Jeg er 49 år gammel. Jeg fik min förste menstruation da jeg var 13 år. Den sidste uge inden min mestruation og de förste dage i selve menstruations perioden er mit humör så svingende, at jeg nästen virker psykisk ustabil - hvilket jeg absolut ikke er.

Normalt er jeg både afbalanceret og harmonisk. Har et godt liv med en dejlig mand, stor velfungerende familie og dejlige venner gennem mange år. Et job jeg er glad for og en god ökonomi. Jeg elsker at löbe og löber mindst 4 gange om ugen. Jeg er normalvägtig - var sidst forkölet for tre år siden og kan i övrigt ikke huske hvornår jeg sidst har haft influenza eller andre folke sygdomme i samme stil.

Jeg träffer både arbejdsmässigt og privat velovervejede beslutninger baseret på et faktuelt grundlag. Er i bund og grund ikke et udpräget emotionelt menneske.

Men men....

Cirka 10 dage om måneden er jeg fuldständig gråd labil - og kan selvfölgelig ikke give nogen fornuftig forklaring på hvorfor jeg er så ked af det hele. Jeg har MEGET kort lunte i forhold til andre mennesker, jeg er irrationel, jeg er 70 grader varm indeni, jeg SVEDER, jeg har migräne og ondt i hele kroppen.

Jeg kan forholde mig til de fysiske smerter - som jo da til dels kan holdes nede med den receptpligtige medicin som jeg får - men hvordan forholder man sig i 36 år til, at man 10 dage om måneden bliver et fuldständigt andet menneske?

Jeg har väret til et utal af gynäkologer i tidens löb - og har stort set fået samme budskab alle steder - det må du läre at leve med! Jeg er oven i köbet gået så vidt, at jeg på et tidspunkt kontaktede en psykiater, som erklärede mig tindrende normal og velfungerende!

Efter min mening er det helt fantastisk hvis der findes noget der kan hjälpe alle de kvinder der har det som jeg. Det er vel fuldständig ligegyldigt om det er gammel eller ny medicin - bare det hjälper.

Det er muligt at menstruations besvär ikke er en sygdom. Men hvorfor får kvinder som jeg så receptpligtig medicin der fjerner hormon betinget migräne, mindsker blödninger, er stärkt smertestillende mm.?

Til Lotte Hvass og Birgit Persson kan jeg bare sige; hvis I over en periode på 36 år sammenlagt havde brugt over 10 år af Jeres liv som beskrevet ovenfor - så tror jeg at Jeres holdning ville väre lidt mere afdämpet.