Men i Ole Sohns tilfælde er der ikke noget, der taler for det, siger Øjvind Larsen. Og hvis han løj for DKP’s skyld, skulle han have fremlagt det åbent sidenhen, frem for at vente på at han blev presset. Hvis han havde lagt det frem, da han forlod DKP, havde det ikke været noget problem i dag.

”Selve sagen er der jo ikke nogen, der interesserer sig for. Alle ved jo, at DKP fik penge fra Sovjet. Han lyver jo ikke i dag for at forsvare DKP. Han lyver, fordi han ikke vil vise, at han på et tidspunkt har gjort nogle ting, han ikke vil stå ved,” siger Øjvind Larsen.

Stort set alle vil være enige om, at der kan være tilfælde, hvor løgnen er berettiget, mener professor i almenpsykologi Svend Brinkmann, leder af Center for Kvalitative Studier ved Aalborg Universitet. Det kan være tilfældet, når andre interesser end ens egne er på spil.

”Det er interessant at følge historien om Ole Sohn, fordi han bevidst eller ubevidst får det til at handle om partiets interesser. Om hensynet til andre mennesker, som han følte sig ansvarlig over for. Han er meget omhyggelig med, at det ikke handler om hans egen vinding,” siger han.

Dermed forsøger Ole Sohn en retorisk bevægelse. Og det er den rigtige retoriske bevægelse at lave, hvis man vil hævde, at løgn er berettiget, siger Svend Brinkmann. Spørgsmålet er så, hvor rigtigt det er, at han løj for partiet og menneskerne deri.

”Alt andet lige ser det jo ud til, at det ikke ville være gået ud over nogen, hvis han havde talt sandt. På den baggrund må det jo nok vurderes som et lidt tyndt forsøg på at begrunde løgnens nødvendighed,” siger han.

Er der tilfælde, hvor offentligheden skal acceptere som vilkår, at partiformænd ikke taler sandt?

”Der gælder ikke en særlig etik for politikere og partiformænd. Hvis der gælder en særlig etik for dem, er de omfattet af strengere krav til, at de taler sandt,” siger Svend Brinkmann.

Nu er det let at være bagklog, fortæller professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Måske kunne Ole Sohn i 1990’erne godt have haft det motiv, at han ikke alene ville beskytte sig selv, men også tidligere partikammerater.

”Hvem vidste, hvad fremtiden ville bringe. Men det er rigtigt, at jo længere op i tid, vi er kommet, jo sværere er det at se, at han ville beskytte andre, mens han har haft indlysende grunde til at ikke at oplyse alt for meget om sig selv af hensyn til sin egen videre politiske karriere,” siger Tim Knudsen.

”Noget andet er, at det havde været klogere, om han én gang for alle havde oplyst alt, hvad der kan oplyses. Nu er sagen blevet til ændrede forklaringer og uklarhed, som kun kan skade ham,” siger Tim Knudsen.