Begge overlevede, men siden er det gået de to meget forskelligt. Hun er fortsat traumatiseret, 50 procent invalid og er netop blevet i stand til at begyndte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Efter tre års fængsel er han blevet ansat i lære hos den kendte kok Claus Meyer.

LÆS OGSÅ: De retspolitiske stramningers æra er forbi

Er det rimeligt, spørger hun nu via medierne? Hun er end ikke færdigopereret, før hendes gerningsmand er blevet hjulpet i retning af en ny karriere. Bør prioriteringen fra samfundet ikke altid være offeret først, dernæst forbryderen?

Netop den diskussion har bølget gennem medierne de seneste to dage. Sympatien for 29-årige Marlene Duus har været enorm, og det bør den også være, mener Birgit Søderberg, der er formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK). For ikke alene er Marlenes historie forfærdelig, hun har også en væsentlig pointe, som der alt for sjældent bliver talt om. Nemlig at den langsigtede hjælp til de 2000 voldsramte kvinder, der hvert år opsøger landets krisecentre, halter gevaldigt.

”Det er krænkende for os allesammen, at en gerningsmand skal løslades få år efter at have begået så alvorlig en forbrydelse. Vi skal ikke sætte velfungerende resocialisering ud af funktion, men sagen rejser en række dilemmaer, som vi bør diskutere nærmere. Eksempelvis om straffen for partnervold er høj nok, og om det er rimeligt, at en gerningsmand, der har begået en så alvorlig forbrydelse, skal løslades allerede efter to år,” siger Birgit Søderberg.

Men sådan kan man ikke gøre tingene op, mener lektor i kriminologi på Aarhus Universitet Anette Storgaard. Hun er enig i, at det lyder, som om Marlene ikke er blevet hjulpet godt nok. Men mener samtidig, at sagen ikke er udtryk for en generel tendens til, at resocialisering har fået større fokus end hjælp til ofrene. De to ting er man nødt til at adskille. Marlene Duus vil ikke få det bedre af, at han fik det værre. Måske tværtimod.

Langt de fleste løsladte kommer ud til arbejdsløshed og måske også boligløshed og med begrænset venskabskreds. Og det er med til at skubbe dem i retning af nye forbrydelser, påpeger hun. Så ved at hjælpe hendes ekskæreste er man samtidig med til at minimere risikoen for, at han begår vold igen mod Marlene eller en anden pige.

”Resocialisering betyder, at man bliver integreret i det samfund, man har været taget ud af. Og det er svært at finde noget negativt ved det. Men der er selvfølgelig stadig et offer, der lider, og det bør der tages hensyn til. Det handler bare ikke om at gøre mindre for gerningsmanden, men udelukkende om at gøre mere for ofret. Han skal selvfølgelig ikke forgyldes. Han får kun det, alle bør få mulighed for: Et godt arbejde,” siger hun.

Formanden for Retspolitisk Forening, advokat Bjørn Elmquist, er helt enig. For et retssamfund er nødt til at have generelle regler. Så selvom offeret får tragiske skader og dør, har vi for 100 år siden bevæget os væk fra det synspunkt, at det skal gå gerningsmanden, som det gik ofret, påpeger han:

”Jeg kan godt forstå ofrets bitterhed. Men vi bliver nødt til at tænke på nye ofre og derfor reducere risikoen for tilbagefald. Hvis vi opgav prøveløsladelse og resocialiseringstilbud til gerningsmanden på grund af offerets situation, så ville vi forlade et generelt retsprincip,” siger Bjørn Elmquist, der understreger, at princippet om resocialisering først og fremmest sker, fordi samfundet på den måde kan undgå nye forbrydelser.

”Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at lette ofrets situation. Min erfaring er, at en af de måder, vi kan hjælpe på, er at lave særlige konfliktråd, hvor offer møder gerningsmanden som den lille og ikke længere som en bøddel. Det betyder, at mange kan komme videre bagefter,” siger han.