swl skrev: "det handler om at udtrykke sandheden
Kære Susanne.
Du spørger om det er lykkedes mig at overtale nogen, og det er et interessant spørgsmål. Du tilføjer en bisætning der hedder "
fra at sige sandheden", og det kommer til at virke som sådan en skruetvinge-retorik, for du får mig selvfølgelig ikke til at være enig i, at jeg skifter fokus væk fra sandheden, så at sige. Ikke desto mindre vil jeg svare, at ja, gennem gode samtaleklima er det faktisk mit indtryk, at jeg helt klart har bragt nogle mennesker tættere på en sand forståelse af livet. Ligesom jeg er blevet bragt tættere på samme.
Jeg er lidt nysgerrig efter hvilken teologi, så at sige, dine synspunkter er rodfæstet i. For dig "handler det om at udtrykke sandheden", og hvis det ligesom er det vigtigste, kan man jo stille sig på toppen af Rundetårn, og "udtrykke sandheder" ud over København. Det vil dog være et yderst dårligt samtaleklima, af den simple årsag, at folk nok ikke rigtigt vil kunne høre hvad man siger.
Nå, men hvad menes egentlig med et godt samtaleklima? Jeg kunne driste mig til, måske provokerende, at sige, at et godt samtaleklima først og fremmest er et klima, hvor parterne mærker sig elsket af hinanden, altså helt som i "du skal elske din næste som dig selv".
Hvis nogle af parterne fornemmer, at modpartens motivation for at "udtrykke sandhed" egentlig ikke er kærlighed til næsten, men blot en nådesforladt, og dermed misforstået Gudsfrygt, taler man egentlig ikke sandhed, selvom ordlyden måske harmonerer med nogle læresætninger som vi har vedtaget som "sande". Man taler ikke sandhed alligevel, fordi motivationen ikke er sandt næstekærlig - hvilken menneskers motivation måske ganske sjældent er, i øvrigt; Gudsketakoglov for nåden.
Du er formentlig ikke enig, og det er helt okay, og jeg tror ikke vi får
argumenteret os ud af dette. Det er bare meget vigtigt for mig at fremføre, også over for andre læsere, at jeg bestemt ikke oplever at vi gennem denne konference er gået på kompromis med hvad vi tror er sandt om livets start, midte eller afslutning. Vi har netop skabt en mulighed for at kunne fremføre hvad vi mener er sandt, og vi har gjort det mens vi har elsket vore medstuderende og kollegaer.
Jeg ved ikke om du var tilstede på konferencen, siden jeg kun kender dit fornavn og initialer, men jeg er da nysgerrig efter at vide, om du var tilstede ved konferencen, og kan sætte fingeren på hvorledes vi i stedet skulle have ageret? Skulle vi have slukket for mikrofonen når der blev sagt noget vi ikke syntes var sandt? Skulle vi havet kommet med sandhedskorrigerende tilråb? Skulle vi have arrangeret konferencen alene som Kristne Medicinere?
Ja, nu er det mig der stiller retoriske spørgsmål, for alle disse overvejelser har vi naturligvis været i gennem, og svarene fremgår af artiklen. Vi gør hvad vi gjorde for at elske livet, Gud og vore kollegaer - og beder Gud tilgive os når vi ofte kommer til kort og fejler.
Andreas Hoff