En rundringning til Socialstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Hjælpemiddelinstituttet og en af de største og mest teknologivenlige kommuner peger dog entydigt i retning af, at de nye muligheder for overvågning ikke bliver brugt. Den samme opfattelse har man i Danske Handicap-organisationer, der repræsenterer alle typer handicap. Ifølge Sytter Kristensen skyldes det især en generel forskrækkethed i det sociale system over for kontrol og overvågning.

”Det ligger dybt i kulturen, at pædagogik er bedre end kontrol. Men særligt i disse sparetider er det tydeligt, at der ikke er personale nok til at holde et ordentligt sikkerhedsniveau. Og dermed svigter man den grundlæggende omsorg, som altid bør være det vigtigste,” siger hun.

I Socialpædagogernes Landsforbund er det også formand Benny Andersens klare oplevelse, at det nye system ikke bliver taget i brug. Han forklarer det med, at mange institutionsledere simpelthen ikke ved, at det eksisterer. Men forklarer det også med en kultur, hvor pædagogerne altid forsøger at bruge egne faglige ressourcer frem for teknologi. Og det kan give problemer, erkender han.

”Der er måske nok en tendens til at vægte hensynene lidt forkert. Den faglige stolthed kan vinde over de pårørendes tryghed, men det er også en svær balance. Hvornår forbedrer man en beboers liv ved at frihedsberøve ham, og hvornår sker det modsatte? Det er en etisk diskussion, jeg kun kan opfordre alle socialpædagoger til at tage åbent,” siger han.

I Landsforeningen LEV opfordrer man desuden til, at det bliver centralt registreret, hvor mange der bruger overvågningen. Ligesom det i øvrigt er tilfældet i det psykiatriske system. I det sociale system har ingen overblikket, og det er farligt, påpeger Sytter Kristensen. For hvis brugen pludselig eksploderer, kan det eksempelvis være udtryk for, at nogen bruger det som genvej til besparelser på den pædagogiske indsats.