MED AFSTEMNING Julehjælp? Fødselsdagshjælp? Feriehjælp? Hvor går grænsen for, hvad staten skal hjælp med? SF vil nu bruge statens penge på at sikre julehjælp til udsatte børn. Men vi skal ikke statsliggøre næstekærligheden, advarer Liberal Alliance
Hvor går grænsen for, hvad staten skal betale for?
Spørgsmålet melder sig efter, at formanden for Folketingets Socialudvalg, Özlem Sara Cekic (SF) har sagt, at hun ønsker at bruge offentlige midler til en julehjælpspulje, der skal hjælpe fattige familier i Danmark til blandt andet at kunne købe julemad.
LÆS OGSÅ:
SF-V: Fattige skal ikke mangle julehjælpSara Özlem Cekic, hvis staten giver hjælp til at holde jul, hvorfor skal den så ikke hjælpe mindrebemidlede til fødselsdage, fastelavn og sommerferierejser?”Julen er en særlig vigtig kollektiv begivenhed, som børn ikke skal holdes ude fra på grund af økonomi. Desuden er der er nogle minimumskrav til julen som for eksempel juletræ, mad og gaver, som der ikke nødvendigvis er til fødselsdage og andre traditioner. Den afgørende forskel dog, at vi har en helt konkret forespørgsel fra frivillige organisationer, der efterlyser hjælp til julen”, siger Özlem Sara Cekic.
Hendes udmelding om en statslig julehjælp kommer efter, at Dansk Røde Kors har oplyst, at flere end 2000 familier skal have julehjælp i år.
Det svarer til en stigning på 80 procent på blot to år.
LÆS OGSÅ:
2000 familier får julehjælp af Røde KorsMen det er ikke politikernes opgave at lege julemænd på den måde, mener Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Han er den seneste uge kommet i voldsom mediestorm, efter han skrev på sin Facebook-side, at SF’s forslag er til at brække sig over.
”Det er simpelthen for nemt for politikere at gå ud og købe julegaver for andre folks penge. Jeg har intet imod, at udsatte børn får julehjælp. Dem ønsker jeg kun alt det bedste. Men jeg bliver den onde lyne mig provokeret, når den hellige venstrefløj gør sig gavmild for andres penge,” siger Joachim B. Olsen og understreger, at det helt principielt ikke er statens opgave at uddele julehjælp.
I stedet mener han, det er det civile samfund, der må sørge for, at udsatte kan få en ordentlig jul. Han peger på, at danskerne normalt plejer at være gavmilde og kan samle store summer penge ind til gode formål. Derfor burde det også være muligt at hjælpe udsatte danskere til en bedre jul.
”Hvis vi først overlader den direkte næstekærlighed til staten, bliver vi et åndeligt fattigere land. Vi kan ikke bare overlade ansvaret til staten for dem, der ikke har det godt,” siger Joachim B. Olsen.
Özlem Sara Cekic er enig i, at det principielt ikke er statens opgave at sørge for julehjælp til familier. Men så længe, der findes fattigdom i Danmark, må man ty til lappeløsninger som for eksempel julehjælp:
”Statens opgave er at tage det overordnede ansvar på sig og sikre, at alle har økonomi til at betale for julen. Samtidig må staten spænde et sikkerhedsnet ud og hjælpe dem, der alligevel falder igennem. Det er en solidarisk indstilling til borgerne,” siger Özlem Sara Cekic.
”Vi vil gerne afskaffe de fattigdomsydelser, der skaber fattigdom. Men det kan ikke nås inden 24. december. Derfor må vi gå ind og sikre, at børnene ikke bliver de største tabere, men at de får mulighed for at holde jul med deres forældre,” siger Özlem Cekic, der ønsker at bruge de såkaldte statspuljemidler til julehjælpen.
Forhandlingerne om satspuljemidlerne begynder i uge 45, og det er endnu ikke klart, hvor mange penge en statsfinansieret julehjælp vil koste.