Der er mangel på organdonorer i Danmark. Hvad mener du om forslaget om, at et økonomisk incitatment vil kunne få flere til at melde sig til Donorregistret?

”Det er jeg betænkelig ved. Først og fremmest af principielle grunde. Jeg synes, at det er en rigtig dårlig idé at kommercialisere et af de få områder i samfundet, hvor vi opfordres til at hjælpe hinanden uden at få noget for det. Det er med til at stifte et fællesskab, at jeg, når jeg ikke selv har brug for mine organer mere, kan donere dem til andre. Hvis man gør det til en forretning, bliver andre til kunder i stedet for medborgere. Jeg er selv tilmeldt Donorregistret, men hvis det bliver lavet om til en butik, melder jeg mig fra igen. Organdonation er et sted, hvor vi hjælper hinanden – ikke et sted, hvor vi skal handle med os selv. Jeg frygter derfor, at man i sidste ende risikerer at skræmme donorer væk, hvis man kommercialiserer området.”

LÆS OGSÅ:De 10 vigtigste ting om organdonation

Skal man så blot lade problemet med manglende donorer være uløst?

”Nej. Vi skal opdrage hinanden til at indgå i organdonation. For det er en fantastisk mulighed for at kunne hjælpe andre til et længere og bedre liv. Så vi skal gøre, hvad vi kan for at få så mange donorer som muligt. Men ikke ved at lave vores kroppe om til handelsvarer. Opgaven er at gøre det til en naturlig del af at være borger i vores fælles samfund. Organdonation skal bygge på en fællsskabsfølelse og en gavelogik.”

Betyder det, at du går ind for såkaldt formodet samtykke, som indebærer et aktivt fravalg af at være donor?

”Jeg tror, at formodet samtykke vil være svært at indføre fra den ene dag til den anden, når vi nu har den anden ordning med tilmelding til Donorregistret. Men jeg synes faktisk, at formodet samtykke på sigt er en god idé. På den måde bliver det til et spørgsmål om, hvilket samfund vi gerne vil være fremfor et spørgsmål om at holde på sin ret til ikke at ville være med. Et samfund, hvor vi begynder at kræve penge for at blive donorer, eller et, hvor vi giver, når andre har brug for det. Hvis man hele tiden har fokus på sig selv, får vi bare seks millioner mennesker, der ikke er forpligtet over for hinanden. Det, synes jeg, er en fattig form for fællesskab. Der er nok i tiden, der trækker den vej. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder og udbygger institutioner, der trækker i den anden retning – og her er organdonationssystemet en af dem.”

Men kan disse principielle holdninger ikke ende med at koste menneskeliv?

”Det mener jeg ikke. For der er også et mere jordnært spørgsmål. Vil det overhovedet virke at indføre økonomiske incitamenter? Det er der ikke meget, der tyder på. Det vil jo ikke få flere mennesker til at hjernedø, at vi indfører dem. Og det er en forsvindende lille del af dem, som hjernedør i dag, der ikke bliver donorer, fordi de ikke står i Donorregisteret. Vil man for alvor gøre noget ved organmanglen, skal man bruge ressourcerne på at strømline donationsystemet i sundhedsvæsenet. Mere uddannelse af personalet, bedre koordinering af indsatsen med at identificere potentielle donorer med mere. Det kunne gøre en forskel. Dette arbejde er allerede sat i gang gennem Folketingets etablering af Dansk Center for Organdonation i 2007. En styrkelse af dette vil for mig at se være en langt bedre anvendelse af de økonomiske midler end en lille kontant belønning til dem, der melder sig i Donorregisteret – og fastholde organdonation som noget af det, der stifter fællesskab mellem os.”

remar@k.dk