Poul Nyrup Rasmussen |
24. august 2011
Der er virkelig sket et skred i holdningerne til, hvad et ordentligt velfærdssamfund egentlig er, skriver Poul Nyrup Rasmussen
I den politiske debat har der været fremført et synspunkt om, at psykisk syge, der ikke kan kommunikere, skal behandles medicinsk - der er da et etisk dilemma i retorikken fra politiske side.
Har du et bud på problematikken?
Svar fra Poul Nyrup Rasmussen, formand for Foreningen Det Sociale Netværk og medlem af
Etikpanelet på etik.dk:
Jeg bliver så forstemt af at se, hvad der foregår!
Når nogle borgmestre fremstiller udviklingshæmmede som om de lever et liv i sus og dus. Når nogle landspolitikere fremstiller fleksjobbere som om de får en fyrstelig hyre. Når borgmestre begynder at hænge enkeltpersoner ud i medierne og bruger dem som eksempler på, at mennesker med handicap er en udgiftstung byrde, der tager penge fra kommunens service til andre borgere.
Når alt det sker, så er der virkelig sket et skred i holdningerne til, hvad et ordentligt velfærdssamfund egentlig er.
Skulle vi ikke netop kendes på, hvordan vi behandler vore svageste medborgere? Har vi ”glemt”, at gensidig respekt, ligeværd og et værdigt liv for alle er kerneværdier i den danske model? Meget tyder på det. Bid for bid er der ved at ske en underminering af Danmarks socialpolitik, som vi har kendt den i årtier.
Retorikken har ét formål, og det er at bane vejen for politiske tiltag og besparelser, som ellers ikke vil være populære blandt befolkningen. Besparelser som gør det enkelte menneske med handicap mindre selvhjulpent frem for mere, og som dermed medvirker til at underminere borgerrettighederne. Kortsigtet kassetænkning har taget over i alt for mange kommuner.
Når en borgmester kan foreslå at skrue op for medicinen for at spare personalekroner, så minder det om en svunden tid, hvor udviklingshæmmede blev gemt af vejen og opbevaret på anstalter langt fra det øvrige samfund. Det kan ingen af os være tjent med.
Når vi bliver skåret i medmenneskeligheden, bliver vi alle ramt. Problemet er både helt konkret, men er også sprogligt og følelsesmæssigt. Vi bliver alle gidsler i denne retorik.
Mennesker med fysiske og psykosociale handikap bliver de direkte tabere. For ikke blot skal de leve med en ringere service, men de skal også leve med, at folk ser skævt til dem. Denne retorik mere end antyder, at vi skal begynde at betragte disse mennesker som snyltere.
TEMA:
PsykiatriDe pårørende bliver tabere, når deres nærmeste får ringere levevilkår. Medarbejderne, der skal svinge sparekniven, bliver tabere, fordi de ikke kan tilbyde ordentlig hjælp og service.
Alle danske borgere bliver tabere, fordi vores menneskesyn får én på sinkadusen. Vi bliver simpelthen mindre rummelige. Der er virkelig brug for, at vi står sammen og siger: Det er ikke den vej, vi vil!
Derfor tog vi initiativ til et stormøde under overskriften ”Stop Hetzen”.
”Vi” er Foreningen Det Sociale Netværk, som jeg er formand for, Danske Handicaporganisationer, FOA, Socialrådgiverforeningen, Socialpædagogerne og HK Kommunal.
Mødet fandt sted den 1. juni 2011 på Nyborg Strand Hotel, hvor flere end 600 mennesker protesterede imod KL’s og regeringens planer om at underminere borgernes klageret samt over retorikken på social- og handicapområdet. Og der er, som også mødets indlæg viste, nok at tage fat på. Der er simpelthen brug for, at vi stopper op og stiller spørgsmål til lovændringerne og udviklingen på området.
Økonomien og udgifterne på social- og handicapområdet kan ikke være det eneste barometer, vi måler med. Vi bør i langt større grad fokusere på ressourcer. Ikke mindst på de menneskelige ressourcer!
I stedet for at gøre psykisk sårbare og handicappede til en belastning og prygelknabe, bør vi tænke tingene meget bedre og bredere igennem. I stedet for at spørge: Hvad koster det på næste års budget? – Kunne vi spørge: Hvad skal der til for, at du kan udfolde de ressourcer, vi ved, du har?
Det er på tide, at vi ser på, hvordan en god behandling med fokus på rehabilitering kan hjælpe disse mennesker til at så mange af deres ressourcer i spil som muligt til glæde og gevinst for både dem selv og samfundet.
Når det kommer til psykisk sårbare mennesker, så ved vi, at jo tidligere, vi sætter ind med en grundig rehabiliteringsindsats, jo flere kan komme sig og vende tilbage til et liv med fast arbejde, egen bolig og gode relationer. Samtidig ved vi, at det vil betyde enorme besparelser for samfundet på længere sigt. Og vi ved, at det er en mulighed, når blot vi tilbyder en god, omsorgsfuld og tidlig indsats.
LÆS OGSÅ:
"Psykisk sårbar" eller "psykisk syg"?Derfor er mit budskab, at vi fremover skal fokusere meget mere på de menneskelige ressourcer. Lad os tale åbent om det. Jeg vil opfordre alle, der har emnet inde på livet arbejdsmæssigt som privat, at begynde at fortælle åbent om konsekvenserne af besparelserne. Lad os sætte fokus på løsninger, og hvad området har brug for. Tro mig – de såkaldt ”raske” får det også bedre af det.
LÆS OGSÅ:
Tidligere svar fra EtikpaneletSKRIV: Send dit spørgsmål til
spoerg@etik.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk