Naturlig og unaturlig omgang med døden

Hvis vi finder livet hårdt og ubærligt, er det måske snarere livet, vi skal anklage, og ikke ønske, at døden skal komme og lindre, mener Jacob Birkler.

- Colourbox.com

Læs også

flexblock

Tema

Klummen: Etisk set

Aktiv dødshjælp

flexblock

Emneord

døden | filosofi | lidelse | livet | Epikur

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jacob Birkler | 24. oktober 2011

Vi bør fortsat tilbyde omsorg, lindrende pleje og behandling til døende i den sidste tid og ikke tilbyde drab på patientens begæring, mener formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler

”Når vi er, er døden ikke. Når døden er, er vi ikke.” Sådan bliver vi beroliget af filosoffen Epikur, der levede for 2300 år siden. Men det betyder ikke, at døden mister mening, tværtimod. Døden forpligter os i livet og er meningsfuld som en besindelse på livets alvor.

I dag er døden blevet noget, vi udskyder. Den er udskudt til fremtidig kontrol. Det er netop her, tilhængere af aktiv dødshjælp rodfæster deres argumenter.

Argumenter, der ofte varierer over følgende udtryk: ”Når lidelsen bliver ubærlig, vil jeg selv kunne bestemme.” Vi udskyder døden hele livet igennem, og når først den nærmer sig, vil vi gerne overvinde den ved at stoppe livet, når vi selv ønsker det.

Men det indledende citat af Epikur udfordrer argumentet og fjerner i nogen grad selve grundlaget for dette ønske. Epikur peger blandt andet på det grundlæggende forhold, at når først døden indtræder, er ”jeg” ikke mere. Det er således en gængs misforståelse, at man kan ”være” død. Jeg kan ikke være død, det vil sige leve som død, men er til gengæld døende hele livet igennem.

Annonce

Hele diskussionen om aktiv dødshjælp får ganske ofte et forkert udgangspunkt. Vi taler om døden som noget, der kan hjælpe den døende. Det, vi gerne vil undgå, er den smertefulde død. Den voldsomme kamp. Men døden lindrer ikke. Det eneste, døden kan, er at fjerne den person, der lider. Derfor er det særligt livet og synet på døden, der kan forandre vilkårene for den døende.

”Mennesker, der råber: ’Jeg dør!’, gør det for det meste ikke,” påpeger den hollandske læge Bert Keizer i bogen ”…døden må du lide”. Når døden er minutter tæt på, sker det som regel, uden at den døende er bevidst om det.

Mere kategorisk er vi aldrig til stede ved vores egen død. Det er så til gengæld de efterladte, der må lide som efterlevende. Den døende dør som levende. At dø svarer til at ”blive død”, nøjagtig som livet begynder med at ”blive født”. Det er pr. definition uden for vores kontrol.

Det, der står tilbage, er et døende liv eller mere opbyggeligt et liv med døden. På den måde bliver døden livsvigtig, som et vilkår i livet. Det er ikke døden, der giver os lidelsen, men derimod livet, som er lidelsesfuldt. Hvis vi derfor finder livet hårdt og ubærligt, er det måske snarere livet, vi skal anklage, og ikke ønske, at døden skal komme og lindre. Døden lindrer ikke, men fjerner den, der lider.

Livet kan være grimt og ubønhørligt. På et tidspunkt får sygdom magt i livet som en stadig mere tung byrde. Derfor er det i livet, vi bør hjælpe de svært syge. Vi bør hjælpe den døende med livet i livet, som levende til døden.

Vi bør fortsat tilbyde omsorg, lindrende pleje og behandling til døende i den sidste tid og ikke tilbyde drab på patientens begæring. Samtidig må hver især besinde sig på at leve som døende livet igennem.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere medlem af Folketinget Tove Videbæk.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock