Hvor meget magt over egen krop ønsker vi dybest set at lægge i systemets hænder?

Der er ingen tvivl om, at indsatsen nok kan strammes op visse steder, og at der er brug for endnu mere fokus på emnet. Alle meningsmålinger viser jo netop, at danskerne generelt er tilhængere af organdonation. Måske er der også brug for flere ressourcer, så der bliver tid til den svære samtale. Primærsektoren er ligeledes en mulighed for at udspørge folk om deres holdning, og mange praktiserende læger deltager allerede i dette arbejde.

ET ANDET VÆSENTLIGT problem italesættes ikke så ofte, om end det har potentiale til at blive særdeles betydningsfuldt: Med formodet samtykke til organdonation lukker vi en ny og magtfuld spiller ind på banen: staten. Det er en tanke værd, om vi ønsker og er parate til at give embedsværket så enorm en magt. Vi kan anskueliggøre det med et tankeeksperiment:

Lad os forestille os, at vi bor i et land, som er i desperat økonomisk krise, og der udskrives valg til Folketinget. Det første, den nye statsminister beslutter, er, at al ejendom, jord såvel som huse, smykker og kassebeholdning, skal tilfalde staten, når et menneske dør. Man afskaffer ganske enkelt arven! Ved personlig indsats kan man dog tilkendegive, at man ikke ønsker sine midler inddraget, når man dør. I så fald, vil staten respektere dette ønske. De pårørende har ingen juridisk indsigelsesret, men staten vil selvfølgelig lytte til dem ...

For at alt dette kan udfolde sig, må der først iværksættes en informationskampagne, som må nå ud til hver eneste dansker over 18 år. Og staten må sørge for, at oplysningerne om, at man kan frasige sig ordningen og beholde arven i familien, er tydelige og lettilgængelige. Der må oprettes en hjemmeside og et sideløbende papirsystem, hvor folk helt uproblematisk kan tilkendegive, at de ønsker at beholde formuen til de pårørende.

For det første kan man spørge, om man som borger kan have tillid til, at staten i ovenstående eksempel vil være den rette til at lede informationsarbejdet. Kan man forestille sig et habilitetsproblem i denne sag om formodet arve-samtykke? Kan man få den tanke, at statens interesser teoretisk set vil være omvendt proportionale med aktivitetsniveauet i den oplysningskampagne, der skal føres?

Præcis på samme måde kan man frygte, at det formodede samtykke til organdonation bliver statens enevældige projekt, hvor det bliver meget vanskeligt for den almindelige patient at opnå information om, hvordan man melder sig ud af statens reservedelslager.

Danmark er et lille land, men alligevel oplever vi ofte, at kommunikation er en vanskelig størrelse. Når der afholdes valg, angiver folk at være uoplyste, og emner, der har endnu mindre interesse, når formentlig slet ikke ud.

De sager, der er mest interesse for, har ofte en økonomisk vinkel. Der er nok større sandsynlighed for at få opmærksomhed om en stigning i boligskatten end om et forslag vedrørende formodet samtykke til organdonation.

Hertil kommer, som nævnt, det bekymrende element, at den selvsamme myndighed både skal skaffe organer og lede informationsarbejdet om retten til at sige nej!

Har vi tillid til, at staten uhildet og aktivt kan løfte denne kommunikationsopgave? Og hvor meget magt over egen krop ønsker vi dybest set at lægge i systemets hænder?

Mette Marklund er læge, ph.d. og medlem af Lægeforeningens Etiske Udvalg