Flere forældre til handicappede vil søge erstatning

Klam overskrift, fordi medierne herhjemme åbenbart gerne vil spille med på Ritzau's ide med at hænge handicappede ud ... når man nu er helt med på, at det er forældrene ...

Læs selv mere her http://www.google.dk/#sclient=psy-ab&hl=da&source=hp&q=lawsuits... og research i stedet for at lytte til Ritzau's bavl.

Test om den overskrift afspejler virkeligheden?

Klam overskrift "Flere handicappede vil søge erstatning", der bliver viderebragt direkte fra Ritzau. Her er den igen:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/445727:Danmark--Handicappede-kraever-penge-for-at-vaere-foedt

Klam, fordi medierne herhjemme åbenbart gerne vil spille med på Ritzau's ide med at hænge handicappede ud ... når man nu er helt med på, at det er forældrene ... kan man finde en grådig handicappet, der vil køre sådan en sag? Mere Carina, mere nyhedssalg?

Ville være godt, hvis avisen her også var forsigtig med den overskrift, når folk kun læser nyheder for at få overblik - og så regel kun fanger overskriften. At flere forældre kræver ret til abort o.lign. - og kræver erstatning, når nogen fødes med et handicap siger bare noget om problemet. Sundhedssamfundet eller sundhedsreligionen sat ind i et nidkært strafferetsligt billede?

Jeg håber ikke nogle grådige handicappede - flipper ud, og vil gøre alt for at score penge. Lad os få nogle tal på bordet om, hvor mange handicappede der i den tendens. F.eks. personer med downsyndrom eller svære hjerneskader, som selv finder på at køre sådan en sagsfremstilling. Eller er det deres værge? Men at det sker andre steder er vel et udtryk for, at folk i dag vil gøre alt for penge. Så tak for finanskrisen! Det vil hjælpe på moralen henad vejen, når hjælpeløsheden sætter ind. Så ved man hvem man er ... et ydmygt menneske.

”Der er en klar tendens til, at vi har sværere ved at acceptere uventede skavanker. Og så må skylden placeres. Men det gavner hverken forældrene eller det barn, der måske en dag finder ud af, at mor og far var så vrede over fødslen, at de gik til domstolene,” siger hun.


Bullshit, det handler om penge for de forældre ... eller de er så egoistiske, så? Vi har jo også set børn dumpet i affaldssække herhjemme.

I Landsforeningen LEV for udviklingshæmmede forventer formand Sytter Kristensen også flere retssager i takt med, at teknologien gør det stadig mere usædvanligt at blive født med eksempelvis Downs syndrom.


Ja, nemlig. Et menneske med Downs Syndrom er så ressourccestærkt i hverdagen, at man finder på at opsøge en advokat. Med sådan en hjerneskade, forstår man også alt hvad advokaten siger. Man har ingen værge og klarer sig selv. Man kan også få lov at tage et flycertifikat og køre bil i trafikken.

Janne Rothmar Hermann er lektor i bioetik på Københavns Universitet og landets førende ekspert i netop sager om ”fejlagtige fødsler”. Hun mener sagtens, man kan problematisere, at en forkert diagnose under graviditeten ikke er dækket af samme rettigheder som så meget andet. Hun kan godt forestille sig, at den praksis vil ændre sig. I så fald vil det blive nemmere at komme igennem med erstatninger.

Nemlig. Mod artiklens slutning kommer man til sagen. Det handler om forældrenes juridiske konflikt med deres børn igen. Nu kan de ikke få børnene aflivet længere og vil have erstatning.

Det lyder næsten som i feudaltiden - min dreng kan ikke arbejde i marken. Når han er 13, så er han voksen. Jeg har ikke råd til bajere eller en stor bil.

