Hvad er den største etiske udfordring i denne verden? Et muligt svar kunne være, at tusindvis af mennesker dør af sult hver dag.
Ikke på grund af krig, sygdom eller alderdom, men udelukkende fordi de ikke får den livsnødvendige føde.
Her er der tale om en udfordring, vi kan gøre noget ved. Vi hjælper allerede i et vist omfang, men kun i et helt utilstrækkeligt omfang. Såfremt verdens rigeste gav en ubetydelig del af deres formue til verdens fattigste, ville vi i stort omfang kunne løse problemet. Men det gør vi ikke.
Hvorfor?
Et eksempel kan illustrere pointen. Du kommer kørende på en øde landevej i din bil. Pludselig ser du en nødstedt i vejkanten. Du identificerer hurtigt en mand med åbent benbrud, hvor blodet strømmer fra det ene ben. Hvad vil du gøre? Vil du gøre det samme, hvis du har dine nye bukser på, som du netop har købt for 1000 kroner?
Du skal nu forestille dig, at du efter hjemkomsten finder et brev fra Folkekirkens Nødhjælp, der appellerer til din hjælp. De ønsker 1000 kroner, hvor pengene imidlertid ikke går til en person med benbrud, men går til utallige mennesker, der hver dag lider på vej mod sultedøden. For 1000 kroner vil du ikke blot kunne hjælpe en enkelt med benbrud, men et langt større antal mennesker, der lider hver eneste dag. Eksempelvis koster et myggenet én dollar, hvilket redder liv hver dag.
Hvad gør du?
Hvis du vælger at hjælpe i det første eksempel og undlader at hjælpe i det sidste eksempel, vælger du at gøre som de fleste. Adskillige undersøgelser viser, hvordan langt de fleste vil hjælpe den nødstedte i vejkanten, men fravælger hjælpen til de nødstedte, der lider i lande langt væk. Men her synes der at opstå et paradoks. Hvorfor hjælper vi ikke der, hvor hjælpen nytter mest? Hvis vi tænker nøje efter, er det ulogisk at hjælpe den nødstedte i vejkanten uden at hjælpe de mange sultende i verdens udviklingslande.