Polemikken omkring donation af æg er fortsat fyldt med fejlagtige oplysninger. For eksempel siger Klavs Birkholm i sit indlæg fra den 9. januar at kvinder i Spanien får 7000 kr. per æg de donerer. Det er ikke sandt. De får ca. 7000 kr per donation, uanset antallet af æg.

Jeg er træt af at blive mistænkelig gjort med brug af betegnelser som "befrugtningsindustrien". Hvorfor ikke anvende et mindre ladet, neutralt sprog? Der kører for tiden kampagner om at vi danskere skal moderere vores sprogbrug i det offentlige rum, det kunne der også være hårdt brug for i denne debat.

Uanset hvilke motiver der bliver tillagt fertilitetslæger, er vores opgave fortsat at forsøge at hjælpe dem der har behov for hjælp. Det gælder også de par, hvor kvinden på grund af en sygdomstilstand ikke har mulighed for at kunne blive gravid med sine egne æg, men uden problemer kan gennemgå en graviditet og føde et barn med et befrugtet donoræg som bliver lagt op i hendes livmoder.

Det er korrekt at kvinden fødes med et begrænset antal æg. Men antallet af æg bliver ikke mindre af at hun donerer. Hver eneste dag sker der et henfald af æg i æggestokkene, også når kvinden anvender p-piller eller hun er gravid. Ved en stimulation holder man blot liv i de æg som ellers ville dø hen. Det skader således ikke kvindens ægbeholdning at give en portion æg til en anden kvinde.

Udtagning af æg er heller ikke en højteknologisk proces, fyldt med risici for kvinden, som Klavs Birkholm skriver. Hvad der rent faktisk sker, er, at man med en tynd nål stikker 1-2 cm inden for skedevæggen hvor æggestokken ligger. Herefter bliver æggene suget ud af æggestokken. Det er en sikker og simpel procedure som tager ca. 5-10 minutter. Kvinden er vågen og kan hele tiden følge med på ultralydbilledet hvor lægen helt præcis kan se hvor nålen befinder sig. Der bliver givet smertestillende medicin under indgrebet som medfører, at kvinden ikke bør gå på arbejde den dag hun får taget æg ud.

Der er specielle regler for hvordan man stimulerer en ægdonor, da donors sikkerhed og helbred hele tiden har første prioritet. Derfor er der færre risici forbundet med at donere æg, end der er ved at gennemgå en reagensglas behandling hvor kvinden selv skal have lagt sine æg tilbage.

Hvordan kan det være at man gerne må donere en nyre til et familiemedlem, men ikke må donere et æg? Ved donation af en nyre skal donor gennemgå en større operation og skal efterfølgende leve med kun 1 resterende nyre resten af livet. Dette udsætter donor for en potentiel livslang risiko.

Det moralske pres for at donere en nyre til en syg slægtning kan næppe være mindre end det er ved ægdonation. Alligevel er det tilladt.

Jeg har aldrig argumenteret for, at man skal donere æg af økonomiske hensyn, eller at ægdonorer skal tjene penge på at donere. Der er ingen af os der ønsker amerikanske tilstande.

Men man skal kompenseres for den tid man anvender på de lægebesøg en stimulation kræver, og for de ulemper der er forbundet med selve ægudtagningen. En ægdonation kræver 5-7 lægebesøg, hvorimod en sæddonor kan donere hver gang han dukker op på sædbanken. Disse forskelle bør afspejle sig i den honorering man må give til en ægdonor.

Klavs Birkholm har heller ikke ret i sin påstand om at "befrugtningsindustrien" ikke tager sig af de etiske følgevirkninger af deres virke. Etik og grænser for hvad vi kan og hvad vi bør er noget der fylder ganske meget og bliver diskuteret ofte. Både i vores daglige hverdag og også under vores faglige møder. Derfor er det også provokerende når personer med øjensynlig patent på etikken spreder fejlagtige oplysninger og misbruger dem i deres argumentation.