Niels Nørgaard |
19. oktober 2011
Piger under 20 år får sjældnere foretaget abort, mens udviklingen er modsat hos de 20-29-årige
Danske teenagepiger ender sjældnere end tidligere med et medicinsk indgreb mod graviditet. Antallet af provokerede aborter i aldersgruppen 15-19 år er over de seneste år faldet, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Sidste år blev der foretaget 15,0 aborter for hver 1000 piger i aldersgruppen. I 2007 lå frekvensen på 16,9.
På Københavns Universitet tør lektor i medicinsk kvinde- og kønsforskning Birgit Petersson imidlertid ikke konkludere, at der er tale om en tendens.
”Man kan glæde sig over, at det i hvert fald ikke er stigende. Men man kan være nervøs for, at det betyder, at flere unge får børn, og det ville ikke være godt,” siger Petersson.
Hun er psykiater og medlem af Abortankenævnet og advarer imod, at unge under 20 år får børn.
”Vi har ifølge FN’s Børnekonvention forpligtet os til at forhindre teenagegraviditeter, fordi teenagere ikke er særligt gode til at have børn. De får mange problemer,” konstaterer hun.
LÆS OGSÅ:
10 vigtigste ting at vide om abortHos organisationen Sex & Samfund ser projektmedarbejder Jeppe Hald faldet som et udtryk for, at seksualundervisningen i skolerne er lykkedes. Til gengæld bekymrer det, at antallet af aborter er stigende blandt kvinder i 20’erne.
”Jeg tror, man har fået bedre fat i de unge i grundskolen, men så slipper man dem igen, når de kommer længere op i uddannelsessystemet, og glemmer at målrette undervisningen og informationen til dem,” vurderer han.
Aldersgruppen 20-24 år er de hyppigste gæster hos abortlægerne med en frekvens sidste år på 25,6 aborter per 1000. Det er to mere end i 2007. Tallet for de 25-29-årige er ligeledes steget.
Hos Sex & Samfund mener man, at tendensen kan vendes med obligatorisk seksualundervisning på ungdomsuddannelserne.
”Det er trods alt omkring halvdelen af de unge, som først har deres seksuelle debut, efter at de har forladt grundskolen. Og bare fordi de dimitterer, er det ikke sikker, de kan huske alt, hvad de lærte. Det gælder om at nå dem med relevant information på det tidspunkt, hvor det er relevant for dem,” påpeger Jeppe Hald.
Han henviser til en undersøgelse fra sidste efterår, som viste, at aborter hos de 15-24-årige skyldes lige dele manglende og virkningsløs prævention.
”De unge mangler færdigheder og viden om prævention. Det handler både om at huske at bruge det, men også at bruge det korrekt,” konstaterer Jeppe Hald.
TEMA:
Abort