Lad os ikke håbe vi bliver lige så ubarmhjertige mod nye mennesker, som denne artikel taler om. Den ubarmhjertighed har allerede kostet Europa et nyt liv - nu har Europa retning mod død og ødelæggelse og finanskrisen er starten. Men der håb. Lad os opfører os anderledes ... og hjælpe andre som gør de her ting til også at gøre det same: at tage et ansvar ... at hjælpe andre. Læs mere om Europas demografiske problemer her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/search?keywords=demografi&time=0&parentid=1&sort=datedesc

Gør det i daligdagen. Start med at være lidt mere kærlig mod børnene. Så hvorfor den overskrift? Hvad med at hænge forældrene ud i overskriften - i stedet for børnene? Hele emnet er jo en nyhed i Danmark, så hvorfor skal det handle om forældrenes ret - ligesom artiklen slutter? Artiklen starter jo med at slå fast, at det er en klam - men hænger forbryderbilleder op af børnene?

Jeg kan ikke se andet formål med artiklen end ovenover. Hvis man i øvrigt vil noget mere med handicappede, så starter det med at bruge mere tid på dem. Det er måske ressourcekrævende i tid, men hvornår er mennesker blevet for slappe til at gå "1 km eller 2 km"? Man skulle tro de raske var de handicappede med så svag en ressourceprofil. Man bliver bange for, hvad der kan ske med de mennesker, hvis strabasserne bliver lidt hårdere for en tid i Europa.

Flere sager om tandlægeregninger? Hvorfor hjælper man ikke bare den handicappede eller familien til at blive bedre organiseret i de tilbud som er? Eller laver nogle tilsvarende ordninger? Det findes. Men der findes rigtig mange, som ikke er godt hjulpet eller er svagt organiseret i de tilbud. Desværre gælder stadig herhjemme, at det er bedst at kende nogen i systemet eller være ressourcestærk. Så får man tingene på plads. Så servicen er ikke for god ... men jeg har selv trukket et par stykker godt ind i systemet - et system, som er kompliceret at bruge. Det samlede billede af offentlige og private burde samfundet i højere grad forsøge at skabe en indgang til for borgene, Især de ressourcesvage.

Herunder familierne.

Måske bliver vi forargede. Men i sidste ende har de her familier eller rettere forældrene kørt sagerne i jagt på flere penge. Men som artiklen påpeger, så kan det skadede de handicappedes sag - især når medierne ligger ud med overskrifter i den her artikel.

Men lad os give Ritzau ansvaret. De har jo skrevet indholdet og syndikeret den til resten af Danmark.

Her er den hos Børsen: http://borsen.dk/nyheder/ritzau/artikel/I/3/MIL-430632/handicappede_kraever_penge_for_at_vaere_foedt.html

En rigtig pengenyhed, ikke ... overskriften mangler bare de få forældre, som kan finde på det her. En slags misbrug af et handicappet barn?

Hvis politikkerne vil gøre noget - så hjælp med at beskytte børnene. I nogle tilfælde er det ikke kun pædofile forældre som udgør problemet - der findes også andres slags forældre, som har problemer med at tage et ansvar for at hjælpe børnene, eller kan virke mere interesseret i at udnytte børnene.

Samtidig kan forældrene - ligesom pædofile, have svært ved at kontrollere deres fristelser. Så må man sende forældrene i behandling, så længe de udgør en trussel mod børnene? Det lyder også nidkært, men pointen er, hvorfor er det kun voksne der nyder beskyttelse. Man har stadig problemer med at beskytte de yngste borgere i landet. Måske skal ikke kun valgalderen sættes ned, men børn skal også kunne vælges til parlementet?

Det er alligevel embedsmændene som laver regnearbejdet. Godt børne- og ungdomsmiljø i Danmark kan være en del af fremtiden. Så kan børnene også blive hørt og få indflydelse. Hvad vil børnene gerne?

Vi mennesker med handicap skal være glade for at være i live i stedet for at kræve! Det vi skal kræve, er at få den hjælp vi har brug og behov for, og at DK overholder FN's Handicapkonvention, som landet har forpligtiget sig til at overholde. Jeg er selv delvis lammet med psykisk lidelse oveni og har desuden epilepsi. Skulle jeg have været være død eller kræve erstatning for det? No Way!!!

