Jeg bliver aldrig træt af mennesker

Hun er kendt i offentligheden som leder gennem 20 år af Reden, der er et være- og rådgivningssted for narkoprostituerede på Vesterbro i København og en del af KFUK’s sociale arbejde. Hun deltager ofte i debatten om køb af sex, hvor hendes holdning er, at vi bør have en lov, der forbyder det, samt om handlede kvinder. Og er aktiv i flere foreninger og organisationer, der arbejder mod sexhandel og vold mod kvinder og for støtte til børn og pårørende til misbrugere.

Dorit Otzen stoppede sidste år som leder af Reden, men ikke sit arbejde for at hjælpe kvinder, der ønsker at komme ud af prostitution. Hun tager således imod i hoveddøren til en ejendom, der er ejet af KFUK, i Holsteinsgade på Østerbro i København, hvor hun er leder af flere tilbud til prostituerede:

Svanegrupperne, der er et terapeutisk tilbud til danske kvinder uden misbrug, der er på vej ud af prostitution. Exit Kollegiet, som er et bo- og integrationstilbud til udenlandske kvinder fra det danske prostitutionsmiljø og ofre for menneskehandel. Og et krisecenter for prostituerede.

”Exit Kollegiet er fondsfinansieret, men burde være statsfinansieret. Der findes mange tilbud til prostituerede i dag, men de forholder sig ikke til, hvordan det er at være offer for menneskehandel. Svanegrupperne er finansieret af satsmidler, indsamlede penge og mine egne indtægter fra foredrag. De har foreløbig eksisteret i seks år, og jeg har haft det sådan, at om jeg så skulle gå med aviser, var det nødvendigt, for at Svanegrupper kunne komme til at overleve,” siger Dorit Otzen.

Som nyuddannet socialrådgiver stillede hun i begyndelsen af 1980’erne et spørgsmål til ung kvinde, der havde været narkoprostitueret, fra hun var 14 til 19 år: ”Hvad har det betydet for dit liv, at du har været så mange år i prostitution?”.

”Hendes fortælling om at være prostitueret var en øjenåbner for mig. Det berørte mig dybt. Jeg kom selv fra trygge rammer, mens hun var vokset op i en dysfunktionel familie, var blevet sendt fra den ene plejefamilie til den næste og endt som narkoprostitueret,” siger Dorit Otzen.

Hun havde i en årrække arbejdet med stofmisbrugere, både kvinder og mænd, der ”lavede penge”, som det hed, til stofferne ved blandt andet at prostituere sig. Men det var ikke noget, som socialarbejderne forholdt sig til dengang. Det kom senere, da man begyndte at tale åbent om incest og overgreb mod børn. Og da det blev tydeligt, at det var den baggrund, som mange stofmisbrugere kom fra.

”Den unge kvindes historie om livet som prostitueret var den første jeg fik. Hendes fortælling og mit arbejde med stofmisbrugere på den daværende Ungdomsklinikken/Dag- og Døgncentret i København kom til at farve min holdning til prostitution og det frie valg. Jeg kommer aldrig til at anerkende, at prostitution kan være godt for noget, eller at det er et frivilligt valg,” siger Dorit Otzen.

De kvinder, som hun har viet sit arbejdsliv til at skabe bedre vilkår for, er ikke altid Guds bedste børn.

”Jeg har altid haft det sådan, at hende, der opførte sig værst, var hende, der havde det dårligst. De kan være udad­reagerende og råbe og skrige. Jeg arbejder her med kvinder, der aldrig har været teenagere, og så sidder man nogle gange med en voksen kvinde, der opfører sig som et barn. De har ikke overlevet på at være elskværdige, men de har livsviljen.”

”Det handler om at rumme dem. Jeg kan da blive tosset nogle gange, men generelt er det ikke så svært. Jeg ved, hvilket liv de har levet på gaden med stoffer og vold, så vi kan rumme dem. Der er grænser, men grænserne er vide. Det er jo kvinder, der er ekskluderet alle andre steder fra.”

”Det ligger også i KFUK’s organisation, der bygger på det kristne livssyn, at vi skal møde mennesket, hvor det er. De grundregler er rigtig gode og det, som alt socialt arbejde bygger på.”

