din situation, kunne jeg fortsætte:
Er jeg bange for at svigte / miste mine børn, mine venner? Jo selvfølgelig! Men vil jeg ikke netop ved at give efter for et følelsesmæssigt pres på sigt svigte både dem og mig selv? – og miste mig selv? Hvad er grunden til, at børnene skal holdes udenfor? Er det fordi, det er svært for de voksne?

Vi vokser alle af at være elskede. Dine børnebørn kan kun være stolte af at have en far- eller mormor, der har så stort et hjerte, at hun både magter at elske en syg ægtefælle, som hun ikke kan nå, og elske livet i forpligtetheden til at leve det videre. En glad far- eller mormor har også mere overskud til at elske og give sig selv til sine børn, børnebørn og venner.

Der ligger mange store eksistentielle og etiske spørgsmål gemt her, men jeg tror, at en åben samtale om, hvad det vil sige at elske og hvad det vil sige at elske på trods, herunder også hvad det betyder at have en dement ægtefælle og alligevel have behov for et fælles liv med et andet menneske. Det er etiske spørgsmål, som altid vil være aktuelle og i alle aldre! Også for de mindste!

Jeg mindes et spørgsmål, som i en eksamenssituation blev stillet en ung pige på 17 år: Hvad er kærlighed? Hun gav svaret: At give!

Både i Grundtvigs digt: ”Kærlighed til fædrelandet” og Erik Lindsø’s bog: ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” tror jeg også, du kan finde formuleringer, som kan bestyrke dig i, at det, du så aktivt og reflekteret forholder dig, er det rigtige og dermed giver dig lyst og mod til fortsat at leve livet på kærlighedens præmisser i bred forstand.

At være ærlig og give sig selv i samværet med andre mennesker, at modtage, at forholde sig og fortløbende give svar på livets store spørgsmål? Ja, det kan kun være kærlighed, kærlighed til livet og til dem man deler det med. Og den opgave, har du så fint med dit velformulerede brev taget på dig. Jeg ønsker dig al mulig lykke i dit videre liv!

Kærlig hilsen EMTL
Link

Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?

Trude, publiceret d.19/03 09:54 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Kære Clara.
Jeg kan kun tilslutte mig ETML's svar til dig. Jeg har ikke selv været i din situation, men en af mine veninder har - og led alle de kvaler, som du nu lider. Til trods for støtte og opbakning fra venner og familie blev hun aldrig skyldfølelsen kvit, så længe hendes mand levede. Nu er hun gift med den ven, som holdt fast og gik hele vejen med hende.

Tænk, at du endnu engang har mødt en lige så dejlig mand som din nu syge ægtemand og vær glad og taknemmelig for det! Og husk på, at ingen andre, end ikke dine børn OG Erik, trods nok så tætte bånd, kan leve dit liv for dig. Jeg kan godt forstå, at din kæreste søns holdning gør dig usigeligt ondt, om end hans reaktion til dels synes forståelig - med din beretning om dit ægteskab må hans barndom være en meget kærlig og harmonisk erindring for ham. Jeg tillader mig at sige, at hvis nogen er lidt 'egoistisk' her, så er det ikke dig (som indikeret i et af svarene her på siden), men ham, selv om den som sagt kan forstås en en vis udstrækning. En dag er din ægtemand død, og hvad så? Så sidder du dér, mens verden omkring dig går videre!

Når den gode Gud nu har sendt dig sådan en ny, dejlig mand, som Erik ifølge dig selv er, som elsker dig og kan rumme dig og din situation.Tak din Gud og bed ham om hjælp og støtte til at styrke dig, så ordner det sig - der sker det, der må ske - og livet på Jorden er nu engang den store, eksistentielle udfordring!

Gud tilgiver alt - det gør/kan vi mennesker ikke - så bær over med os. - Og kig bare i Erik Lindsøs bog "Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder", som foreslået i et af svarene.

De varmeste hilsener og tanker
HTH
Link

Tak den gode Gud?

