En invitation har skabt uenighed i en familie, fordi kun det ene barn er inviteret med
- Colourbox.com
John Halse |
19. juli 2011
Det kan være svært for et sæt forældre at afgøre, om de skal sige ja til en invitation, når kun det ene af deres to børn er inviteret med
Medlem af
Etikpanelet på etik.dk og autoriseret psykolog John Halse har fået følgende læserspørgsmål:
Synes du, det er etisk acceptabelt, at mine forældre siger ja tak til en festinvitation, hvor kun min søster, men ikke jeg er inviteret med?
Her er spørgsmålet til John Halse i fuld længde:
Hej John,
Mit navn er Mark og jeg har en relativt stort problem, så jeg meget gerne vil have et svar på hurtigst muligt.
Jeg forklarer lige lidt om sagen først og derefter stiller jeg spørgsmålet:
Min mor, stedfar og jeg er havnet i en stor diskussion, og det har vi været i de seneste par dage, og det ser desværre ikke ud til at få en ende, hvis vi ikke får noget eksperthjælp.
Det hele står sådan til, at min mor og stedfar har det helt fint med, at min lillesøster på 13 er blevet inviteret med til en nonfirmation, hvor jeg ikke er blevet inviteret.
Nonfirmantens forældre er min mors og stedfar's vennepar. Før mine forældre blev skilt, da jeg var 2 år, var det min mors og fars vennepar. Jeg er nu 18½ år gammel og diskuterer nu med min mor og stedfar, om det, deres vennepar har gjort, er korrekt. De har inviteret min mor, stedfar og lillesøster uden at invitere mig. Grunden til at min lillesøster er blevet inviteret er, fordi hun er en god ven til nonfirmaten. Jeg mener, at de burde have inviteret mig med, eller i det mindste have delt invitationerne op, så min mor og stedfar fik en invitation for sig og min lillesøster fik en invitation for sig.
Jeg har igennem hele mit liv boet sammen med min mor, stedfar og lillesøster. Bortset fra det seneste år, hvor jeg har gået på efterskole.
Her kommer spørgsmålet så:
Kan man tillade sig at invitere forældre og et barn og undlade at invitere barnets bror/søster til en nonfirmation? Det barn, der bliver inviteret, bliver inviteret som en ven (de er gode venner), og er skrevet ind i samme invitation som forældrene. Kan man tillade sig det?
Jeg mener, at det er fuldstændig uacceptabelt at gøre sådan noget. Hvis jeg har ret, hvordan skal jeg så forklare det til min mor og stedfar?
Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe os!
Kære Mark!
Som jeg ser det, er der i din ’historie’ to dilemmaer:
For det første om ’man’, som du spørger, kan invitere det ene barn, men ikke det andet, og om, man kan skrive din søster ind i selve invitationen.
For det andet er det spørgsmålet om, hvordan du kan få en snak med din mor og stedfar om problemet.
Hvad angår det første, må man jo sige, at det står enhver frit, hvem de vil invitere til en fest – uanset hvor stor denne er. Men når det er sagt, mener jeg helt klart, at de som inviterer din søster, mor og stedfar har et reelt etisk problem. Når du har været en del af omgangskredsen, hvor din og den anden familie har set hinanden, og hvor du også har været involveret, ja så er det da mærkeligt, at du ikke også er indbudt, og her kunne man måske godt forvente, at din mor og stedfar meldte fra, hvis ikke du også er indbudt.
Men igen:
På den anden side vil din mor og stedfar måske helst ikke ødelægge deres forhold til deres venner.
Så din mor og stedfar står i et reelt dilemma, hvor de måske skal vælge mellem deres venner og dig.
Om det er et problem, at din søster står med på invitationen ved jeg nu ikke, problemet er, at du ikke også står der.
Og det fører mig frem til det, jeg kalder dit andet spørgsmål, for jeg synes nemlig, at du skal tage det op med dine forældre og netop forklare dem, at du har svært ved at forstå deres valg, svært ved at forstå, at de ikke siger nej tak til invitationen. Eller måske presser på for, at også du kan deltage.
Men du skal tage det op med din mor og stedfar, for ellers vil sagen ligge og præge jeres indbyrdes forhold måske lang tid frem.
Med venlig hilsen
John Halse
Autoriseret psykolog
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk