Ytringsfriheden har åndsfriheden som forudsætning

Hvad skal vi med ytringsfriheden, hvis ingen tænker originalt?

FOR ET PAR UGER SIDEN udgav en kreds af personer – heriblandt undertegnede – et skrift med titlen ”21 teser om åndsfrihed” (se www.åndsfrihed.dk). Emnet er blevet taget under behandling i dagbladet Information og i særdeleshed her i Kristeligt Dagblad, medens de gamle omnibusaviser stort set har forbigået sagen med en larmende tavshed.

LÆS OGSÅ: Bred religiøs gruppe vil kæmpe for åndsfrihed

De fleste pressefolk kender deres besøgelsestid, når talen er om ytringsfriheden. Men måske er man tilbøjelig til at overse, at ytringsfriheden selv hviler på et endnu dybere fundament, nemlig åndsfriheden. Åndsfriheden er ytringsfrihedens storebror. Ytringsfriheden er, når det kommer til stykket, bare et billigt paradenummer, hvis den ikke bunder i åndsfriheden.

For hvad skal vi med ytringsfriheden, hvis alle mener og siger det samme? Eller nogenlunde det samme. Eller bare det modsatte af det, de andre mener. Så bliver ytringsfriheden akkurat lige så udsigtsløs og ligegyldig som den politiske diskussion om betalingsringen.

LÆS OGSÅ: De har underskrevet 21 teser om åndsfrihed

ALLE PLAPRER LØS om deres synspunkter på sagen, og diskussionen bølger frem og tilbage. Alt er æltet godt og grundigt ind i partitaktiske manøvrer. Det er foreløbigt endt med, at modstanderne har trukket det længste strå, og regeringen er gået baglæns og har ædt sit eget forslag.

Men nu begynder så besindige folk at pege på, at der jo faktisk stadig eksisterer et problem med kilometerlange køer, trængsel og partikelforurening i hovedstaden. Det problem kunne vel være afhjulpet med en trængselsafgift. Men nu er man slået tilbage til start.

Hvad skal vi med ytringsfriheden, hvis ingen tænker frit og originalt, fordi ens mening allerede er parkeret i pengepungen eller i partidisciplinen? Ytringsfriheden har åndsfriheden som forudsætning, og åndsfriheden er betinget af, at borgere og politikere i et samfund gør sig selvstændige overvejelser om de fælles anliggender og er villige til at indgå i en herredømmefri dialog med andre.

Styrken i et samfund måles ikke på graden af enighed mellem borgerne. Idealet er ikke, at alle marcherer i takt i samme retning – eller kører i ring. Styrken ligger tværtimod i den spændvidde af meninger og overbevisninger, et samfund kan rumme uden at falde fra hinanden.

Åndsfriheden indbefatter en frihed til forskellighed. Den hviler på den grundforudsætning, at ingen har privilegeret adgang til den højere sandhed om mennesket, samfundet og verden. Ingen er så klog, at man ikke kan blive klogere ved at lytte til andre. En diskussion er derfor en invitation til at udvide sin horisont – og ikke bare at tromle sit eget politiske synspunkt igennem.

Naturligvis kan man mene, at dette synspunkt er udtryk for en romantisk og sentimental magtaskese. For politik handler vel netop om at gribe magten og skabe resultater? Javist. Men på den anden side er jeg overbevist om, at det er her, man skal finde årsagen til den udbredte politikerlede i moderne tid.

LÆS OGSÅ: 21 teser tegner måske en afgørende skillelinje i dansk politik

Politikerne sætter deres personlige troværdighed over styr, fordi de reagerer mekanisk og teflonagtigt over for modstandernes argumenter. Havde de været frie ånder, der alene var bundet af deres personlige overbevisning, ville de indimellem være grebet af anfægtelser og måske ligefrem ende med at give modstanderen ret. Dermed ville man skabe saglige løsninger, som er til gavn for fremtidens samfund. Men kære læser: Hvornår har du sidst oplevet noget i den retning