Hvorfor sende penge til Afrikas Horn, når landene bruger penge på krig?

Flere eksperter og meningsdannere herhjemme påpeger, at den akutte nødhjælp er nødvendig, men at hungersnøden vil være et tilbagevendende problem, indtil de afrikanske befolkninger får ledere, der vil deres egne det godt.

Historikeren og samfundsdebattøren ph.d. David Gress kalder situationen på Afrika Horn for et trist dilemma.

”Man kan ikke gøre andet end at give fødevarehjælp i en situation som denne, men samtidig kan man have sin tvivl om, hvilken forskel hjælpen kan gøre. Afrika har været et trist skue i mange år, og situationen på Afrikas Horn er virkelig grel.”

David Gress mener, at vejen til varig bedring af leveforholdene er et andet styre i Somalia.

”Den eneste vej for Somalia er, at man får et ordentligt og ansvarligt styre, som kan dosere volden. Spørgsmålet er, om vi i Vesten har viljen til at gøre det på den hårde måde? I mange af landene i Afrika havde folk det bedre i kolonitiden, hvor der sjældent var hungersnød, og hvor man ikke havde klaner og stammer, som kæmpede om ressourcerne,” siger han.

David Gress vil give et bidrag i weekenden, men mener, at forskningen har bevist, at det er en myte, at man med økonomisk støtte kan skabe udvikling.

”Hjælp kan i bedste fald være neutral, men man kan også risikere at blokere for den nødvendige udvikling i landene, når man fodrer lokale parasitter, som med vold klæber fast ved magten. Jeg tror ikke, der findes noget eksempel på et land, som har nydt godt af offentlig bistand. Tænk på udviklingen i et land som Tanzania, hvor man har opretholdt et udemokratisk regime og fremmet korruption, samtidig med at man har givet store summer i udviklingsbistand.”

Sognepræsten og debattøren Edith Thingstrup har også pengene klar i morgen, men hun siger, at hun vil give sit bidrag til landsindsamlingen med blandede følelser.

”Jeg vil gøre det med vemodighed, for uanset hvor stort eller lille et beløb jeg og andre smider i bøssen, bliver det først og fremmest et symbolsk bidrag. Vi kan være med til at lindre nøden og sikre nogle måltider, men vi kan ikke gøre noget ved det ondes rod.”

”Jeg bliver meget irriteret, når jeg det ene øjeblik skal forholde mig til nødlidende og i næste øjeblik ser billeder af mænd på åbne lastbiler med rifler over ryggen. Disse mænd er medvirkende til, at det aldrig bliver virkelig anderledes for et land som Somalia.”

”Det kunne være et fantastisk land, men det er et land, hvor det måske aldrig bliver anderledes på grund af krig, korruption og udnyttelse af mennesker”, siger hun, der er parat til at øge vestlig indflydelse på Somalia.

”Vi er nødt til at få sat nogle krigsherrer ud af spillet. Jeg er bange for, at det kun kan gøres, hvis man sætter Somalia under vestlig administration, men Vesten har nok at gøre i Libyen og Afghanistan.”

Også generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær mener, at det er nødvendigt med en folkelig opstand, hvis der for alvor skal ske noget på Afrikas Horn.

Han er for nylig vendt hjem fra Etiopien med godt nyt om, at hjælpen når ud til de nødlidende.

”Det er en lang proces, der skal til, hvis der skal være håb om at ændre forholdene på Afrikas Horn. De, der sidder på magten, er ikke interesserede i at lave så meget om. Via folkelige organisationer og parter hjælper vi helt akut, men vi arbejder også med langvarige projekter så som at etablere vandbassiner, der kan hjælpe køerne til at overleve på sigt. Det eneste håb, der er, for at forholdene skal ændre sig i Afrika, er et folkeligt pres fra neden, som vi lige nu ser i de arabiske land. Derfor arbejder vi også med at bygge demokrati op fra neden. Det hjælper, og derfor støtter vi folkelige organisationer.”

I stedet for at bebrejde de afrikanske regeringer for at prioritere militæret frem for befolkningen mener Henrik Stubkjær, at vi skal kigge indad.

”Det er generelt vanvittigt, at verden bruger så mange penge på militær. Hvis vi halverede verdens udgifter til militær, ville ingen sulte. Så kunne vi have forebygget en sådan sultkatastrofe. Det er grotesk. Jeg har svært ved at se logikken i det.”

Nødhjælpshistoriker Claus Kjergaard Nielsen har skrevet ph.d.-afhandling om, hvordan nødhjælpsorganisationer kan være med til at forlænge konflikterne bag katastrofer. Generelt mener han, at indsamlingen i morgen vil betyde færre døde her og nu.

”Man skal sende penge til Afrika, fordi støtten via de frivillige organisationer, ngo’er, går til mennesker og ikke til stater. Når man betaler, er man med til at redde liv. De penge, man donerer, går til fattige grupper, som ikke er repræsenteret i landenes magtgrupperinger, og dermed til dem, som er udsat for uansvarlige ledere og uansvarlige ekstremistiske grupper.”

Ifølge Claus Kjersgaard Nielsen skal nødhjælpsorganisationerne holde sig til de kortsigtede projekter.

”Nødhjælp kan hjælpe på kort sigt, men på længere sigt kan den forlænge konflikter og lidelser. Det er et grunddilemma i nødhjælpsarbejdet.”

”Forholdene på Afrikas Horn drejer sig om en katastrofesituation, som først og fremmest skyldes den sikkerhedspolitiske situation. Hvis den politiske situation i Somalia havde tilladt at gribe ind langt tidligere og meget bedre mod tørken, havde vi ikke fået den nuværende katastrofe.”

”Det er meget vanskeligt at hjælpe et samfund så omfattende, som det er påkrævet, med investeringer i infrastruktur, sundhedssystemer, beskæftigelsesprojekter og så videre, hvis sikkerhedssituationen ikke tillader det – i værste fald fører det blot til, at man tilfører en krigsøkonomi en masse yderligere ressourcer.”

I sin ph.d.-afhandling nævner han eksempler på, at nødhjælp i krigsområder har været med til at forlænge krige. Et eksempel er, at en krigsdeltager har lastet fly med våben og holdt sig tæt på nødhjælpsflyene, fordi modparten ikke ville skyde på nødhjælpsfly. Historikeren understreger derfor vigtigheden af, at nødhjælpen holder sig til de kortsigtede projekter:

”Nødhjælp bør være kortsigtet. Det bliver kun sværere at nå frem med nødhjælp, hvis den ikke beholder sin neutrale upartiske form.”

Historikeren mener derfor, at successkriteriet for nødhjælp må være hjælp nu og her, mens løfter om at løse problemer på sigt med stor sandsynlighed vil være tomme.

”Når et initiativ er hægtet op på et langsigtet projekt, kan man kun håbe på, at det vil få længerevarende positive konsekvenser. Men det er bestemt ikke sikkert. Det er ekstremt vanskeligt. I borgerkrigslignende situationer er der risiko for, at de langsigtede løsninger kan blive kapret af kræfter, som ikke går ind for det samme som den humanistiske, liberale vestlige verdensorden.”