Bør forældre opfylde barnets materielle behov for at høre til i gruppen?

Som forældre må vi derfor respektere, at barnet til en vis grad tilpasser sig de fællesskaber, det indgår i. Barnet har en integritet, og gennem den danner barnet sine egne holdninger, værdier og har en autonomi, der former barnets egne ønsker og behov, og det skal respekteres.
Nogle gange vil disse ønsker og behov stride imod, hvad vi forældre synes er det rigtige, eller det, der har værdi efter vores mening. Men her er det måske ikke så meget et spørgsmål om at sige ja eller nej, men om at finde den måde at sige ja eller nej på, der også lærer barnet forventningens glæde, lærer barnet at nogle gange skal man yde før man kan nyde, eller læringen om at det er i orden at være anderledes.

Her ligger måske den første udfordring. Vi normaliserer hinanden og vores børn. Vi har alle et ansvar for at bevare mangfoldigheden og forskelligheden, men ofte har vi forældre travlt med at normalisere vores børn, så de ikke falder uden for fællesskabet.
Jeg oplevede det selv forleden da min 7 årige søn gerne ville have en anderledes frisure, da han skulle I skole. Som omsorgsmor blev jeg straks bekymret. Hvad ville de andre børn sige til ham? Hvad ville reaktionerne være? Ville han nu blive ham den mærkelige, der gør alting anderledes end alle de andre? Jeg fik et udpræget behov for at normalisere ham så meget som muligt og få ham til at falde i med alle de andre børn. Men jeg bed frygten for hans sårbarhed i mig, hvilket var meget svært, og bakkede ham op i selv at bestemme hvilken frisure han ville have.

Bør man opfylde barnets materielle behov for at høre til i gruppen? Nej, det bør man ikke nødvendigvis, men i respekt for barnet integritet og autonomi bør man som forældre følge med i og være involveret i de interesser og trends, der præger de fællesskaber vores børn spejler sig i.