Send artiklen Magtfulde medier til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Magtfulde medier

Rupert Murdoch.

- Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

Murdoch-imperiet skaber stater i staterne, mener forfatteren Jonathan Schell

I LØBET AF DE 40 ÅR, der er gået, siden Watergate opslugte den amerikanske præsident Richard Nixon, har politikere gang på gang set stort på den vigtigste lektie fra den skandale, nemlig at tilsløringen er værre end forbrydelsen selv. Ligesom Nixon har de derfor betalt en højere pris for at skjule deres misgerninger, end de ville have betalt for misgerningerne alene.

LÆS OGSÅ
: Etisk selvransagelse efter aflytningsskandale

Nu kommer der så for en gangs skyld en skandale, der bryder med den regel: Storbritanniens telefonaflytningssag, som har rystet britisk politik i sin grundvold. Igennem det seneste årti har tabloid-avisen The News of the World, der ejes af Ruperts Murdochs medieimperium, News Corporation, aflyttet 4000 menneskers telefonsvarere. Ofrene har ikke kun været kongelige, kendisser og andre VIP’er, men også de efterladte pårørende til soldater, der er blevet dræbt i Afghanistan og Irak, og til ofrene for terrorangrebene i London i juli 2005.

Annonce
Det blev alt sammen optrevlet, da The Guardian rapporterede, at tabloidavisen havde hacket sig ind på telefonsvareren, der tilhørte den savnede 13-årige Milly Dowler. Det var tilsyneladende gjort i håbet om at få adgang til familiens private udtryk for sorg eller desperation – som så kunne blive smidt på forsiden af avisen. Da den myrdede piges lig blev fundet et halvt år senere, troede familien og politiet stadig, at hun måske var i live – fordi tabloidavisens folk slettede beskederne på telefonsvareren, når den var fuld – ifølge Scotland Yard bestak Murdochs hackere efter sigende også politifolk på mellemniveau til at udlevere informationer.

I DEN LANGE TRADITION for at lytte ved dørene er alt dette faktisk nyt. End ikke Stalin aflyttede de døde.

En tilsløring fulgte. James Murdoch, Ruperts søn, som er chef for News Corporations aktiviteter i Europa og Asien, godkendte en hemmelig betaling på en million britiske pund for at købe tavshed fra ofrene for aflytningen. Millionvis af interne e-mail er angiveligt blevet slettet. Alligevel kan man roligt hævde, at den oprindelige udåds særligt frastødende umenneskelighed vil stå tilbage som mere chokerende end detaljerne om dette eller andre forsøg på at mørkelægge det skete.

Ikke desto mindre kommer de politiske konsekvenser af aflytningsskandalen til at afhænge langt mere af resultatet af de officielle undersøgelser, som nu er i gang i Storbritannien. Først og fremmest vil skandalens virkninger afhænge af, hvad regeringer og borgere vurderer News Corporation til at være for en størrelse.

Murdoch-familien kalder selv News Corporation for en journalistisk virksomhed. Faktisk er der mere end noget andet tale om en underholdningsvirksomhed, hvis største indkomster hidrører fra dens film- og tv-portefølje. Derudover er den noget meget vigtigere, nemlig en propagandamaskine for højrefløjens sager og politiske figurer. Tag bare News Corporations vigtigste ansigt i USA, Fox News, hvis særkende har været ubønhørlig udbredelse af højrefløjens ideologi. Politisk propaganda var engang regeringers og politiske partiers domæne, men Fox News er formelt uafhængig af begge dele – skønt Fox News i overvældende grad tjener Republikanernes interesser.

I STORBRITANNIEN HAR News Corporation skabt en art stat i staten ved at korrumpere politiet, påtage sig politiopgaver med overvågning og skræmme politikerne til at se den anden vej. I USA har medieimperiet teet sig på lignende vis og brugt sin udstrakte mediemagt til at puste liv i en selvstændig politisk organisation: det højredrejede Tea Party.

Alt dette ligger langt fra, hvad en journalistisk organisation skal forestille at tage sig til. Journalistikkens essentielle rolle i et demokrati er at sætte folk i stand til at udfylde deres roller som borgere ved at bibringe dem information om regeringen og andre magtfulde institutioner, borgerbevægelser, internationale begivenheder og så fremdeles. Men News Corporation udskifter den form for journalistik med pirring og sladder, som da imperiet overtog News of the World og forvandlede den til en tabloidavis i 1984 – og med partisk propaganda, som da imperiet skabte Fox News i 1996.

Ikke overraskende ofres den redaktionelle uafhængighed som hos så mange andre af News Corporations filialer for en centraliseret kontrol udøvet med jernhånd. Nyheder og kommentarer blandes i en uafbrudt strøm af politisk agitation. Ideologi trumfer fakta, og førende figurer blandt Republikanerne hyres som ”kommentatorer”, heriblandt de mulige opstillere til partiets præsidentkandidat. Faktisk har virksomhedens genistreg bestået i at gøre propaganda til en populær og økonomisk succes.

MED TANKE PÅ rentabiliteten af The News of the World bør det ikke komme som nogen overraskelse, hvis det viser sig, at Murdoch-familien har gjort deres britiske flagskibs forkastelige opførsel efter andre steder. Og det burde også få os til at forholde os til en ubehagelig realitet, som ligger til grund for den britiske aflytningsskandale med hele dens slagskygge af forfærdende grusomhed og hensynsløs korruption og for Amerikas mest populære nyhedskanal Fox News: Alt for mange mennesker vil gerne have det, som News Corporation har haft at tilbyde. Og det, som alt for mange mennesker gerne vil have, kan gå hen at blive farligt for et civiliseret retssamfund.

For at få et indtryk af, hvor stor faren er, behøver man blot tænke på Italien, hvor premierminister Silvio Berlusconis MediaSet-konglomerat har forført store områder af vælgerkorpset siden 1980’erne med en Murdoch-lignende kombination af åndsforladte varietéshows og partisk politisk teater. Da Italiens partisystem fra efterkrigstiden brød sammen i begyndelsen af 1990’erne, var Berlusconi i stand til at starte sit eget politiske parti, vinde magten og i løbet af tre regeringer bøje love og regeringsinstitutioner, så de tjente hans virksomhed og personlige interesser.

The News Corporation synes fast besluttet på at føre Storbritannien og USA ned ad samme spor.

udland@k.dk

© PROJECT SYNDICATE 2011

Jonathan Schell er tilknyttet The Nation Institute og Yale University. Han har udgivet bogen ”The Seventh Decade: The New Shape of Nuclear Danger” (Det 7. årti – atomfarens nye udformning).Oversat af Sara Høyrup
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​