Først på stranden og så et smut i slummen

”Nogle beboere tror, at folk tager fotos for at sælge dem, eller de er kede af, at journalister og andre overdriver de negative ting og giver Kibera et dårligt image. Men langt de fleste besøgende vil bare opleve en anden levevis og kultur og lære om de lokale forhold,” forklarer han.

Han viser os hen til et lokalt ungdomsprojekt, som Explore Kibera Tours samarbejder med. Et par unge frivillige fra organisationen, der spiller computerspil på organisationens nyindkøbte computere, hilser åndsfraværende. Undervejs fortæller vores guide om Kiberas lille million indbyggere, hvoraf de fleste lever for under en dollar om dagen.

”De fleste lever af småhåndværk, småsalg og andet løsarbejde. I Kibera har vi alle slags forretninger – undtagen måske bilsalg,” smiler han.

Ellers byder omvisningen ikke på de helt store overraskelser bortset fra detaljer som, at huslejerne falder, jo længere man kommer væk fra Kiberas hovedfærdselsårer.

Slumturismen har også sine fortalere, der slår på, at den fremmer social bevidsthed og giver et tiltrængt økonomisk tilskud til de forarmede lokalsamfund. Fredrik Otieno, der er medstifter af Kibera Tours, forklarer:

”Formålet er at menneskeliggøre beboerne – ikke at fornedre dem. Vi ønsker at afmystificere Kibera og vise, at selvom folk er fattige, lever de stadig normale liv.”

Brian Ekdale, der er lektor på School of Journalism and Mass Communication på University of Iowa, har skrevet en doktorafhandling om Kibera:

”I mine interview med beboere i Kibera har jeg spurgt dem, hvad de synes om livet i Kibera, og hvad de tror, at folk udenfor siger om Kibera. Nogle gange er deres svar på de to spørgsmål ens, men i de fleste tilfælde siger de, at livet i Kibera er en kamp, men også har mange plusser for eksempel billig mad og husleje, talentfulde unge og et stærkt fællesskab, som folk udefra ikke kender til.”

De fleste møder os da også med venlighed og imødekommenhed denne solbeskinnede torsdag.

Ikke alle beboere synes dog lige godt om den flygtige opmærksomhed fra de vesterlandske turister:

”Kibera har ikke brug for medlidenhedsbesøg, men for handling,” lyder det fra en ældre mandlig beboer, vi møder på vejen.

Den 27-årige Kennedy Odede havde boet hele sit liv i slummen, da han forrige år fik et stipendium til at studere i USA på Wesleyan University i Ohio. Efter et par semestre i USA følte han, at han var nødt til at fortælle, hvad folk i Kibera i virkeligheden synes om alle de velmenende turister, som kommer for at kigge på dem. Han skrev en debatartikel og sendte den til New York Times, som bragte den i august sidste år.

”Jeg var 16, da jeg første gang mødte en slum-tur. Jeg stod uden for mit 10-kvadratmeters hus og vaskede op og kiggede længselsfuldt på køkkentøjet, fordi jeg ikke havde spist i to dage. Pludselig kom en hvid kvinde og fotograferede mig. Jeg følte mig som en tiger i et bur. Før jeg nåede at sige noget, var hun videre,” skrev Kennedy Odede i artiklen.

”Slumturisme gør fattigdom til underholdning – noget, som kan opleves et kort øjeblik, og derefter vendes ryggen til. Folk tror, de virkelig har ’set’ noget – og kan derefter gå tilbage til deres liv og forlade os, præcis hvor vi var,” lyder det i dag fra Kennedy Odede, der nu leder ngo’en Shining Hope for Communities, som støtter kvinder i Kibera.

Slumturisme har en lang historie. I slutningen af 1800-tallet flokkedes store grupper af velhavende newyorkere til Lower East Side og The Bowery for at se, hvordan ”den anden halvdel” levede. Men med den enorme vækst i u-landenes bybefolkninger har mulighederne og interessen for at opleve dyb fattigdom med egne øjne aldrig været større end i dag.

På verdensplan vil antallet af slumbeboere blive fordoblet de næste 25 år – fra én til to milliarder, anslår FN. Afrika er allerede verdens mest forslummede kontinent med 72 procent af bybefolkningen i slumkvarterer.

Slumturene begyndte i Kibera omkring 2007 oven på opmærksomhed fra filmen ”The Constant Gardener” og besøg af højtprofilerede personer som FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, skuespilleren Chris Rock og Barack Obama, som dengang var amerikansk senator.

Prisen for et glimt af det liv, som Nairobis fattigste 70 procent lever – i Kibera og byens mange andre slumbebyggelser – varierer fra 35 til 200 kroner. Fælles for de fleste af turene er, at de kalder sig nonprofit og giver deltagerne en fornemmelse af at udføre et lille stykke bistandsarbejde, idet virksomhederne bag slår sig op på, at alt overskud går tilbage til lokalsamfundene. Præcis hvor meget der ender som lokalbistand, og hvor meget der udbetales som løn, vides dog ikke.

Daphne Gondhalekar gennemførte hele turen og var tilfreds med udbyttet:

”Det lyder mærkeligt, at man bliver rigere af at se andre folks fattigdom. Men sådan føles det, når man mærker den råstyrke og ukuelighed, der findes i slummen. Det sætter mine egne bekymringer i perspektiv. Det er noget, jeg vil anbefale alle at gøre,” siger hun.

villadsen@k.dk