Selv er hun sammen med sin søster vokset op på et mindre landbrug i Stege på Møn. At blive socialrådgiver har ligget der hele tiden, som hun siger.

”Det kommer fra min mor og de holdninger, der var hjemme. En social indignation, som kom af, at min mor, der var fra København, var ung i 1930’erne. Dengang var forskellen på at have eller ikke have knivskarp. Og så var der det med, at man skulle se bag om problemerne, for der var altid en årsag.”

Når man spørger Dorit Otzen om, hvad der er det værste ved hendes arbejde, svarer hun:

”Når kvinder dør. Der er så meget liv og potentiale, der går til spilde. Det er svært, og jeg kommer aldrig til at vænne mig til det. Eller når vi som samfund sender handlede kvinder ud til en tilværelse, vi ikke ved, hvad rummer. Jeg tror ikke, at nogen kan sætte sig ind i at være offer for menneskehandel, hvor man ingen ret har til at bestemme selv, og hvor man bliver sendt til et land, man ikke kender.”

”På krisecentret her i huset har vi seksuelle slaver. Det er den mest udsatte og sårbare gruppe – dem, som ingen efterlyser. Kvinderne kommer overvejende fra Afrika, Østeuropa og Sydamerika. Når de kommer her, er det ofte som følge af politiets razziaer.”

”På Exit Kollegiet kommer der kvinder via vores eget system. De har fået asyl eller er EU-borgere og har legalt ophold, hvis de har arbejde i 15 timer om ugen. Det skaffer vi dem, samtidig med at de får undervisning i dansk sprog og kultur.”

”Det kan være en ordentlig mundfuld, når man ikke selv har valgt Damark, men er blevet sendt hertil som handlede kvinder. Og de kan ikke komme hjem, fordi trusselsbilledet er for stort. Måske er man vokset op i en afrikansk landsby og er så pludselig i Danmark, hvor folk spiser mærkelig mad og taler underligt. Det er ikke en ønskesituation. Det tager tid at skabe tillid og få dem til at tro på, at vi ikke vil tage os betalt. Men det er muligt, og så kan vi også komme i dialog med hinanden. Her er en kvinde, der har boet her i halvandet år, som først nu er begyndt at lære dansk. Hun har ikke kunnet før, fordi hun så traumatiseret. Det viser, hvor svært det er.”

”Det bedste ved mit arbejde er, når tingene lykkes. Når vi hører fra kvinder, der har været i Reden eller i Svanegrupperne, at de har fået et godt liv. Og jeg ved jo efter alle de år i branchen, hvor hårdt og vanskeligt det er at komme ud af prostitution.”

Dorit Otzen tanker i sin fritid op ved at læse litteratur, være i sit bondehus på Møn, hvor der også er en have at passe, rejse og være sammen med sine børnebørn, venner og gode kolleger. Nogle gange kan hun synes, at ”nu er det hele godt nok for meget”, men det er mest, når det er vanskeligt at skaffe penge til blandt andet Svanegrupperne.

”Jeg tror ikke, at man bliver træt af mennesker. Jeg har mødt mange helt fantastiske overlevere, der har klaret sig på trods. Jeg tror, det gør, at man bliver mindre pivet i sit eget liv. Og så giver det rigtig meget – det og samværet med kvinderne har været brændstoffet.”

Til august bliver Dorit Otzen 67 år, men hvordan fremtiden ser ud, ligger ikke fast.

”Jeg tager et år ad gangen. Foreløbig handler det kommende år om at konsolidere de to projekter, Svanegrupperne og Exit Kollegiet, og at udvikle dem. Mit udgangspunkt er at gå af om et år, men det kommer an på, om der forhåbentlig er skaffet et økonomisk fundament for Svanegrupperne og Exit Kollegiet. De skal fortsætte, fordi resultaterne er så gode. Det nytter faktisk at få kvinder ud og blive selvforsørgende, og det er den rigtige måde at gøre det på.”

”Lige nu har jeg det sådan, at jeg ikke ved en bedre måde at bruge mit liv på.”

remar@k.dk