Gitte Seebergs nytårstale: Jeg håber, vi står på tærsklen til løsningernes år

Derfor er det også besynderligt, at ikke engang disse scenarier, som har påvirket bredt i de 193 FN-lande, har kunnet få landenes ministre til at træffe de nødvendige beslutninger for at sænke CO2-niveauet globalt. I stedet blev 2011 igen et år med klima-laissez faire, hvor konsekvenserne af den manglende handling i årevis er blevet endnu mere synlig.

Det bliver svært engang at skulle forklare vores børn, hvorfor denne generation af politikere ikke magtede at reagere i tide på klimaforandringerne på trods af solide videnskabelige data. Det er data, som FN’s klimapanel (IPCC) allerede bragte på banen i 1990 i den første rapport om klimaets tilstand. Og det er præcis de samme argumenter dengang som nu: ”Vi er sikre på det følgende: Der er en drivhuseffekt, som allerede holder kloden varmere, end den ellers vil være.”

Men 21 år er gået, og der er ikke reageret endnu. Hvorfor synes politikerne, det er i orden at overhøre videnskaben og handle stik imod sund fornuft? Det er, synes jeg, et moralsk dilemma af dimensioner for denne generation af politikere, og det er blevet endnu mere tydeligt i 2011. Men hvor bliver generationsoprøret af? Hvorfor er de unge ikke i oprør over de problemer, som de kan se vokse ind i deres fremtid?

DE VOLDSOMME naturkatastrofer hærger byer og samfund. Det koster millioner af kroner. Den regning ser noget uoverskuelig ud, særligt i de økonomiske krisetider, vi står i, som i høj grad også har præget 2011.

Her kom EU-samarbejdet for alvor også på prøve. Kommissionsformand Barroso sagde i september ”EU står over for sin hidtil største krise i samarbejdets historie.” Det er i denne stemning af krise, Danmark om lidt overtager formandskabet for EU. Men heller ikke på det økonomiske felt råber de unge politikerne op og kræver løsninger. I stedet svarer de unge danskere, at det ikke er EU, der er svaret på problemerne.

2011 blev dermed året, hvor de unges opbakning til det europæiske projekt langsomt begyndte at smuldre. Det er efter min mening stærkt bekymrende. Det er vel mest af alt udtryk for den stemning, tingene er foregået i på topplan. Den manglende tillid imellem lederne og de mange skænderier for åben skærm, vi har været vidne til i det forgangne år.

Natten mellem den 14. og 15. april 1912 forliste ”Titanic”. Til næste år markeres 100-året for ulykken. Men forhåbentlig bliver ”forlis” ikke billedet, der vil stå tilbage om 2012 på denne tid til næste år. I stedet håber jeg, at Mario Monti får ret (igen): ”Kriser er ikke at foragte,” som den tidligere italienske EU-kommissær og finansminister og nuværende italienske premierminister har sagt om det europæiske samarbejde. ”De bringer ofte Europa videre.”

Vi skal løse både klimakrisen og den økonomiske krise. Og det haster. Det er vor tids altoverskyggende udfordringer. Vi skal uden om isbjerget.

Det er i kriser, vi rykker tættere sammen, og det er også der, vi tager os sammen. Når vi er hårdest pressede, finder vi også løsningerne. Jeg håber, vi står på tærsklen til løsningernes år, hvor vi kommer videre, og hvor krise og pessimisme bliver vendt til optimisme og fremgang. Ellers bliver det måske i 2012, vi netop kommer til at se generationsoprøret, hvis løsningerne udebliver, og konsekvenserne fortsætter som i 2011. Men jeg vælger at tro på optimisme og fremgang og på et nyt år med en lysere fremtid. Velkommen nytår, og velkommen her! Godt nytår.

Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og medlem af etikpanelet på etik.dk