I 2010 blev en længe ventet lov om magtanvendelse vedtaget, der giver mulighed for at ansøge kommunen om tilladelse til at anvende GPS eller lignende, når et menneske med demens ikke selv kan give sit samtykke. Det er således muligt at udstyre demenslidende med en GPS eller chip, så de kan spores, hvis de forvilder sig ud. Det kræver imidlertid, at de har de rigtige sko eller klæder på, og ikke går ud f.eks. i sutsko eller bare fødder.

Overvågning uden accept fra den overvågede er som udgangspunkt ulovligt, med mindre personen falder ind under den nye lovs bestemmelser. Det kræver indsigt og viden at vurdere. Derfor er der, som på hele det plejefaglige område, brug for bedre uddannelse af personale – og populært sagt skal der være mere viden og bedre tid til at være sammen med demenslidende. En mulig form for løsning er tæt omsorg og involverende aktiviteter, tilstrækkelig fysisk aktivitet og ture ud i naturen – som middel mod kedsomhed, kropslig uro og rastløshed. Det vil afhjælpe problemet hos nogle demenslidende, men ikke alle.

For de få, som af en eller anden grund forvilder sig ud eller har behov for at bevæge sig udenfor uden at kunne tage vare på sig selv eller finde hjem, er der pt. to muligheder. At der altid er en anden kompetent og forstående person til at gå med udenfor eller om nødvendigt at aflede opmærksomheden. En GPS er kun en ekstra sikkerhedsforanstaltning for at øge chancen for, at personen kan findes i tide, hvis uheldet er ude, og personen alligevel farer vild. Den anden mulighed, hvis problemet er meget stort, er at flytte personen til en institution med ret til at låse dørene, det der hedder et gerontopsykiatrisk plejehjem. Den slags er der dog i dag meget få tilbage af, efter at de fleste blev nedlagt i 1980’erne.