Jørgen Carlsen |
10. oktober 2011
Der findes en viden, som er alt andet end behagelig, og som man allerhelst ikke vil vide af, skriver højskoleforstander og idéhistoriker Jørgen Carlsen i dagens klumme
”Adel forpligter”. Sådan lyder et kendt valgsprog. Sjovt nok virker dette udsagn egentlig ikke særlig forpligtende. Det er jo bare sådan en talemåde, man slynger ud med et krøllet smil, vel vidende, at det lyder en smule altmodisch.
LÆS OGSÅ: Lykkelig uvidenhedSiger man derimod ”viden forpligter”, så sidder man ganske anderledes i saksen. Har man først opnået viden om noget, hager den sig fast og er ikke til at ryste af sig.
Ingen tvivl om, at viden kan bringe os langt i denne verden. Man siger som bekendt, at ”kundskab er magt”, og det er indiskutabelt rigtigt på hele det teknisk-videnskabelige område. Vi bliver gennem vor viden i stand til at magte noget med verden: helbrede sygdomme, opføre imponerende bygningsværker, sende raketter ud i verdensrummet og så videre. Hele civilisationsudviklingen næres af denne eksplosive vækst i den menneskelige magtviden.
Men når det gælder etiske valg, kan en viden være særdeles ubekvem. Her er viden snarere en belastende omstændighed, som sætter os i forlegenhed. Her er det, som om det er vor viden, der har tiltaget sig magten over os. Det er noget af et uskyldstab at erfare, at viden er noget, der forpligter.
Hvis jeg ikke allerede havde haft det på fornemmelsen, så er jeg i hvert fald gennem mit arbejde i Det Etiske Råd blevet opmærksom på, at der findes en række prekære etiske problemstillinger, som jeg tidligere har levet i ”lykkelig uvidenhed” om.
Der findes en viden, som er alt andet end behagelig, og som man allerhelst ikke vil vide af. En besværlig viden, som i flere situationer ikke stiller én over for valget mellem godt og ondt eller rigtigt og forkert, men ofte drejer sig om det mindste af to onder.
Der findes i kølvandet på den bioteknologiske vidensmagt (som jeg bestemt opfatter som et principielt gode) en række etiske dilemmaer, som placerer os mennesker i en afmagtsposition. Vi efterlades nemlig i en rådvildhed med hensyn til det ”rigtige” standpunkt. Og jeg må her skyndsomst tilføje, at der ikke er nogen nemme flugtveje ud af problemstillingen. Der findes tilmed heller ikke nogen specielt fromme etiske helgarderinger.
Når vi drøfter sådanne prekære etiske problemstillinger i Det Etiske Råd, så sidder man i en skruestik. Man kan ikke bare melde pas eller stikke hovedet i busken. En opnået viden rummer en irreversibel fordring. Man kan ikke afvikle den igen. Man kan måske forsøge at fortrænge den eller glemme den eller lade, som om man ikke har den.
Men det fører bare til, at nissen flytter med. Nu optræder den i samvittigheden – eller som det meget sigende hedder på svensk ”metvetande” – som en med-viden, der plager én.
Det gælder ikke bare os, der sidder og mikroskoperer etiske problematikker i Det Etiske Råd. Det gælder alle borgere i dette samfund, som hver for sig lever i en mere eller mindre lykkelig uvidenhed om alt det, der huserer i sprækkerne af den moderne verden. Hvis de altså bare vidste …
Den engelske digter lord Byron har formuleret sagens kerne på følgende måde: ”Knowledge is sorrow”(viden er sorg, red.).
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere medlem af Folketinget Tove Videbæk.
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk