Jeppe Villadsen skriver fra Kenya skriver fra Kenya |
19. januar 2012
Efter mange år med fald i antallet af aborter er udviklingen ved at vende – især i verdens fattigste lande, hvor færre bruger kondom, viser undersøgelse
I årevis har verdens aborttal kun kendt en vej: nedad. Færre kvinder har hvert år valgt at få abort. Men nu er kurven fladet ud.
Det ser ud til at hænge sammen med en opbremsning i brugen af kondomer, især i u-landene, viser en undersøgelse fra verdenssundhedsorganisationen WHO og den amerikanske forskningsinstitution Guttmacher Institute.
LÆS OGSÅ: Quizz: Hvad ved du om abort?Fra 1995 til 2003 faldt antallet af aborter blandt kvinder i den fødedygtige alder fra 35 til 29 pr. 1000 kvinder. I 2008 var den globale abortrate forblevet næsten uændret på 28, viser undersøgelsen, der blev bragt i går i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet.
Og i u-landene var der intet fald i perioden 2003-2008.
”Tendensen med fald i aborter, som vi har set på verdensplan, er gået i stå, og vi ser også, at en stigende andel af aborterne forekommer i u-landene, hvor de ofte sker i hemmelighed og er usikre. Det giver grund til bekymring,” siger Gilda Sedgh, der er seniorforsker ved Guttmacher Institute og hovedforfatter til undersøgelsen.
”Udviklingen falder sammen med en opbremsning i brugen prævention. Uden større investeringer i familieplanlægning af høj kvalitet må vi forvente, at tendensen vil fortsætte,” siger hun.
Undersøgelsens resultater føjer sig til bunken af materiale, der peger på, at restriktive abortlove ikke fører til lavere aborttal. Eksempelvis lå abortraten i Afrika på 29 pr. 1000 kvinder og i Latinamerika 32 pr. 1000 i 2008 – begge områder, hvor retten til abort i langt de fleste lande er stærkt begrænset. I modsætning hertil har Vesteuropa med sin langt mere lempelige abortlovgivning en abortrate på blot 12.
Forskerne bag undersøgelsen har også fundet frem til, at næsten halvdelen af alle aborter på verdensplan er usikre. Og stort set alle usikre aborter forekommer i u-landene. Der dør 220 for hver 100.000 kvinder i verden som resultat af usikre aborter.
”Dødsfald og handicap på grund af usikker abort kan forebygges næsten 100 procent, og der er sket visse fremskridt i udviklingsverdenen. Afrika er undtagelsen. Kontinentet tegner sig for 17 procent af u-landenes kvinder i den fødedygtige alder, men halvdelen af alle dødsfald på grund af usikre aborter,” bemærker Iqbal H. Shah fra WHO, der er medforfatter til undersøgelsen.
Richard Horton, redaktør af The Lancet, siger:
”Disse tal er dybt foruroligende. Fremskridtene fra 1990’erne er sat i bakgear. Derfor er det nu en afgørende prioritet for alle lande og institutioner, der arbejder med global sundhed, at fremme politikker, der mindsker abortantallet.”
Han fortsætter:
”At fordømme, stigmatisere og kriminalisere abort er en grusom og fejlslagen fremgangsmåde. Det er på tide at få en tilgang til folkesundheden, der lægger vægt på at mindske skader – og det betyder en mere liberal abortlovgivning.”
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk