Denne episode fra 2007 har nu ført til, at den 33-årig såkaldte baneløber (i lange sorte bukser) skal betale en erstatning på 1,9 millioner kroner.
- Lars Helsinghof Bæk/Scanpix
Ritzau/Morten Rasmussen |
10. januar 2012
MED AFSTEMNING 33-årig mand skal betale 1,9 millioner kroner for at have løbet ind på banen under landskamp. Men er det rimeligt?
Er det rimeligt at straffe så hårdt, at folk risikerer at flytte fra hus og hjem?
Hvad er ret og rimeligt? Er det eksempelvis rimeligt, at en 33-årig mand og hans familie risikerer at flytte fra hus og hjem, fordi han i 2007 begik den dumhed at løbe ind på banen under en landskamp mellem Danmark og Sverige?
Det er spørgsmålet efter at Østre Landsret i dag har hævet erstatningskravet mod den 33-årige, kendt som "baneløberen".
LÆS OGSÅ: Hævn er folkets retRegningen vokser dermed for den mand, der i fuldskab i juni 2007 afbrød en fodboldlandskamp mod Sverige i Parken.
Østre Landsret har tirsdag dømt den nu 33-årige mand til at betale næsten to millioner kroner i erstatning til DBU - eller helt præcist: 1,869.269 kroner.
Tidligere mente Københavns Byret, at en erstatning på 900.000 kroner var passende.
Manden mente, at dommen var forkert, men begik altså en ny bommert ved at anke dommen til Østre Landsret.
Nu er beløbet vokset, og dermed risikerer han nu at måtte gå fra hus og hjem.
Dommerne i landsretten mener dog ikke, at der er grund til at lempe erstatningens størrelse.
Under kampen mod Sverige i Parken løb manden ind på banen, og det betød, at kampen måtte afbrydes.
Landsretten fastslår, at DBU ikke havde nogen skyld i forløbet. Og for den berusede fodboldfan måtte det være "påregneligt" for ham, at DBU kunne tabe mange penge, vurderer de tre dommere.
DBU blev senere straffet af UEFA med en bod på 281.000 kroner på grund af den pinlige seance.
Og dertil kommer det tab, som opstod, fordi DBU måtte flytte to efterfølgende landskampe, som ellers skulle have været afviklet i Parken. Dette kostede 1,6 millioner kroner, siger dommerne.
Med afgørelsen får DBU næsten fuldt medhold. Organisationen havde krævet 2,1 millioner kroner.
Den 33-årige har sagt, at han risikerer at blive erklæret personligt konkurs, hvis han skal af med et stort beløb.
Hurtigt blev manden af medierne døbt fodboldtossen.
Han kravlede over afspærringen omkring banen, løb videre ind på selve grønsværen og blandede sig i spillet.
Han tog fat i dommeren, og han forsøgte også at slå ham i ansigtet.
Straks efter blev han anholdt af politiet, og selve straffesagen er endt med 20 dages fængsel.
Nu kommer altså den store økonomiske regning.
En rystet baneløber håber, at erstatningen til DBU på næsten to millioner ikke ruinerer hans privatøkonomi.
Han havde håbet på at slippe billigere, men i stedet blev det mere end dobbelt så dyrt.
Derfor er det naturligvis en rystet mand, der modtog udfaldet af ankesagen om fodboldlandskampen mod Sverige, der blev afbrudt, fordi den 33-årige fodboldtilhænger løb ind på banen og angreb dommeren.
- Jeg har endnu ikke talt med min advokat, så jeg ved slet ikke, hvad der skal ske, og hvad konsekvensen bliver, men jeg er meget ked af det, siger manden til DR Nyheder.
Han har ikke råd til at betale erstatningen her og nu og håber derfor, at det kan lade sig gøre at lave en mere mindelig ordning med DBU.
- Jeg håber, at der kan blive tale om et fast månedsbeløb, men det kan jo være, at det beløb, DBU finder rimeligt, ligger langt over det, jeg kan betale, siger han.
Erstatningskravet lød på næsten 2,2 millioner kroner, men retten gav altså baneløberen en smule rabat.
Når han alligevel skal betale et anseligt beløb til fodboldforbundet, skyldes det blandt andet, at man på grund af episoden var tvunget til at flytte de to følgende landskampe væk fra Parken og dermed satte penge til.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk