Hele denne sag stinker af spin.

Det hævdes at der er udleveret 500 fanger til irakerne, i stedet for tidligere oplysninger om at det kun har drejet sig om 200. Men der skelnes tydeligvis ikke mellem om de pågældende var blevet anholdt af danske tropper, eller af andre i aktioner, hvori der også indgik danskere.

Det hævdes at folketinget er blevet ført bag lyset af den tidligere regering, og som dokumentation herfor kommer man med dokumenter, hvori store afsnit er blevet skjult af sort tusch. Hvem ville dog lade sig føre bag lyset af sådanne dokumenter? Og er det virkelig fuldstædig umuligt at finde frem til den tekst der står under tuschen, hvis det er originalen man har, og ikke blot en fotokopi af det allerede censurerede dokument?

Endelig. Hvordan kan det være at jeg som en ganske almindelig privatperson udmærket har vist at man fra dansk side har omgået konventionerne ved ikke at tage fanger? Ved at sørge for at ikke-danskere (briter, irakisk politi) har foretaget selve anholdelserne.

Hvad havde alternativet i øvrigt været? At medbringe et dansk fængsel til Irak, og bringe det hjem til Danmark efter afsluttet aktion, inklusive fanger? At løslade fangerne så de kunne genoptage deres terrorvirksomhed?

Eller blot at holde hænderne rene, og lade andre gøre det nødvendige?

Jeg vil hævde at der i denne sag ikke er andet end spin, at alle der har ønsket at vide hvad der foregik har kunnet finde ud af, herunder ikke mindst MFere, og at pressens troværdighed er på spil, når den som et kobbel ulve der lugter kristenblod, lader den individuelle tænksomhed liggende på natbordet.

Ja, billedet passer jo også perfekt på overfaldet på Løkke, på Glyptoteket. I Helle Thorning Schmidts skattesag.

med sikkerhed, at de alle er skyldige, og efter en senere løsladelse ville drage afsted og udøve terror igen?

Der findes mange opgørelser omkring night-raids. De viser, at der næsten altid er uskyldige, der bliver ramt på en eller anden måde.

Det er nemlig en følge af at lave militæraktioner imod en ikke-eksisterende militærstyrke. Noget der er ULOVLIGT, eller i det mindste hensigten med krigskonventioner. Der er famillie eller uskyldige civile i nærheden, som bliver ramt.

Når der ikke er krig, er der civile tilstande. Europa har efter 2. verdenskrig haft adskillige eksempler på terrorister, som det rent faktisk er lykkedes at behandle civilretligt, og som ydermere førte til, disse ophidsede terrorister tabte gnisten. IRA, Rote Armé, Baskerlandet, Korsika, bevægelse i Italien...

Den, der går terroristernes ærinde er først og fremmest idioten, der sluger lokkemaden og selv udøver terror. For han går terroristernes ærinde og får frembragt friske terrorister. Og han høster jo selv sin belønning - får plejet sin macho-attitude til andre mennesker. Det giver jo livet en slags mening for tåben eller den åndsfattige eller den med mellemmenneskelige problemer.

Dette macho-billede genfindes også i nyere tids krige. Under Vietnamkrigen sagde man nej til fredsforslag, øgede bombardementerne kraftigt i omgivende lande(trods viden om at modstanderne mest var sydvietnamesere), for så at slutte en fred som den tilbudte. Der skulle lige sparkes offentlig røv!

Ditto efter fejltagelsen i Irak. Der kom pludselig en vældig øgning af kampindsatsen, og så endte det bnogle år senere alligevel med tilbagetrækning.

I Afghanistan VED man, at øgning i indsatsen fører til øgning af modstanden. Det er veldokumenteret. HVad gør man så? Øger indsatsen! Macho-dæmonen skal tilfredsstilles! Og "TROVÆRDIGHEDEN" må ikke tabes.

Skulle vi ikke indføre en test for krigsmagere i DK? En psykologisk undersøgelse, om der er fakta, OG ikke kun personlig udstilling bag ønsket om krig? Kan det godtgøres at være uundgåeligt nødvendigt? At der ikke er uprøvede alternativer? Det kan vel ikke være rimeligt at en hel befolkning skal rodes med ind i en krig for at redde ansigt eller troværdighed for nogle nogle politiske kampagner, endsige sociopatiske galninge.

med sikkerhed, at de alle er skyldige, og efter en senere løsladelse ville drage afsted og udøve terror igen?

Der findes mange opgørelser omkring night-raids. De viser, at der næsten altid er uskyldige, der bliver ramt på en eller anden måde.

Det er nemlig en følge af at lave militæraktioner imod en ikke-eksisterende militærstyrke. Noget der er ULOVLIGT, eller i det mindste hensigten med krigskonventioner. Der er famillie eller uskyldige civile i nærheden, som bliver ramt.

Når der ikke er krig, er der civile tilstande. Europa har efter 2. verdenskrig haft adskillige eksempler på terrorister, som det rent faktisk er lykkedes at behandle civilretligt, og som ydermere førte til, disse ophidsede terrorister tabte gnisten. IRA, Rote Armé, Baskerlandet, Korsika, bevægelse i Italien...

