Ritzau |
15. februar 2012
Sundhedsvæsenet har svært ved at håndtere udviklingshæmmede kræftpatienter. De reagerer anderledes, end lægerne er vant til. I Odense opgave lægerne at operere en kræftsyg kvinde, fordi hun var retarderet
Flere og flere udviklingshæmmede får kræft. Det stiller store krav til sundhedsvæsnet og det pædagogiske personale på bostederne.
Ofte opdages kræft senere hos udviklingshæmmede, som selv ikke er opmærksomme på uvante symptomer. Og selv når beboeren eller personalet er klar over, at noget er galt, kan det være svært at få lægen til at forstå det.
LÆS OGSÅ:
Handicappede kræftpatienter går for længe "Når lægen spørger, om noget gør ondt, og beboeren svarer "nej", bliver de nogen gange bare sendt hjem igen. Lægen mangler en forståelse for, at den udviklingshæmmede kommunikerer sin sygdom på en anden måde end andre, og at svarene ikke altid kunne tages for pålydende, siger projektleder hos Socialt Udviklingscenter," Maria Lincke Jørgensen.
Hun lavede sidste år en stor undersøgelse af udviklingshæmmede og kræft.
Derfor mener hun også, at det kan være nødvendigt at undersøge udviklingshæmmede på en anden måde end andre patienter.
"Når patienten ikke selv kan sige, hvad der er galt, opstår der jo nogle problemer. Det kan være nødvendigt at lave undersøgelsen, som man ville lave den på børn eller en kattekilling," siger hun til Ritzau.
Når udviklingshæmmede møder sundhedsvæsnet, kan det i værste går helt galt. En 65-årig udviklingshæmmet kvinde døde ifølge Politiken af kræft i bugspytkirtlen på trods af, at en mindre knude var fundet i så god tid, at det var muligt at behandle.
LÆS POLITIKENS ARITKEL:
Læge opgav operation, fordi patienten var retarderetMen undersøgelsesforløbet trak ud i måneder, og operationen blev ifølge lægens journal ikke lavet med henvisning til "at patienten er lettere retarderet".
"Det er naturligvis et meget ekstremt eksempel. Men vi oplever andre også ikke livstruende situationer, hvor patienter sættes bag i køen, eller hvor man viger tilbage fra behandling. Uden tvivl ofte i misforstået hensyn, fordi man mener, patienten vil have svært ved at forstå behandlingen eller vil lide under den," siger Sytter Kristensen, formand for foreningen for udviklingshæmmede, LEV.
"Men som udgangspunkt skal denne gruppe patienter have præcis sammen behandling som alle andre, og så må man prøve at forklare dem, hvis behandlingen vil påføre dem nogle lidelser undervejs," siger hun.
Også Maria Lincke Jørgensen peger på, at behandling af udviklingshæmmede rejser nogle store etiske problemer for sundhedsvæsnet og pædagoger. Ofte er personalet bekymret for om det største overgreb begås ved en behandling, som patienten måske ikke rigtigt kan forstå, eller ved at lade være med at behandle.
"Men der er al mulig grund til at tale om, hvordan vi tackler disse ting, for udviklingshæmmede lever som andre i dag længere og samtidig ligner deres livsstil også mere andres med røg og alkohol. Det vil betyde flere livsstilssygdomme, inklusive kræft," siger hun.
Hendes undersøgelse bygger på blandt andet rundringning til 100 botilbud og interviews. Allerede i dag har et ud af ti botilbud for udviklingshæmmede mindst en beboer med kræft, viser undersøgelsen.
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk