For en gang skyld enig med Poul Nyrup Rasmussen.

Langt de fleste handicappede er handicappet uden egen skyld, og det er måden, samfundet behandler/omtaler sine ældre/handicappede på, der viser, om det er rigt eller fattigt.

Danmark er nok rig på penge, men fattig på menneskelighed.

En anden tendens eller kendetegn ved mennesker på hvorledes "man" opfører sig i gode tider og nedgangstider. Ellers velfungerende mennesker, der pludselig skifter karakteregenskaber under "pres". Hvorledes angsten hos ledere i det offentlige og private medfører villighed til at sælge ud af medmenneskelige værdier, i forsøget på at redde sit eget skind - og fremtrække svage og forsvarsløse som årsagen til alle ulykker.

Den krise i Europa og USA, som slår ud i lys lue i starten af 2012, vil få en alvorlig konsekvens, ikke mindst for mange offentlige ansatte i form af nedskæringer og fyringer.

Så man skal vare sig for hvad man melder omkring de "svage" i samfundet, da man meget vel selv kan blive en af dem der kommer til at stå "med hatten i hånden".

Jeg har set nok som massør/terapeut på motivationsprojekter for matchgruppe 4-5 klienter til at konstatere, at der kan vi "alle" havne.

Ethvert menneske har et "ukendt" antal ansigter, alt efter hvilke medmennesker og relationer man har med at gøre, og under hvilke omstændigheder det foregår. Alt for mange tillader sig at skifte mellem disse personligheder.

Vi kender alle "humoristen" der kan sætte fut i enhver festlig lejlighed, men som under pres, tillader sig at vise sig fra den modsatte side.

Som tænkende og reflekterende menneske er det vigtigt i alle situationer af være afbalanceret, afholdende og vise sig fra sin bedste side - uanset om man har medvind eller modvind.

Tror den krise der kommer, mer er udtryk for moralsk forfald end noget andet. Og den hovedsagelig kommer til, igen at ramme de svageste, men vil også blotlægge tydeligt - hvor galt det står til.

Det bliver en lærestreg af de mere alvorlige - men nødvendig.

Forplumrer nok mit indlæg igen, men har sagt det før, også for mere end 1 år siden. Februar 2012 (Portugal) brager den Europæiske økonomi for alvor sammen. Så må vi jo se hvad "verdens lykkeligste folkefærd" Danmark - i virkeligheden har at gøre godt med.

Kære Poul Nyrup

Alle der kender din baggrund ved hvilken vægt der ligger bag dine ord på området. Jeg er i den situation at jeg har været uheldig og blive indlagt med stress på et psykiatrisk hospital. Jeg fik ved en fejl stillet en forkert diagnose som man har indrømmet på stedet var forkert. Jeg har forsøgt at få sagen undersøgt. Det har været uendeligt svært indtil videre. Jeg blev fejlbehandlet fordi man havde stillet en forkert indgangsdiagnose, jeg blev derfor tvangs medicineret og tvangstilbageholdt.
Jeg har forsøgt at få belyst sagen nu, først ved Patientforsikringen så ved Patientombuddet.
Man har hidtil ikke villet lytte til mine argumenter og alle de eksperter der har vidnet til min fordel er ikke komme med i bedømmelsen i sagen.
Man kan opleve at man står nærmest uden retssikkerhed og rettigheder som almindelig borger. Jeg har hidtil haft meget svært ved at få nogen i tale om det her og det belaster en naturligvis.
Jeg har oplevet at blive indlagt for noget andet hvor man, ved den lejlighed, tiltvang sig adgang til den journal hvor den forkerte diagnose stod og at jeg derfor blev hængt ud hos min læge og set skævt endnu en gang.
Det er yderst belastende når man ikke fejler noget, at man til syne ladende kan have utroligt svært ved at væske sådan et stempel af igen.
Jeg har nu en lang række symptomer som også er kendt som bivirkninger fra medicin, især antidepressivt medicin, selvom jeg ikke tager medicin, jeg er blevet nægtet at blive bloddonor af samme grund.
Ingen tager tilsyneladende en person alvorligt når man har fået sådan et stempel. Er den forening i har en mulighed for at få rådgivning?

Nyrup har fuldstændig ret. Retorikken på handicapområdet er forstemmende. Min udviklingshæmmede søn er i følge den seneste retorik en økonomisk burde, der belaster samfundet. Og ja, han bruger mange skattekroner, men hans liv er rigt, han nyder livet og skaber glæde for mange andre..... Et menneske er mere end sit handicap og sin brug af skattekroner!

Jeg synes det kunne være interessant for mig som læser om Poul Nyrup Rasmussen kunne redegøre for hvad de 600 mennesker konkret protesterede imod. Hvilke konkrete planer har KL’s og regeringen om at underminere borgernes klageret, samt hvilken "retorik" på social- og handicapområdet (i hvilke tilfælde) er man helt konkret uenig i?

Jeg sporer en klart skjult dagsorden: Nyrup angriber sammen med S-ledede / S-søtte organisationer helt uberettiget bl.a. regeringens ansvarlig førte økonomiske politik, hvor der på trods af den globale økonomiske krise kradser, dog er sat øge midler af til de svage i vort danske samfund, selvom det har været en meget vanskelig national økonomisk øvelse under hensynet til at bevare den samlede tillid til dansk økonomi, som er så vigtig for vore allesammens velfærd.

De svage får således flere ressourcer tildelt - helt modsat hvad man får indtryk af i Poul Nyrups artikel.

Der hvor det måske halter er i den konkrete behandling / sagsbehandling af de svage, hvor lokale fagkulturer, manglende nytænkning i sammenhængende forløb kan bremse for konstruktiv udvikling.

Her kan nogle organisationer være med til at tø fastlåste holdninger op til nytænkning og konstruktive tiltag. Meget er allerede på vej, men det ville være endnu bedre med bred "fodslag".

Vil man skabe ændringer, må man begynde helt fra grunden - helt ude på institutionerne og med de enkelte faggrupper og respekt for hinandens roller.

Det kunne jeg godt tænke mig at se mere af i det daglige arbejde.

Steen Ingvard skrev:

Kære Steen Ingvard. Det hører til dine rettigheder som borger, at du 1) har ret til at se, hvilke oplysninger det offentlige har om dig og 2) kan kræve at få forkerte oplysninger rettet.

Hvis du har skriftlig dokumentation i hånden for, at du har været fejldiagnosticeret, kan du således kræve, at fejldiagnosen fjernes fra alle journaler.

Hvis ikke du har en sådan skriftlig dokumentation, så skaf den, og gå videre med sagen derfra.

Måske skulle du også kontakte den gratis retshjælp og høre, om de kan bistå dig, hvis du møder modstand fra det offentlige.

Under alle omstændigheder - det er din RET, og den skal du stå fast på!

Du bør også slå denne rettighedspargraf op og lægge den foran dem, du skal tale med om sagen. Jo bedre, du er til at henvise til paragraffer, des mindre mulighed har de for at affeje dig.

Og som sagt, måske kan du gratis få noget retshjælp, en bisidder ell. lign.

Giv ikke op, det er et stift stykke, det der!

Held og lykke.

Sygdomsramte kræver bedre og retfærdig LOV...!

Skriv Under her:
http://onlineunderskrift.dk/underskriftsindsamling/2809-STￃﾘT-sygdomsramte---Retssikkerheden-SKAL-styrkes...!/

Loven SKAL overholdes - derfor SKAL der kunne gives en økonomisk konsekvens, når kommunerne og STATEN bryder LOVEN...!

Jeg har været psykisk syg i ca 25 år. Jeg er skizofren. Har taget uddannelse og arbejdet i alle årene. Opvokset to piger, der er voksne idag og klarer sig godt.

Idag er jeg fleksjobber og glad for mit arbejde og mine kolleger. Jeg er og har altid været en aktiv samfundsborger. Aktiv i lange perioder når. Perioder hvor min sygdom ikke har været videre mærkbar. Dog har der også været perioder på helt op til flere år hvor jeg ikke har været aktiv samfundsborger.

Disse perioder er typisk startet med en let psykose, der så har udviklet på en sådan måde at jeg ikke selv har kunnet håndtere den og været til fare for mig selv. Derfor bilver jeg indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Første gang var for 20 år siden. Det var en meget barsk affære at være patient den gang. Tvang var meget brugt. Både som fastspænding og tvangsmedicinering. Det er selv sagt meget ubehageligt at være fastspændt og at lægge i dagevis i et lille aflukket rum. Tvangsmedcinering er meget værre. Og det der måske var allerværst dengang var at man fik at vide at man ikke skulle tale om sin sygdom med andre. Begrundelsen var den at det forstod de "normale" alligevel ikke noget af.

