Der er tale om en mere eller mindre skjult nytteetisk kalkule, hvor der ikke kun peges på det, som tjener patientens bedste, men også samfundets bedste. Det er særligt samfundsnytten, der bliver problematisk, fordi patienter sjældent nytter særlig meget, med mindre de bliver raske i en fart.

Betragter vi sundhedsvæsenet i dag, er det vores blikretning, der har ændret sig. Vi taler stadig om lighed og solidaritet, men når dagligdagens udfordringer møder os, fokuseres der mere ensidigt på samfundsinteressen, samfundsøkonomien og dermed nytten i et større perspektiv.

Der har indsneget sig en bacille i vores bevidsthed, hvor der i stadig større grad fokuseres på det, som "betaler sig". Det betaler sig ikke, at danskerne drikker, ryger og spiser det forkerte i de forkerte mængder. Borgerne skal derfor betinges til en ændret sundhedsadfærd, som var det Pavlovs hunde. Med de bedste intentioner forsøger man at ændre borgerens sundhedsvaner. Hvis det ikke lykkes, og borgeren bliver syg, ligger der en tanke på spring: "Det er din egen skyld, du kunne jo bare have gjort, som vi sagde."

Som det gælder med spørgsmålet "Kan det betale sig?", er udtrykket "selvforskyldte sygdomme" et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte, men ofte ligger som en præmis i debatten. Til grund herfor ses en tiltagende orientering mod nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske samfundsinteresser.

Med denne opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld, men også ansvar. Alle skal i dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig større omfang også egen sygdom. Lige adgang til sundhedsvæsenet betyder derfor, at vi alle skal følge en lige linje på vejen til sygehuset – ellers trækker det ned i regnestykket. Det er her, kløfterne opstår, og de flotte paroler om lighed falder til jorden.

Men hvad er så løsningen? Den nytteetiske bacille inficerer vores forpligtelse til lighed og solidaritet. Vi skal tilbage til et menneskesyn, som i sin grundsubstans hviler på hensynet til medmennesket. Vores forpligtelse til at betragte alle patienter uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller ej. En forpligtelse, der fokuserer på lighed og fællesskab ud fra en norm om at handle til gavn for den enkelte patient. Et udgangspunkt, der kort og godt går ud på, at vi hjælper patienterne uden først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på grund af nytteetiske kalkuler.