Irland sætter skriftemålet under pres

Ligesom en læge har tavshedspligt om sine patienter, så må en katolsk præst ikke fortælle, hvad han har hørt i et skriftemål. Det er ikke blot et spørgsmål om professionel etik, men udtryk for, hvor centralt skriftemålet står i den katolske kirkes selvforståelse som en institution, der virker for at forsone mennesket med Gud gennem syndernes forladelse. I det ”rum” er der kun plads til Gud, præsten og den skriftende. Og skønt præsten bør gøre sit yderste for at overtale en skriftende forbryder til at gå til politiet og eventuelt kan nægte ham tilgivelse, ændrer det ikke på, at alt, hvad der foregår i skriftestolen, er omfattet af skriftemålshemmeligheden.

Skriftemålets logik sætter tingene på spidsen, og det er blevet udnyttet mange gange i kunsten. I Alfred Hitchcocks film ”I Confess” (1953) bliver en præst uskyldigt anklaget for et mord, og selvom præsten ved, hvem den virkelige morder er, er han ude af stand til at fortælle politiet det, fordi morderen fortalte præsten om det under et skriftemål.

Sådanne dilemmaer kan forekomme konstruerede, men ikke desto mindre insisterede formanden for den irske præsteforening, P.J. Madden, i sommer over for Irish Times på, at han som præst ikke har noget valg andet end at bevare skriftemålshemmeligheden uanset hvad. ”Hvis jeg bryder loven, så er der nogen, der må finde en måde at tage hånd om det for mig på,” forklarede han avisen. ”Men som præst ved jeg, at skrifteseglet er over alt andet.”Realistisk set er det svært at forestille sig en kommende irsk lov om rapportering af børnemisbrug, der ikke undtager, hvad præsten måtte høre i et skriftemål. I så fald vil Irland være det eneste sted i Vesten, hvor skrifteseglet ikke blev respekteret, og det vil blive opfattet som en krænkelse af religionsfriheden. Selv under Den Franske Revolution, hvor præster blev henrettet, og kirker omdannet til krudtdepoter, vedtog man ingen love, der krævede et brud på skriftemålshemmeligheden. Desuden vil man kunne indvende, at sådanne krav ville virke stik imod hensigten, fordi ingen forbryder ville gå til skrifte, hvis han vidste, at præsten ville fortælle politiet om det, og at præsten derfor ikke ville have nogen mulighed for at prøve at overtale ham til at gå til politiet.

Men også selvom loven falder – eller udtrykkeligt undtager skriftemålet – vil det give anledning til eftertanke blandt de irske biskopper og i Vatikanet, at skriftemålet kan bruges som et sindbillede på hemmelighedskræmmeri og intriger og dermed over én kam mistænkeliggøre kirken og katolsk praksis.

Skriftemålet er intimt og privat og er derfor genstand for omgivelsernes store interesse. Men der skal ikke meget til, førend det kan vendes til noget truende. For selvom vi værdsætter principperne om trosfrihed og privatlivets fred, frygter vi også samtidig det, der ikke er statskontrolleret, også selvom staten – ligesom kirken – ofte svigter.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.