I sommeren 2010 fik 21 mennesker fra hele verden en opfordring, de dårligt kunne sige nej til. FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, ville nedsætte et panel af verdens mest engagerede og indflydelsesrige mennesker i klimadebatten – med den bundne opgave at finde nye veje til at skabe en grønnere økonomi og bekæmpe fattigdom i verden. En af de udvalgte var EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard.

LÆS OGSÅ: Ny mådeholdenhed skal hjælpe klimaet

I denne uge præsenterede hun sammen med Ban Ki-Moon og de andre 20 så deres rapport, som skal være et kvalificeret indspark til FN-topmødet om bæredygtighed i Rio de Janeiro til juni. Og konklusionerne er så klare, som de er dystre: Inden 2030 vil der ske op mod en fordobling i den globale efterspørgsel på energi, fødevarer og vand. Skal verden imødekomme det behov, skal vi til at tænke vækst på en helt ny måde, siger Connie Hede-gaard:

”I 1970’erne lød parolerne: Stop væksten. Det siger vi ikke, for det giver ingen mening i dag. Tag eksempelvis de 400 millioner indere, der ikke har adgang til energi – det skal de selvfølgelig have. Alt andet vil være amoralsk. Men vi er nødt til at respektere naturens og klimaets grænser og skabe vækst på en klogere og mere grøn måde end tidligere.”

Klimaforandringer og bæredygtighed var øverst på den politiske dagsorden for to år siden i forbindelse med klimatopmødet i København. Siden er debatten næsten forsvundet. Er verden overhovedet klar til de radikale ændringer, I lægger op til?

”Der er sket et skifte, så opmærksomheden på klimaet er flyttet fra det politiske niveau og ud i virksomheder og kommuner. Langt de fleste steder – ikke bare i Danmark – har man nu konkrete klimaplaner. Jeg synes også, bevidstheden om udfordringerne med energiressourcerne, klimaet og bæredygtigheden har bundfældet sig bredt i befolkningen. De fleste er begyndt at tænke over det mærkelige vejr. I Etiopien sagde en landmand til mig: Årstiderne følger ikke deres normale rytme længere, så jeg kan slet ikke bruge min fars råd om, hvordan man driver landbrug. Det er her, diskussionerne foregår nu samtidig med, at den selvfølgelig stadig foregår politisk, bare mindre synligt. Så ja, jeg vil mene, verden er klar, hvis verden vil.”

Denne rapport kommer jo ikke – som det er normalt – fra et panel af forskere, men fra top-beslutningstagere. Hvilken forskel kan det gøre i forhold til, om jeres konklusioner faktisk bliver brugt?

”Det er umuligt at sige, om det gør en forskel. Men vi har den fordel, at vi kommer fra alle regioner af verden og har i kraft af vores stillinger en vis gennemslagskraft. Og så har vi forsøgt at være så konkrete som muligt. Vi har eksempelvis som målsætning, at de 1,4 milliarder mennesker, som i dag ikke har adgang til ren energi, skal have det i 2030. Statsstøtten på 400 milliarder årligt til forurenende energikilde som olie, kul og gas skal udfases. U-landsbistanden til Afrika skal målrettes bæredygtige projekter. Mange ø-staters største udgift er importen af diesel, og de er dermed et god eksempel på, at vi er nødt til at sammentænke udvikling, fattigdomsbekæmpelse, adgangen til energi og klimapolitik, hvis vi skal løse udfordringerne.”

I fremhæver også behovet for en ny måde at tænke vækst og beskatning på. Hvordan skal det forstås?

”Hvis vækst bliver skabt ved eksempelvis at udpine vandressourcer eller hælde så meget spildevand ud i floderne, at folk bliver syge af det, så sender vi blot en regning videre til fremtiden. Derfor er vi nødt til at have et mere avanceret vækstbegreb, hvor vi sætter en pris på, hvad væksten koster i eksempelvis fældet skov og forurening. I dag er der kun skat på udledning af C02, men det bør der også være på de mange andre måder, vi skader naturen og klimaet på.”

Der har været foreslået meget og talt længe om klimaforandringerne. Hvorfor er det så svært at få gennemført ændringer i vores levevis?

”Det har meget at gøre med, at politikere oftest arbejder med ret korte tidshorisonter. Hvis fordelene af deres hårde prioriteringer først kommer efter, at de skal genvælges, er motivationen ikke så stor. Så enkelt er det. Det samme gælder mange almindelige borgere, som tænker: Hvorfor skal vi betale for noget, som vi ikke får glæde af før om mange år, måske aldrig? Men der er noget opmuntrende i, at for bare tre-fire år siden sad miljøarbejderne stadig gemt væk i kontorer ned ad gangen – i dag sidder de med i direktionslokalet. Og den generelle interesse for klimaet er større end nogensinde. Kineserne har fundet på en smart måde at gøre udfordringerne nærværende på. Hvert år opgør de, hvor mange procent af landets bruttonationalprodukt, klimaforandringerne koster. De koster cirka to procent. Det er da til at forstå.”

Hvis vi virkelig skal imødegå klimaforandringerne, hvad er så de afgørende livsstilsskift, vi må indstille os på i den vestlige verden?

”Jeg tror på, at vores forbrug er nøglen til forandring. Og her er der behov for at stille spørgsmålet: Kan vi også blive lykkelige ved bare at have nok i stedet for hele tiden at ville have mere? Jeg fornemmer heldigvis, at den økonomiske krise har sat fart på netop det skifte i måden at tænke lykke på. Vi skal selvfølgelig ikke holde op med at forbruge, men vi er nødt til at gøre det smartere. Det kræver faktisk ikke alverden at være lidt mere bevidst om vores daglige valg.”