Så dengang talte jeg ikke med nogen om det at være skizofren. Jeg skammede mig istedet over mig selv. Oprettede en facade, så alt i mit liv lignede alle de andres. Så jeg fik som skrevet både udannelse og arbejde. En dejlig kvinde kom også ind i mit liv. En sygeplejerske, og med hende fik jeg de to dejlige børn.

Og på den måde var der en jeg kunne tale lidt med det om når jeg fik en psykose. Og det var jo godt for så drev psykosen lissom over langt de fleste gange. Men det slider selvsagt på et forhold med psykoser. Det er svært for ens allerkæreste at kunne rumme, de meget mystiske oplevelser en psykose kan indeholde. Så vi blev separeret og skilt. Vi forblev venner og er måske her 15 år senere hinandens allerbedste venner.

Idag er jeg så halvtres og har det langt det meste af tiden udemærket. Men indrømmet den sidste alvorlige psykose og efterfølgende indlæggelse på den lukkede har slidt hårdt på mig. Og det ses fysik. Nu er der dybe furer i ansigtet og mange grå hår. Indlæggelsen var ok denne gang. Personalet bruger stadig tvangsfixering og tvangsmedicinering. Men nu kan man snakke lidt med personalet hvis de da ellers har tid. For de har travlt og der er for lidt personale på afdelingerne. Og mange personaler virker som om de er udbrændte. Så som patient må man ta sig af personalet så godt man nu kan.

Besøgende er der stadig ikke mange af på en lukket afdeling. Langt de fleste indlagte får ikke besøg eller meget sjældent. Og det er vel også ok. Det er jo en lidt speciel verden sådan en afdeling med personer der er tidligere cirkusprinsesser, skuespillere, sangere, tømrere og husmødre og nu synes de ser drager og djævler og sågar Gud.

Udenfor den trygge afdeling raser samfundsdebatten. Der er al for mange snyltere lige pt synes overskriften at værre i debatten anført af ledende socialdemokrater og enkelte fra socialistisk folkeparti. Perosnligt håber jeg dog at dette må være kulminationen på de sidste 10 års debat om snyltere, romaer, indvandredere, flygtninge, bistandsklienter, psykisk syge og hjemløse.

Skåret er det blevet som følge af debatten. Afdelinger, behandlingshjem og bosteder er lukket og mange er blevet skåret helt ind til benet. Men det er jo også nemt at gøre. Disse grupper er ikke gode til at tale for sig. Det er ikke nemt under en psykose at skulle tage stilling til hetzen.

Men nu er det jul. Og det var egentlig anledningen for mig til at skrive denne kommentar. For jeg har lært engang for mange år siden da jeg gik i søndagsskole at der er noget der hedder: Næste Kærlighed. Og søndagsskolelæreren forsøgte at få os til at forstå hvad ordet Næste Kærlighed betyder. For mig var det noget med at jeg skulle være ydmyg og gavmild over for livet. Altså hvis jeg nu havde fået 10 øre af min far til at købe lørdagsslik for og min bedste ven ikke havde fået en 10 øre af sin far så delte jeg min 10 øre med ham. Og det gjorde jeg så tit og gør det stadig gerne.

Og det er jo egentlig det denne debat også handler om: Hvem skal ha del i 10 øren og hvor meget. De sidste 10 år har budt på milliardbesparelser på det psykiatriske område imens det somatiske område er tildelt lidt flere penge. Og med den debat der kører lige nu, vil der uundgåeligt komme endnu flere nedskæringer i de følgende år. Dog undtaget hospitalerne der vil blive tilført op mod en million. Men kommunerne vil med største sandsynlighed nedskære endnu engang.

Og det er nemt at skære ned på mig, Jeanette og John. Vi er jo ikke normale og egentlig ser de såkaldte "normale" jo helst at vi bliver lagt i spændetrøje og tvangsmediseneret. Så skal de ikke dele deres næste kærlighed med os.

Så når alt kommer til alt. Så har der været en voldsom tilbagegang i forståelsen for personer med en psykisk sygdom. Og med psykisk sygdom tænker jeg ikke på depression og stress. Men de tunge drenge som Skizofreni og Bipolarlidelse.