En ny regering skal bevare troværdigheden i Danmarks selvforståelse, mener cand.theol. og stifter af Etikos Christina Busk
Valgkampen er i fuld gang. Parolerne ruller, og løfterne svirrer. Politikere, der vier deres liv til politik, som mange af vores dygtigste politikere gør, fortjener stor respekt. Men at være dygtig, dedikeret og ambitiøs på landets vegne betyder ikke, at en ny regering undgår etiske udfordringer.
LÆS OGSÅ: Husk etikken i valgkampen
Først og fremmest bliver en af de største etiske udfordringer at bevare troværdigheden og anstændigheden i vores samfund. Ganske simpelt at leve op til løfterne og parolerne, der serveres som valgflæsk i valgkampens tre uger. Nuvel – vi ved alle, at retorik og spin er en del af spillet. Vi har set det før, vi har hørt det før. Men barberer vi alt gejlet væk, så står en udfordring skarpt. Det er landets integritet og selvforståelse, der står på spil.
Danmarks skal være et videnssamfund, men giver vi folkeskolen de rammer, der skal til for at forberede vores børn til at løfte fremtidens udfordringer og opgaver?
Danmark har et af verdens bedste sundhedssystemer. Som sund og rask vil jeg af hele mit hjerte gerne tro på, det er sandt, men jeg har hørt fortællinger om noget andet. Jeg ved, for jeg har mødt dem, at vi har nogle knaldhamrende dygtige fagfolk i vores sundhedsvæsen, men får de mulighed for fuldt ud at frigive og udfolde deres potentiale?
Danmark har en velfærdsmodel, der sikrer, at ingen falder helt igennem sikkerhedsnettet, medmindre de selv vælger det, tror vi. Men fattigdommen stiger, og det er en etisk diskussion værd, hvor lav den grænse skal være for at kunne opretholde velfærdens troværdighed.
Danmark har et dygtigt erhvervsliv med en energisk og progressiv iværksættertrang, vi skal differentiere os på det blå ocean, skabe forretning ikke ved at kopiere, men ved at opfinde, men satser vi nok på forskningen?
Danmark indsamler 110 millioner kroner til Østafrika, fordi vi kan, når vi vil. Fordi vi er en næstekærlig nation, det har vi tradition for at være. Men ser vi det potentiale for menneskelig berigelse, der også ligger foran os, når de nødlidende banker på vores dør?
Listen er lang og længere endnu ...
Den etiske udfordring ligger ikke i at finde et bestemt svar, men i at gøre, hvad der står i regeringens magt for at bevare troværdigheden i Danmarks selvforståelse ved at skabe rammerne for, at selvforståelsen også bliver til virkelighed og ikke hykleri.
Christina Busk er cand.theol., ejer og stifter af Etikos og medlem af
ekspertpanelet på etik.dkLæs flere kommentarer til valgets etiske perspektiver på
etik.dk