Jørgen Carlsen |
14. november 2011
Jørgen Carlsen filosoferer over begrebet "etisk intelligens", som han støder på i en lufthavn i Toronto
På en mellemlanding i Toronto stod jeg og græssede ved hylderne i lufthavnens boghandel. Udvalget var til at overskue. Der var de sædvanlige bestsellere inden for skønlitteratur, biografier, management, wellness og selvudvikling.
I den sidste gruppe faldt mit blik på en nyudgivelse med titlen ”Ethical Intelligence”. Jeg studsede: Etisk intelligens? Nu har man set det med. Og efter nærmere eftertanke: selvfølgelig. Hvor indlysende. Det måtte jo komme.
Den amerikanske psykolog Howard Gardner gjorde sig i sin tid bemærket ved at tale om hele syv forskellige intelligenser. Senere blev det til otte. Og med Daniel Goleman og andres hjælp er vi nu vist nok oppe på 10. Men med det seneste skud på stammen – den etiske intelligens – er dusinet snart fuldt. Forfatteren til bogen hedder Bruce Weinstein. Det smager dog lidt af fugl. Yderligere blod på tanden får man ved at læse en lobhudlende anbefaling på forsiden: Bogen kan simpelthen ”gøre verden til et bedre sted at være”. Som en ekstra appetitvækker byder bogen på en quiz, der samtidig er en etisk intelligenstest. Man kan med andre ord se, hvor højt man scorer på den etiske iq-skala.
Det er altid fristende at få noget at vide om sig selv. Og særligt fristende er det selvfølgelig at få dokumenteret, hvor godt et menneske man er. De fleste af os har jo nok visse ængstelser på dette punkt. ”Vi har en slet karakter og en billig fantasi,” synger vi overgivende med Kim Larsen. Men det kunne jo være, at det slet ikke stod så slemt til? Måske er man bedre end gennemsnittet?
OG HVEM VED: Det kunne jo være, at man var rigtig god til at være god. Ja, måske hører man ligefrem til blandt de bedste? For vi ved jo alle sammen godt, at vi ikke alle er lige gode. Nogen udmærker sig mere end andre. Sådan er det på alle livets andre områder, så hvorfor ikke også her?
Næste trin må vel være at oprette en superliga af højtkvalificerede etiske personer. En slags Mensa, hvor de ekstraordinært gode mennesker kan dyrke hinandens eksklusive selskab, udfordre og inspirere hinanden til at blive endnu bedre og kaste et overbærende blik på de mindre gode, der ikke rigtig kan følge med – for slet ikke at tale om dem, der lider af deciderede etiske handicap.