Minos, publiceret d.22/03 14:30 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Hvordan kan det hænge sammen, når Trude/HTH skriver: "den gode Gud har sendt dig sådan en ny, dejlig mand ... Tak din Gud og bed ham om hjælp og støtte".
Det giver simpelthen ikke mening, når vi ved, at den samme gode Gud siger at man ikke må bedrive hor. Hvordan skulle man så kunne takke Gud for utroskaben (som spørgeren ærligt kalder det) og bede ham om støtte i at være sin ægtefælle utro?!
Du fortjener fuld forståelse for at din situation er meget svær, og at du fristes meget hårdt. Men du har lovet at ville "elske og ære til døden skiller jer ad" - ikke til seksualiteten eller charmen tørrer ud. Alle gode råd til at gøre noget andet ender i hjernespind og dårlige undskyldninger.
Men bed den gode Gud om tilgivelse, så får du den, og kan "forbedres i et helligt liv". Sådan har mennesker bedt om det i den lutherske kirke i mange hundrede år. (Den er godt nok ved at ryge ud, den bøn efterhånden, hvorfor mon?)
Link

Kære Ven

Ekko, publiceret d.22/03 18:25 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Først vil jeg udtrykke min forståelse for dig og dybe respekt, fordi du vil dele et så så svært dilemma med dine medmennesker/os.
Jeg opfatter dig som et meget ærligt menneske, der vil andre det godt.
Men du har svært ved at passe på dig selv, og det er vi mange kvinder i vores årgang, der har.
Og hvis/når det forholder sig sådan, kan vi komme i store dilemmaer i vores liv, hvor vi får svært ved at stille alle(inkl. os selv) tilfreds.
For selvfølgelig har du også stadig behov for tilfredsstillelse i dit liv.
(Jeg forstår, at dit ægteskab har du værnet om i mange svære år) måske har du strakt dig ud over, hvad der er muligt at forvente af et menneske(også af dig selv).
Jeg vil dele en oplevelse fra mit arbejdsliv med dig.
Det handler om en kvinde, der på det tidspunkt var på min egen alder, og derfor har det rørt mig.
Hun fik en diagnose, som det er håbløst for ethvert menneske uanset køn at leve med. Hun søgte simpelthen om skilsmisse, for at sætte ægtefællen fri. Men hun havde jo også sin selverkendelse i behold.
Du er jo i en helt anden situation. Din ægtefælle er jo ikke længere realistisk omkring sig selv eller din situation, for det er jo lige på det punkt, han er hårdest ramt.
Prøv at tænke på, hvad ville han have gjort af kærlighed til dig, hvis rollerne var byttet om, og han kunne tage stilling til situationen. Hvad ville han have støttet dig i? af kærlighed til dig og dit bedste.
Og vær så igen ærlig overfor dig selv.
Du skal jo videre i dit liv. Jeg fornemmer på dit indlæg, at du er nødt til at træffe et valg.
Jeg vil bede for dig, at du træffer et valg, som du kan stå ved overfor dig selv og Vor Gud og Far i himlen.
Link

Skvaldrende kvinder

Bent Laursen, publiceret d.22/03 18:31 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Nej, du er bestemt ikke den eneste utro kvinde i landet - hverken med eller uden mand på plejehjem. Og du er desværre heller ikke den eneste kvinde, der forveksler et personligt anliggende med et anliggende af almen interesse.

Det er en af de væsentligste årsager til, at vi er godt igang med at nedbryde vor civilisation for at lade den erstatte af et offenligt rum fyldt med skvaldrende, følelsesfulde og navlebeskuende kvinder.
Link

Svar på tiltale Bent Laursen.

Ekko, publiceret d.22/03 21:46 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er jeg den eneste utro kone til en mand på plejehjem?
Hvad med lidt selvransagelse.
Hvad bruger du det offentlige rum til?

Du skal ikke have lov til at ødelægge dette forum!
Det handler jo netop om etik og ikke om dine personlige angreb og fordømmende holdninger over for kvinder i almindelighed.
Link
Mere:   1 | 2   Næste

flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock

Job på k.dk I samarbejde med Jobzonen

  1. Administrationschef til KFUM og KFUK

    KFUM og KFUKs Landskontor

    Oprettet den: 14-04-2014

  2. Kirkemusiker og lovsangsleder

    Bethlehemskirken

    Oprettet den: 25-03-2014

  3. Christians Sogns Menighedspleje søger Sognemedhjælper

    Kristeligt Dagblad

    Oprettet den: 01-04-2014

  4. Børne- og ungemedarbejder

    Værløse Sogn

    Oprettet den: 16-04-2014

  5. Vil du arbejde og udvikle sammen med frivillige i KFUM og KFUK?

    KFUM og KFUK

    Oprettet den: 14-04-2014

  6. Skoleleder til Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Oprettet den: 07-04-2014

Se flere jobmuligheder
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​