Den, der går terroristernes ærinde er først og fremmest idioten, der sluger lokkemaden og selv udøver terror. For han går terroristernes ærinde og får frembragt friske terrorister. Og han høster jo selv sin belønning - får plejet sin macho-attitude til andre mennesker. Det giver jo livet en slags mening for tåben eller den åndsfattige eller den med mellemmenneskelige problemer.

Dette macho-billede genfindes også i nyere tids krige. Under Vietnamkrigen sagde man nej til fredsforslag, øgede bombardementerne kraftigt i omgivende lande(trods viden om at modstanderne mest var sydvietnamesere), for så at slutte en fred som den tilbudte. Der skulle lige sparkes offentlig røv!

Ditto efter fejltagelsen i Irak. Der kom pludselig en vældig øgning af kampindsatsen, og så endte det bnogle år senere alligevel med tilbagetrækning.

I Afghanistan VED man, at øgning i indsatsen fører til øgning af modstanden. Det er veldokumenteret. HVad gør man så? Øger indsatsen! Macho-dæmonen skal tilfredsstilles! Og "TROVÆRDIGHEDEN" må ikke tabes.

Skulle vi ikke indføre en test for krigsmagere i DK? En psykologisk undersøgelse, om der er fakta, OG ikke kun personlig udstilling bag ønsket om krig? Kan det godtgøres at være uundgåeligt nødvendigt? At der ikke er uprøvede alternativer? Det kan vel ikke være rimeligt at en hel befolkning skal rodes med ind i en krig for at redde ansigt eller troværdighed for nogle nogle politiske kampagner, endsige sociopatiske galninge.

med sikkerhed, at de alle er skyldige, og efter en senere løsladelse ville drage afsted og udøve terror igen?

Der findes mange opgørelser omkring night-raids. De viser, at der næsten altid er uskyldige, der bliver ramt på en eller anden måde.

Det er nemlig en følge af at lave militæraktioner imod en ikke-eksisterende militærstyrke. Noget der er ULOVLIGT, eller i det mindste hensigten med krigskonventioner. Der er famillie eller uskyldige civile i nærheden, som bliver ramt.

Når der ikke er krig, er der civile tilstande. Europa har efter 2. verdenskrig haft adskillige eksempler på terrorister, som det rent faktisk er lykkedes at behandle civilretligt, og som ydermere førte til, disse ophidsede terrorister tabte gnisten. IRA, Rote Armé, Baskerlandet, Korsika, bevægelse i Italien...

Den, der går terroristernes ærinde er først og fremmest idioten, der sluger lokkemaden og selv udøver terror. For han går terroristernes ærinde og får frembragt friske terrorister. Og han høster jo selv sin belønning - får plejet sin macho-attitude til andre mennesker. Det giver jo livet en slags mening for tåben eller den åndsfattige eller den med mellemmenneskelige problemer.

Dette macho-billede genfindes også i nyere tids krige. Under Vietnamkrigen sagde man nej til fredsforslag, øgede bombardementerne kraftigt i omgivende lande(trods viden om at modstanderne mest var sydvietnamesere), for så at slutte en fred som den tilbudte. Der skulle lige sparkes offentlig røv!

Ditto efter fejltagelsen i Irak. Der kom pludselig en vældig øgning af kampindsatsen, og så endte det bnogle år senere alligevel med tilbagetrækning.

I Afghanistan VED man, at øgning i indsatsen fører til øgning af modstanden. Det er veldokumenteret. HVad gør man så? Øger indsatsen! Macho-dæmonen skal tilfredsstilles! Og "TROVÆRDIGHEDEN" må ikke tabes.

Skulle vi ikke indføre en test for krigsmagere i DK? En psykologisk undersøgelse, om der er fakta, OG ikke kun personlig udstilling bag ønsket om krig? Kan det godtgøres at være uundgåeligt nødvendigt? At der ikke er uprøvede alternativer? Det kan vel ikke være rimeligt at en hel befolkning skal rodes med ind i en krig for at redde ansigt eller troværdighed for nogle nogle politiske kampagner, endsige sociopatiske galninge.

Jørgen Christensen skrev:

Naturligvis ved vi det da ikke med absolut sikkerhed, for den enkelte. Så en del af dem ville man have kunnet løslade igen.

Det kan man så alligevel ikke, da konventionerne sikrer at Danmark ikke kan tage fanger, idet man ellers ville »hænge på« dem, man ikke kunne løslades igen.

Danmark tog ingen fanger, men overlod det i stedet til irakisk politi (og briterne) at foretage selve anholdelserne. Dermed har de aldrig været i dansk varetægt - eller forestiller man sig at Danmark skulle være gået i skudveksling med irakiske myndigheder, for at sikre fangernes frigivelse?

Alt, hvad der kan fjerne opmærksomheden fra regeringens ramponerede image, bliver forsøgt udnyttet. Og de op-polerede glorier falmer, mens vor respekt for jer er i frit fald - kære "stats"mænd og "stats"damer.