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, stifter af Facebook-gruppen:" Forbedre forholdene for mennesker med handicap"

jvds skrev:

Tak til Jesper for dette visdomsindlæg. Livet er en gave som vi skal tage imod. Til gengæld må samfundet være sin opgave voksen og hjælpe dem mennesker, der har hjælp behov.

Bjarne Nederby Jessen
Kristendemokraterne

Jeg er chokeret! Vi er som mennesker meget langt ude, når, som det fremgår af artiklen og debatten i KD, såvel forældre som de handicappede selv kan komme i tanker om at forlange erstatning fordi de har/er født til et handicappet liv. Det er ren materialisering af noget så stort som ET MENNESKELIV. Jeg vil påstå, at handicappedes liv er mindst lige så meget værd som de såkaldt ”normales”.

Det var glædeligt at læse Jespers og Bjarnes kommentarer i net-debatten. De glæder sig over deres liv. De har forståelse for, at det ikke er nogen selvfølge at vi overhovedet lever. Livet er en gave, som vi skal skønne på og leve på bedste vis. En forståelse, som vi skal gøre alt for at videregive til vore børn, handicappede såvel som ”normale”. Vigtige værdier som respekt, etik og moral over for vore svageste borgere er desværre ofte oversete, og det medfører naturligvis mindreværdsfølelse blandt de handicappede.

Mit indlæg her kommer på baggrund af, at jeg er så heldig at være storesøster til en vidunderlig kvinde med Downs Syndrom. Jeg bliver for hver dag mere og mere taknemmelig for, at jeg har fået lov at kende hende. Folk med DS er lige så forskellige som andre, men de har alle en helt speciel og spontan tilgang til livet. De er efter min mening en gave til samfundet, som vi skal skønne på. Det er de ikke mindst, hvis de bliver mødt med indlevelse, respekt og kærlighed. Min søster er et livstykke, som med sin naturlige charme kan smelte selv det mest knudrede menneske og hun formår at sprede lys og glæde hvor hun går. Mennesker med DS er meget sensitive mennesker, som på grund af deres handicap bl.a. føler had og kærlighed endnu stærkere end andre. De er 100 % ægte og ærlige. De kan ikke være andet. Min søster, som kun har et meget simpelt sprog, har på sin helt egen måde kunnet vise mig forståelse, når jeg har været i knibe, og hun har dermed ofte været mig en støtte og en åndelig ven. Vi forstår hinanden på en ubeskrivelig, meget intens måde.
Da jeg selv var gravid og blev tilbudt fostervandprøve hver gang jeg var til undersøgelse, svarede jeg altid blankt nej. Jeg vidste, at skulle jeg føde et barn med DS, så ville det være lige så velkomment som et ”normalt” barn. Jeg fik et ”normalt” barn, som i min handicappede søster fik den kærligste moster, der findes. Min datter er i dag lærer for børn med autisme, et job som hun elsker. Tilgangen og interessen for det job har uden tvivl rod i hendes omgang med min søster med DS.

At livet som handicappet ikke er et nemt liv hersker der ingen tvivl om. Uanset graden af handicap forstår de fleste at de er anderledes. Ensomheden er truende, og svigt eller manglende respekt er frustrerende. Der er brug for at familie, hjælpere og samfundet som helhed viser dem respekt og behandler dem etisk forsvarligt. Så vil de give rigeligt tilbage med varme og taknemmelighed, åbenhed og humor.

”Normale” skal hjælpe de handicappede til en tro på, at de er gevinster for samfundet. Den nuværende debat viser, at vi er på gale veje. Lad os dog undgå, at det at have fået et anderledes og måske særligt svært liv skal udmønte sig i selvhad og bitterhed og endnu værre i selvudslettelse og noget så slemt som at ønske sig ufødt. Vi er alle lige og har alle lige meget ret og pligt til et ophold på vores jord.

Venlig hilsen

Oda Bruun